Mandag morgen, 08.00 sharp, da Marcus mødte på arbejde, kaldte Ulrich ham ind på sit kontor, præcis som han havde forventet og han vidste, han stod til en skideballe af dimensioner. Ufortjent, men for helvede - han havde set emailen fra Fortesque, manden havde været så utroligt venlig at sætte ham Cc på hvad der nok var den hårdeste afklapsning Deeglech havde fået i årtier. Ulrichs ellers så rene sti havde nu pludseligt svære problemer med asfalteringen og han kunne (med rette, men det var altså ikke Marcus' skyld) være alt fra lettere gnaven til rasende.

"Hvad fanden," sagde han, da døren var blevet lukket og Marcus havde sat sig i den overraskende magelige stol overfor Ulrichs redaktørpind. Forsigtigt gættede han på, at på den føromtalte skala var manden helt oppe i det røde felt.

"Jeg var ude i byen, det har ikke noget at gøre med arbejde," forsvarede Marcus sig, tilbageholdende med at hæve stemmen så tidligt i forløbet, der var uden tvivl stadig et stykke vej at gå for ham i denne diskussion.

"Ikke noget at gøre med arbejde? Knægt, hvornår arbejder du ikke? Forklar mig nu bare, hvad det er for noget lort du har rodet dig ud i denne gang."

Marcus tøvede kun kortvarigt. Hvis han ikke selv krøb til korset, skulle Fortesque nok egenhændigt male et spændende billede af hvad der var sket, ikke? Fuck, nej, den løgn skulle manden ikke få lov at sælge. Ikke i dag. Ikke nogen dag.

"Jeg var på bar med Marguerite Gagnon, okay," forklarede han i den mest tilforladelige stemme han kunne finde på nuværende tidspunkt og hørte den selv blive tiltagende skinger, for Ulrich så forkert ud i hovedet og var godt i gang med at rejse sig op. "Vi ser lidt til hinanden, privat."

Hans redaktørs øjne var blevet komisk store i takt med at den sidste sætning udvidede sig, led for led - eller, det ville have været komisk, hvis han ikke samtidigt havde hamret sin næve ned i bordpladen, så kaffen skvulpede op og over. Ud over alting, udkast og tastatur, men Ulrich var tydeligvis ligeglad. Skaden var sket.

"Hvad fanden tænker du på, Marcus?! Du ved Jean Louis er off limits..."

"Nu er det jo ikke Jean Louis jeg ser, vel?"

"Synes du det her er en joke? Er det sjovt? Tror du helt seriøst, at man ses med Statsministerens kæreste privat?"

"Jeg mener ba..."

"Spar mig for hvad du mener, din idiot. Du dækker vejr og natur indtil jeg siger andet, forstået?"

Der blev stille. Helt stille. Stilheden efter stormen, selvom stormen sikkert kun var halvvejs drevet over og det ikke kunne nytte noget, hvis Marcus hævede stemmen nu. Når redaktøren sagde det, var det lov, sort på hvidt, bestemt og besluttet, men vejr og natur? Virkeligt? Marcus' hænder var knyttet så hårdt i skødet på ham at neglene skar ind i hans håndflader. "Forstået," svarede han fladt og løsnede ikke grebet på sig selv, før han var ude af kontoret igen og kunne tage sin telefon.

Opkald, modtager: Aart Dreesen [18. februar, 08.12]
Telefonsvarer.

Aart, det er mig. Angående det du havde til mig, ja? Jeg hopper på et fly til Amsterdam nu, lad mig vide hvor vi kan mødes.

Tekstbesked, modtager: Juliette [18. februar, 09.57]

Jeg er ked af det, men jeg bliver nødt til at flytte vores aftale i aften. Noget er kommet i vejen, forklarer senere. Elsker dig.

Ubesvaret opkald, indgående: Juliette [10.08]
Ubesvaret opkald, indgående: Juliette [10.11]

Aart og han havde kendt hinanden i snart ti år, havde gået på journalisthøjskolen sammen, indtil Aart var sprunget fra, var flyttet tilbage til Holland med sin nye kæreste og havde valgt i stedet at færdiggøre sine studier indenfor et eller andet pladderhumanistisk felt som Marcus stadig ikke forstod en dyt af, men havde al mulig og umulig respekt for. Mest fordi det var Aart der havde studeret det.

Og fordi Aart derigennem, altså igennem sit job i en Amnesty-inspireret organisation der hjalp ofre for human trafficking, kunne få fingre i papirer som det der nu lå på bordet imellem dem.

De stirrede begge i alvorsfuld stilhed på den lille lap, hvor det meste af den håndskrevne tekst var blevet udtværet af vand - det eneste, men til gengæld også det vigtigste der stod tilbage var den maskinskrevne adresse i øverste højre hjørne og underskriften nederst.

"Det plejede at være kendt som det store hus i vores kredse, fordi de fleste af vores piger enten var blevet flyttet via stedet eller på anden vis kendte til det, men alle nægter at snakke om det, jeg mener, nægter at snakke om det overhovedet."

Imens han talte, blev Aart ved med at kigge sig nervøst over den ene skulder, som forventede han at nogen skulle komme, skulle stå der, skulle lytte, skulle se. De havde naturligvis diskuteret sikkerhedsforanstaltningerne, procedurerne og protokollerne som Marcus blev nødt til at følge, også for sin kammerats skyld. Sin ven. Ud over at Aart kunne miste jobbet og komme i fedtefadet hos nogle virkeligt uheldige typer, hvis hans navn på nogen som helst måde kunne sættes i forbindelse med sedlens implikationer, så var der en ung, afrikansk pige et sted ude i byen der kunne miste livet. Let. Shit, nogle møg-odds, havde Marcus tænkt og uden videre accepteret betingelsen, at han ikke publicerede noget den første uges tid, imens Aart arbejdede på at få sendt pigen videre i systemet og ud af landet, helst. Holland er ikke sikkert, havde Aart tilføjet og ment for alle involverede, dem alle sammen.

