Hun spiller på partituret for sig selv
De store valse og symfonier i dur og mol.
Jeg spiller for bolden,
Og banen er altid kridtet op./
Hun følger slutninger
Der er givne,
Hun går i komponisternes fodspor.
Han skalerer og skraverer i nodernes sirlige svung.
For en bedre klang
Af endnu en version af det samme./
Vi dribler udenom
Og stiler efter et simplere mål.
Sammen.
Med rytmik og dans
På morgenduggens grønsvær
Leger vi umiddelbart
Uden at fornægte os selv.
I det øjeblik der altid er nyt./
Så blev vi voksne og ligesom hende.
Vores ben holdt med at danse samba
Og vanlige tråd på pianoets pedal
blev alt, hvad der rørte sig. I os.
Der var applaus.
Og så var der ingen./
På et tomt stadion står jeg nu igen,
Med ukæmpede slag inden i.
Vi der blev voksne lidt for tidligt,
Glemte at spille til dommerens sidste fløjt.
Vi glemte en dag, at alle er lige,
Vi glemte hvordan, vi alle var frie,
Og vi forlod det felt, hvor vi alle er brødre./
Vi lærte at følge et nedtrådt spor.
Vi lærte at begå os i et stivere system.
Bag mure. Til lyden af ure.
Knækkede lod vi barnet inden i tilbage,
for nederlaget var jo mærkbart her.
Vi stræbte efter at blive noget
Og glemte at være nogen./
I dag har jeg atter trøjen på
Med lykkenummer og armbånd...
Denne gang forbereder vi os vel
Og hvisker knæk og bræk, hvad skal de há:
Tæsk!