Dynerne lå trygt om mig, da jeg vågnede til en hvislende lyd kort efterfulgt af en susende emhætte, der blev tændt. Der blev lavet mad ude i køkkenet og gardinet var trukket fra, som sendte morgensolens stråler ind i soveværelset og op på de hvide lagner.
   Jeg strakte langsomt mine arme med et smil, men mine arme stoppede, da jeg mærkede at jag fra min skulder. Mine hænder kørte langsomt henover det ømme sted, og det gav et lille hop i mig. Jeg rystede det af mig, for det var jo ikke noget specielt, så jeg rejste mig i stedet fra sengen og fulgte de betryggende lyde fra køkkenet.
   Det lille bord, der forenede den lille stue og køkkenet, stod opdækket med tallerkener og kopper, mens den sædvanlige blå kaffekande stod i midten med sin sædvanlige lille bule på midten. Jeg satte mig uden at sige et ord, før han brød stilheden med et godmorgen og satte panden med røræg på bordet. Han smilte, mens han sagde det, og jeg slappede langsomt af, mens jeg rakte efter gaflen.
   Jeg tog langsomt små bidder af røræggen, mens jeg holdte et øje på hans hånd, der hvilede mod bordet. Han rykkede den langsomt hen mod mig, og mit greb om gaflen blev strammere. Han lagde hånden på min, og jeg kiggede op mod hans ansigt. Han smilte.
   "Hvornår skal du af sted?" sagde han, stadig smilende.
   "Nu her om et kvarters tid," svarede jeg. Hans øjne holdte fast i mig, og panden rynkede, mens jeg kørte gaflen rundt i røræggen. "Forelæsningen starter jo klokken otte, og jeg vil ikke komme for sent," tilføjede jeg hurtigt.
   Hans øjne slap mig, og rynkerne forsvandt. Han gav min hånd et lille klap, og hans opmærksom-hed blev rettet mod tallerkenen. Jeg tømte det meste af tallerkenen, og gav ham et kys på kinden, før jeg gik ind for at komme i tøjet.
   Jeg gik ud af soveværelset igen. Han stod over vasken og skyllede tallerkener af.
   "Jeg smutter nu," sagde jeg og gav ham et smil. Han kiggede venligt tilbage og gav et lille nik. Jeg tog fat i dørhåndtaget og skyndte mig ud af døren.
   Ude på gangen så jeg nabodøren gå i, og den ældre dame, der boede der, skyndte sig ned af trap-pen ved synet af mig. Hun mindede mig om vores gamle nabo hjemme hos mor og far. Naboen plejede altid at skynde sig ind, når mor hentede posten.
   Jeg gik selv mod trappen, men mine ben stivnede inden det første trin. Mine hænder mærkede febrilsk på mine lommer, indtil den ene stødte på den hårde kant fra min mobiltelefon. Mine ben blev lette igen, og jeg fortsatte ned af trappen.

I den lille forelæsningshal sad jeg og legede med en kuglepen. Jeg hørte ikke rigtig, hvad forelæseren egentlig sagde. Mit fokus lå på kuglepennen. Den lille røde kuglepen, der kørte rundt mellem mine fingre, indtil de blev afbrudt af en vibration fra min lomme.
   Jeg trak langsomt mobilen frem og kiggede ned på den. Displayet lyste op og viste en besked fra ham. Han spurgte, hvordan det gik. Jeg smilte og lod mobilen glide ned i lommen igen, lagde den røde kuglepen ned og lyttede til forelæseren. Hans øjne greb kort fast i mig, men jeg kiggede hurtigt mod vinduet og samlede kuglepennen op igen. Jeg kiggede op mod den blå himmel, der langsomt lod sig overdække med grå skyer.