"Har du tjekket om det er hans håndskrift," spurgte Marcus og ignorerede sin på nuværende tidspunkt allerede halvlunkne kaffe. De havde begge bestilt en kop, mest for syns skyld. Dette var ingen kaffedate, sådan måtte det bare gerne se ud.

"Tjekket og dobbelt-tjekket med tre lovforslag fra det seneste år. Der er ingen tvivl."

"Okay, så må jeg hellere... smutte, Aart. Der er én jeg bliver nødt til at få fat i."

Aart nikkede, skubbede kvitteringen hen over bordet og gav ikke slip på den, før Marcus havde taget den og pakket den sikkert væk.

Alt Marcus kunne tænke på, mens han fik sin jakke på og hurtigt gav hånd til Aart, hans gode og gamle ven, var Marguerite. Marguerite der som tidligere escortpige datede en statsleder som stadigvæk købte sex. Hos andre. Hos meget nuværende ludere og sikkert uden omtanke for hende - det værste var, at Marguerite ikke vidste det. Nej, det værste var, at ingen vidste det, for det kunne ødelægge mandens karriere fuldstændigt, når alt kom til alt. Hvilket han fortjente, han fortjente hver en meter af det fald, sådan et svin.

Ubesvaret opkald, udgående: Marguerite [18. februar, 15.18]
Ubesvaret opkald, udgående: Marguerite [15.25]
Ubesvaret opkald, udgående: Marguerite [15.45]

Tekstbesked, modtager: Marguerite [15.50]

Det er vigtigt. Det er virkelig vigtigt. Jeg har brug for at se dig. Hvornår kan vi mødes?

Juliette var utilfreds med ham, hvis ikke decideret sur, kunne han godt mærke. Hendes negative energi overdøvede alt andet i rummet, selv tonerne fra Shioris nyeste single som spillede på computeren. Nu havde han også lige tjekket sin mobil for sjette gang på et kvarter, han var ikke så meget til stede som en af hans søsters middage normalt fordrede. Så meget som hun fortjente. Han løb en frustreret hånd gennem håret, opgav den umiddelbare udsigt til et svar fra Marguerite. Han havde ikke hørt det mindste fra hende, ikke i to dage.

"Undskyld, Juliette," sagde han og mente det. "Det er en smule hektisk lige nu."

"Hvad er? Hvad er det du arbejder på?"

"Jeg kan ikke tale om det, ikke endnu. Giv mig tid, okay?"

Længe sad hun bare og kiggede på ham, indgående og borende, med de der helt særlige øjne kun Juliette kunne præstere at lave. Øjnene der havde givet ham kronisk dårlig samvittighed siden han var tre år gammel.

"For helvede, Juliette, hvad vil du have mig til at gøre?"

Hendes stemme var lys og klar og accepterede ikke noget af hans bullshit, ikke at han vidste, før end hun begyndte at tale, at han snakkede den slags. Bullshit. Han gjorde ligesom sit fucking bedste her!

"Ikke noget," sagde hun, "jeg vil faktisk have dig til at holde op. Med at lyve og have hemmeligheder for mig, Marcus! Jeg vil ikke have, at der sker dig noget."

Hvad kunne han også sige til det. For satan, han var i en ret prekær situation lige nu og... og...

"Det handler ikke om mig længere."

Uden rigtigt at ville, tjekkede han sin mobil igen. Stadig ingenting, intet nyt og intet svar. Han begyndte sgu da at blive nervøs for, at der var sket hende noget - i efterdønningerne af deres tur på In&Out. Hvad kunne Fortesque ikke skabe af problemer for hende? Hvad kunne hendes kæreste ikke... Juliette sukkede tungt og snuppede hans telefon fra ham, stjal den direkte ud mellem hans næsten krampagtige fingre. Lagde den over i vindueskarmen, et godt stykke udenfor rækkevidde, medmindre han ville virke desperat og faktisk rejste sig op. Eneste problem var, at han var ganske desperat efterhånden.

"Det handler om dig, Marcus. Det skal handle om dig. Jeg ville savne dig, hvis det ikke gjorde, forstår du?"

Endelig så han på hende, så sådan rigtigt på hende. Hun havde tårer i øjnene og det gik op for ham, pludseligt, ud af det blå, at han ikke havde set hende indtil da, hans egen søster. At han ikke havde lagt ordentligt mærke til hende i ugevis, måske i flere måneder. At han var ved at forsvinde for dem han elskede mest.

For en gangs skyld kunne han ikke sige noget, kunne ikke komme på nogle flotte ord. Den store kommunikationsekspert, ha. Han havde en stor, tyk klump i halsen.

"Vil du have mere ris," spurgte Juliette.

Han nikkede og holdte sin tallerken frem mod hende. Mens han ventede, måtte dette være godt nok, dette øjeblik. Han kunne alligevel ikke agere før ugen var omme og hvis Marguerite skrev i mellemtiden? ... Tja, hans telefon var på lyd. Han skulle nok høre det.

Han skulle nok høre hende.

Tekstbesked, afsender: Marguerite [20. februar, 18.17]

Sikke vedholdende du er. Her har du så en belønning, min lille Marcus - jeg er fri, helt fri, i morgen.