Hen ad gaden på trætte såler
går her igen
man er vel sit eget gamle jeg
Der er tilegnet et helt efterår og måske en vinter
til at mærke den gamle glade tilfældige knægt
jeg altid har nydt at være
Tiden har spændt ben for mig
Jeg indrømmer blankt jeg har sat så mange skibe
i søen for at kunne udsætte mødet med både
de trætte såler
og den gamle glade tilfældige knægt
der bor indeni mig
og som helt klart ville afkræve mig
en tilståelse
en indrømmelse om at der er for meget forstillelse i mit liv
For mange jeg støtter og siger jeg elsker
uden selv at være rigtigt overbevist
Så kære fribytter, kære unge Niels, der intet skulle når han gik ud på vejen og drejede ned imod stien
kære kære glade små-lallende indre værdifulde vagabondsjæl
hvor skal vi hen, du?
Du føler dig sparket ud af mig, ham den anden personlighed i mig, du kæmper med pladsen om,
borgerdyret, der har taget så meget psykoterapeutisk superansvar for nu endelig at forlade
depression, vanvid...men også vision og drøm.
Du føler kameraet er blevet voldtaget ved at al visualisering er blevet målrettet effektiv livsførelse.
Du føler digterpennen er blevet voldtaget ved at al visualisering er blevet målrettet effektiv livsførelse.
Du føler pikken er blevet voldtaget ved at al elskov er blevet underlagt produktionen af fertilitetsbørn.
Du føler kokkeopgaverne er blevet voldtaget af den struktur forsørgerrollen volder maddyrkning ind i.
Amen og bræk.
Kreativt knæk.
Kan vi falde for hinanden igen? Os to der slås om pladsen?