Forelæsningen gik langsomt, men det gjorde den altid. Mobilen vibrerede igen i lommen. Jeg trak den frem, men kiggede bare på klokken. Jeg trak den langsomt ned i lommen, men jeg blev afbrudt, da den vibrerede igen i min hånd. Kuglepennen røg ned på bordet med et smæld, og jeg slap mobilen, så den røg ned i lommen. Mine øjne fokuserede tilbage på forelæseren igen.
   Forelæsningen stoppede, og jeg tog mobilen i hånden. Displayet viste tre ulæste beskeder. Jeg send-te ham en hurtig besked tilbage: "Alt er fint, var til forelæsning. Ses senere :)". Jeg sukkede langsomt og lagde mobilen tilbage. Pigen fra min læsegruppe vinkede mig hen.
   "Hej! Vi snakkede om at tage på café. Vil du ikke med?" sagde hun smilende.
   "Jeg ved ikke helt," svarede jeg, mens jeg kiggede ned mod min lomme.
   "Kom nu! Det kunne være hyggeligt. Vi gør aldrig sådan noget sammen." Min hånd rakte langsomt ned mod lommen, men stoppede så.
   "Okay så, du har ret. Lad os gå," sagde jeg, mens jeg fremtvang et smil.

Der var egentlig meget hyggelig på den lille cafe. Udenfor havde de grå skyer overdækket det hele, mens solen og den blå himmel var forsvundet. Fra loftet hang der små, svage pærer, som lyste café-en op i et roligt lys. Stearinlysene på bordet sendte en varme ud, og jeg lagde hænderne på bordet og lukkede kort øjnene.
   Latter fyldte caféen. Min læsegruppe skiftevis grinte og drak deres kaffe. Jeg tog selv begge hænder om kaffekoppen og kiggede grinende efter de andre. Jeg tog langsomt koppen op mod min smilende mund, men blev langsomt afbrudt af vibrationen fra lommen. Jeg satte koppen ned og kiggede på de andre. Det var som om, jeg ikke hørte latteren mere. De andre grinte videre, mens den ene kiggede alvorligt på mig. Jeg kiggede ned i den mørke kaffe og knugede hårdere om koppen, mens mobilen vibrerede igen.
   Jeg lagde min hånd ovenpå lommen. Den vibrerede igen. Min hånd vibrerede med den, og vibrationen føltes mere voldsom for hver gang. Jeg kiggede op på de andre. De skævede nervøst til mig. Jeg forsøgte med et smil.
   "Hold da op, klokken er mange. Jeg bliver nød til at smutte," sagde jeg, mens de stadig kiggede. Nogle af dem fremtvang et smil, andre kiggede væk. Jeg gav et hurtigt smil og gik hurtigt mod dø-ren, mens lommen vibrerede igen.

Jeg gik med hurtige skridt hen ad fortovet. Det var begyndt at regne, og dråberne ramte ned på mig og føltes tungere og tungere for hver dråbe, der ramte. Det var koldt, og jeg trak jakken tæt ind omkring mig for at varme mig selv. Min lomme var allerede varm, hvor den vibrerende mobil lå og brændte. Den fik mig til at gå hurtigere.
   Opgangen dukkede op forude, og mobilen vibrerede stadig. Vibrationen blev kraftigere og mere insisterende. Jeg tog til sidst min hånd ned mod lommen og tog fat i mobilen. Displayet stirrede tilbage på mig, og jeg tog telefonen. Jeg nåede ikke engang at sige noget, før hans stemme kom frem i røret.
   "Hvor er du?" kom stemmen frem. Han lød rolig, men man kunne høre hans langsomme åndedrag igennem telefonen, som sendte kuldegysninger ned af rygraden på mig.
   "Jeg er lige udenfor opgangen, jeg kommer op om lidt. Jeg var lige hurtigt på café efter forelæsningen," sagde jeg, mens mine åndedrag blev hurtigere og hurtigere. Han sagde ikke noget, men lavede mere bare et grynt og lagde på.

