Første gang jeg så hende, så jeg ikke hendes ansigt.
   Det var en stille og mørk vinteraften. Normalt flygter jeg ikke fra sorte skygger, som jeg gjorde fra hendes. De sorte skygger er vi vant til, især på Nørrebro. De klæber sig op ad murene på de mørkeste sidegader, og sidder på trappetrinene foran opgangene. Nogle gange kan man høre fire fodskridt i stedet for to, idet man passerer dem. Men jeg flygtede altså fra hende. Klokken var ikke mere end omkring midnat, men jeg kan huske at det føltes som om at det var senere. Som sagt var det en mørk aften. Jeg skulle ud og ryge en cigaret. I stedet for at gå ud på altanen valgte jeg, at tage hunden med ned på gaden. Faktisk var det også fordi jeg hørte lyden af et brag. Min nysgerrighed var vakt. Jeg stod stille nede på gaden med Bella i snor, og lyttede ihærdigt efter liv. Lidt længere nede, ovre på den anden side af Thorsgade så jeg hendes skygge. Grunden til hendes skygge stod ud i forhold til andre skygger var selve størrelsen. Der var noget helt surrealistisk over den, og selvom mit første indfald var at det var en kvinde, lå der et andet væsen over skyggen. Hun bevægede sig frem og tilbage på gaden uden en rigtig destination. Hvilket egentlig ikke er fremmet, for skygger på Nørrebro virker aldrig til at have en. Jeg så til Bella og i det jeg løftede hovedet, opdagede jeg pludselig skyggen af hende igen. Denne gang var hun tættere på mig og gemte sig bag et træ. Jeg mærkede hendes øjne hvilede på mig. Pludselig satte hun fart imod mig, nu opdagede Bella hende også og begyndte at reagere, knurrede. Jeg prøvede at sætte Bella på plads, mens lyden af skridt blev højere og hurtigere. Lige i det jeg kiggede op, var hun blot en meter væk fra mig, men pludselig bevægede hun sig tilbage af den vej hun kom. Hun forsvandt hurtigt i mørket igen. Jeg løb op i min lejlighed med Bella, og jeg sikrede endda, at døren til opgangen var låst. Jeg er stadigvæk ikke sikker på hvorfor. Det var bare en skygge, som alle andre skygger, en kvinde, som alle andre kvinder. Jeg sad i min lejlighed i noget tid, og kunne ikke slippe tanken om skyggen. Til sidst besluttede jeg mig for at gå ned og tage endnu et kig. På gaden mødte jeg nogle bekendte ansigter, som boede i lejlighederne omkring mig. Det viste sig, at den sorte skygge boede på Thorsgade og hun havde fået tæv af hendes kæreste. Det var eftersigende ikke første eller sidste gang. Jeg så blodet på fliserne. Hun måtte have blødt meget. Da jeg endelig gik i seng den nat strømmede det med tanker. Hvorfor var jeg sådan en kujon? Hvad med alle de andre sorte skygger? Hvor mange har just ville have en hjælpende hånd?

Første gang jeg så ham var en kold forårsdag. Jeg havde aldrig fået en præsentation af denne mand, men jeg var ikke i tvivl om, at det var hendes kæreste. Om han var misbruger eller bare syg, tør jeg ikke gætte - for her på Nørrebro går vi side om side med bandemedlemmer, knivstikkere og narkohandlere, og det er et umuligt ønske at holde en radius på 10 meter fra dem. Vi har alle slags stereotyper på Nørrebro. Akvarium-familien ligeså vel som Teamfamilien. Den tyrkiske grønthandler der styrter igennem Nørrebrogade for at hente hans syge datter, mens hans fætter passer butikken. Og de tørklæde klædte udenlandske kvinder, hvoraf man kan lugte de tilsyneladende undslippelige pakistanske krydderier, selv fem meter væk. Og de unge mennesker på Nørrebro hører man når de stadig taler melankolsk om det nedrevet ungdomshus, og fuck politiet. De bruger deres fritid på at udforske seksuelle grænser og stoffer. De andre unge lugter man. De lader til at have masser af tid, når de sidder på tilrøgede bodegaer hver dag. Disse unge er produkter af skyggerne, og om ikke at nogle af disse unge ender med at gå i deres forældres fodspor? Jeg vil derfor nøjes med at beskrive hvordan han så ud. Han var omkring tredive, Iført en sort jakke, og uden på jakken hang en halskæde med et kors på. Han var skaldet med en fastsat mistænksom rynke i panden. Grunden til jeg især husker den her rynke var, at rynken hurtig gjorde mig meget lille, da vi passerede hinanden første gang. En eftermiddag senere hen mødte jeg en nabo som jeg faldt i snak med. Naboen var desværre også bekendt med parret. Især bed jeg mærke da hun sagde; "Han slår hende ihjel en dag" Den sætning sloges jeg med i noget tid efterfølgende, og det gør jeg faktisk stadig i dag. Ikke så meget fordi jeg var forarget over brutaliteten der bar sætningen, men grundet at jeg faktisk var enig. Hun blødte virkelig meget den nat jeg mødte hendes skygge.

Den første og sidste gang jeg så hendes ansigt var en solrig eftermiddag i sommers. Jeg var løbet tør for tobak, og skulle ned i kiosken. Da jeg kom ned på Thorsgade kaldte hun efter mig, og jeg var ikke i tvivl om at det var hende. Jeg er ikke sikker på hvad det var der gav hende væk: om det var den lille krop der passede til skyggens størrelse eller krykkerne. "Har du ikke lyst til at hjælpe mig? " spurgte hun, hvorefter hun pegede med krykkerne på de tre trin ned til gaden. Jeg tog imod hendes taske og gav hende en støttende arm. Hendes taske stank. Jeg kunne næsten ikke koncentrere mig om andet, og jeg kunne ikke finde ud af om det var kemikalier, opkast eller alkohol. Måske en blanding. Hendes taxi ventede få meter fremme - men ikke tæt nok, for det føltes som en evighed at skulle bære den stinkende taske. Stanken sivede op i mine næsebor og lagde sig som et tykt lag bag min pande. Jeg spurgte hende hvad der var sket, selvom jeg allerede havde en ide om det. "Men det er min skyld. Det var min voldelige kæreste" Hendes åbenhed kom bag på mig og bestjal mig for ord. Jeg sagde ikke noget der var værd at huske. Hun havde fået brækket begge hendes ben. Kæresten havde brækket hendes ben. Jeg tør stadig ikke at forestille mig hvordan. Da hun satte sig ind i taxien takkede hun mig næsten for meget. Jeg bar trods alt kun hendes stinkende taske. Hun gav mig et kram, et virkelig langt et, så det gav et sug i min mave. Det føltes som om hun sagde farvel. Jeg fortalte hende ikke, at jeg kun bor to numre længere nede ad gaden, og at hun altid kunne ringe på. Jeg fik et syn af hende der kom op i min lejlighed, gennemsmadret og blodig. Hvor hun græd og skulle på hospitalet, men bad mig om at ikke ringe til politiet, fordi at hun var forelsket i ham. Hvordan skulle jeg kunne håndtere konsekvensen af sådan en invitation? Taxien kørte af sted, og jeg købte min tobak. Den røde Balishag havde en genkendelig lugt. jeg stak næsen ned i pakken og huskede hendes stinkende taske. Siden da har jeg bemærket flere skygger i gaderne end jeg plejede. Jeg tænker stadig på hende i ny og næ. Og jeg får kvalme og ondt i maven når jeg tænker på ham. Men jeg møder stadig ham og hans mistænksomme rynke. Og når han smiler, så smiler jeg tilbage.