1985

Jens

Det ligner, at lillebror er død. Men da jeg knipser med fingrene foran hans øjne, bevæger de sig sløvt fra side til side. Jeg mærker, hvordan mine muskler slapper af, da jeg opdager, at Morten bare er træt. Før har han taget lange skrigture, men på det sidste er han stille og meget nemmere at passe. Ved siden af Mortens vugge ligger mor og far. De er i hvert falde ikke døde, for jeg kan tydeligt høre, når de trækker vejret. Madrassen bøjer under mors store mave, som vælter ud til siden. Under hendes øjne sidder sorte klatter, og det fedtede hår klistrer til hendes pande. Der er en lille sprække imellem hende og far, som ligger på ryggen med armene og benene spredt som en sprællemand. Hans mund står åben og der lyder som torden, hver gang luften sendes op fra lungerne.

Jeg kravler op af sengekanten, men skraber mit knæ undervejs. Smerten går væk, så snart min krop rammer dynen, og duftene af varme kroppe når min næse. Der er ikke nogen risiko for, at mor og far vågner, for de kom sent hjem i aftes. Måske var det blevet nat, da de kom. Jeg kryber tættere på den store numse og den bøjede ryg. Min mund trykker sig mod hendes arm. Her dufter det endnu mere af mor.

Da fars spinkle krop rører på sig, vågner jeg med et sæt. Jeg vil ikke risikere, at de bliver sure over, at jeg fylder i sengen, så jeg bevæger mig langsomt ned. Det er også rimeligt nok, for jeg har min egen, ligesom Mette. Kun Morten er så lille, at han ikke har sit eget værelse og sin egen seng.

Jeg tjekker vuggen en sidste gang. Morten har lukkede øjne, men jeg kan se, at hans lille bryst bevæger sig op og ned. Måske har han heller ikke sovet så meget i nat, og har brug for at sove længe, ligesom mor og far. Det er rart for mor, at han ikke skriger så meget nu, selvom hun normalt godt kan sove for larmen.

Mine tæer bliver automatisk dem, jeg tipper af sted på, da mine fødder rammer det kolde gulv i køkkenet. Jeg troede, jeg havde været stille, men nu kan jeg høre utilfredse lyde fra min lillebror. For hver gang jeg fører skeen op til munden, er det som om, hans skrig bliver højere og højere. Jeg vipper hovedet ned til skulderen, så det ene øre er fri for larmen. Det er fristende at gå over i stalden uden morgenmad, for grynene og den sure smag fra mælken klistrer i munden på mig, men der er for længe til eftermiddagens kage.

Det giver genklang når Arnes træsko klamper mod stengulvet i stalden. Det er en rar lyd, for den er altid den samme. Let skjult placerer jeg mig bag en af de store båse, og mærker, hvordan skuldrene falder derned, hvor det er meningen, de skal sidde. Jeg kigger efter Arne, som han går der med spanden i den ene hånd og skovlen i den anden. Det ser let ud, når dyrene får mad. Men det er vigtigt, at de får det hver dag, og Arne ved også præcist hvor meget, de skal have. Det ved jeg, for det har han fortalt mig.

"Står du der og gemmer dig, Jens? Har jeg ikke sagt, at du ikke behøver at bruge tid på det?, siger han."

Arne smiler til mig, da jeg kigger op på ham. Jeg er lidt nervøs for, om jeg har gjort noget forkert ved at gemme mig. Man skal passe på, at man ikke bliver uvenner med de voksne.

"Det er da ved at blive en vane, at du kommer her og holder øje med mit arbejde, var?" Du kunne måske tænke dig at give en hånd med?," Arnes brede arm ligger sig rundt om min skulder, før jeg kan nå at svare.

Da jeg har fået en skovl og en spand magen til Arnes viser han mig, hvordan jeg doserer kornet, så køerne får lige meget i hver boks. Vi arbejder i stilhed, og jeg er lidt urolig for om jeg mon gør det rigtigt. Men Arne virker tilfreds, for han vender sig ind imellem mod mig, smiler og siger, at jeg er en dygtig ung mand. Det får mig til at slappe af, og jeg nyder at se på dyrene, som lever varmt og godt i båsene side om side. De har det rart, det kan jeg se.

Mine tanker bliver afbrudt af en ny lyd mod stengulvet. Lis kommer imod os med en kurv.

"Jamen hej Jens," siger hun, og smiler et smil, jeg også kan se i hendes øjne.

"Hvor heldigt, at jeg har smurt rigeligt med mad, når Arne sådan har hjælper på."

Mine arme hænger dvask ned og jeg forstår ikke rigtigt, hvad hun mener, så jeg bliver stående og kigger ned i jorden.

Arne giver Lis et kys på panden og siger til mig, at nu er der mad og at vi sætter os hen i høet alle sammen.

Vi spiser noget rugbrød, som smager himmelsk og min mave, hvis knurren ellers var stoppet, hungrer efter mere. Jeg kommer til at guffe det for hurtigt, det kan jeg se på den måde, Arne og Lis kigger på mig på. Det er pinligt, så jeg slår blikket ned og tygger langsommere.

Lis og Arne spørger, om jeg er klar til en ny uge i morgen og vi snakker lidt om, hvilket fag i skolen jeg bedst kan lide. Det er svært for mig at finde på et svar, men jeg siger til dem, at det hele er fint. Bagefter taler de om voksenting, jeg ikke helt forstår, men midt i en sætning stopper Lis pludselig op.

"Jens! Du har jo ingen strømper på. Jamen er du da gået helt fra forstanden," siger hun og jeg synes næsten hun ser bange ud, idet hun ligger sin mad fra sig, vrister min fod fri af træskoen og begynder at varme mine fødder med sine hænder.

"Nej, altså Lis for fanden," ryger det ud af Arne. Jens bliver da forskrækket, når du sådan tager på vej. Gør du ikke, Jens?"

Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare for jeg vil ikke være uvenner med hverken Arne eller Lis, og jeg ved ikke, om jeg synes, det var rart at mærke varmen fra Lis' hænder.

I stedet for mig, bliver det Lis, der siger noget og hun bestemmer lige nu, kan jeg mærke.

"Jens, hvis du skal hjælpe Arne mere i dag, så går du med mig ind i huset. Vi finder nogle strømper og en varmere jakke til dig, og så kan du tage termokande og kage med, når du skal herud igen. Så slipper jeg jo også for den tur. Hvad siger du til det?"

Lis smiler til mig, og jeg bliver rolig igen, for Lis har bestemt, hvad der skal ske. Da vi har rejst os, finder hun min hånd og trækker mig mod huset med hastige skridt.