Foran døren ind til opgangen stoppede jeg op, mens regnen stadig ramte ned på mig. Min hånd fam-lede efter dørhåndtaget. Jeg lukkede øjnene og tog langsomme åndedrag. Hånden hvilede oven på det kolde dørhåndtag, før jeg endelig pressede det ned.
   Vejen op af trappen virkede som om, den fortsatte flere hundrede meter. Jeg kom op til døren ind til lejligheden, men tøvede ikke. Jeg gik bare ind. Da jeg åbnede døren hørte jeg tallerkener, der klirrede. Døren gik langsomt i, og da døren lukkede, lød der et stille brag af tallerkener ude i køkkenet og den klirrende lyd stoppede. Jeg smed den drivvåde jakke og gik ind i køkkenet.
   Ude i køkkenet stod han med ryggen til vasken og kiggede mod mig. Han havde arbejdsbukserne på, som havde fået en ny plet måling på låret. Ved siden af ham stod to øldåser.
   "Var det hyggeligt på café?" sagde han med et udtryksløst ansigt. Jeg kiggede ind i hans små, hårde øjne, mens dråberne faldt fra mit drivvåde hår. "Ja, det var fint," sagde jeg, mens jeg stadig stod det samme sted. Mine øjne bevægede sig væk fra hans og ned mod gulvet.
   "Gå ind og få tørret det hår, så dækker jeg bord imens," sagde han og rakte efter sin øl. Jeg bevægede mig lydløst ud på badeværelset.

Da jeg kom tilbage til det lille bord mellem stuen og køkkenet, var der sat tallerkener på bordet. En pande med hakkebøffer og en gryde med kartofler stod på midten af bordet sammen med den blå kaffekande, som ikke var blevet fjernet endnu. Han sad allerede og spiste.
   Jeg satte mig ved bordet, mens jeg undgik hans øjne. Han åbnede en ny øl. Jeg spiste langsomt, mens jeg prøvede at være så lydløs som mulig. Han tog en slurk af sin øl og kiggede på mig.
   "Hvorfor skrev du ikke i dag?" sagde han uden at fortrække en mine.
   "Jeg var jo til forelæsning. Jeg skulle følge med og tage noter."
   "Og det skulle du også på caféen?" Hans øjne stirrede dybt ind i mine, og jeg kiggede ned. Han tog et fast greb om min kæbe og rettede mit hoved op, så vores øjne mødtes.
   "Svar mig," sagde han.
   Min hånd famlede efter gaflen, mens jeg prøvede at løsrive mit hoved. Jeg løsrev mig, og hans øjne kiggede stadig mod mig. Min hånd holdte så hårdt fast i gaflen som overhovedet muligt. Mit åndedræt var hurtigt.
   "Jeg glemte bare lige tiden. Undskyld," fik jeg fremstammet. Mit blik var fastlåst på bordet. Jeg kunne ikke kigge på ham.
   "Du har bare at svare mig næste gang," sagde han. Hans ansigt var helt tæt på mit, og lugten af øl fyldte mine næsebor. "Forstået?" tilføjede han. Jeg kiggede stadig ned i bordet.
   Hans hånd fløj ned i bordet og tallerknerne raslede. Hele min krop gav et sæt, og en enkelt tåre røg ned af min kind. Jeg kunne ikke fremstamme et ja.
   Hans hånd røg igennem luften igen. Den blå kaffekande fløj ned fra bordet og ramte larmende gulvet. Han rejste sig op og kiggede på mig. Et ja kunne stadig ikke komme frem. Hans hånd bevægede sig igen. Den ramte min kind og efterlod en brændende fornemmelse. Jeg sad stadig helt stille, og han gik med tunge skridt hen mod vasken.
   "Bare gå i seng," sagde han.

Jeg lå inde blandt dynerne med helt åbne øjne. Rummet var helt mørkt, men blev hurtigt afbrudt af døren, der åbnede og lukkede. Han lagde sig ved siden af mig uden at sige en lyd. Med en tåre ned af kinden lænede jeg mig ind, kyssede ham og sagde, at jeg elskede ham.

Næste morgen lå jeg alene i sengen med dynerne rundt om mig. Jeg strakte mig og gik ud i køkkenet. Bordet var dækket op, og han stod over ved komfuret. Den sædvanlige blå kaffekande stod i midten af bordet med sin sædvanlige lille bule på midten.