Med skælvende hænder tændte hun sin sidste smøg..
   Han gjorde det stadig oftere, men hun kunne ikke gå fra ham. Hun havde heller aldrig fortalt det til nogle. Hun overvejede det godt nok hver eneste gang, men noget i hende gjorde at hun ikke kunne få sig selv til det.
   Måske var det hendes stolthed og hendes frygt for at ødelægge det billede folk i byen havde af hende. Feministen, rødstrømpen. Hende som deltog aktivt i alle demonstrationer for ligestilling imellem kønnene. Hun ville hellere dø end at ødelægge det billede.
   "Lærer du ALDRIG at gøre hvad jeg siger??" sagde han hårdt. Det blødte fra hendes næse og mundvig. Hun skoddede sin smøg i askebægeret som stod på stuebordet, og tørrede noget blod af i sin hånd, som i forvejen var helt rød.
   Hun turde ikke rejse sig for at vaske blodet væk, for hvis hun gjorde det, kunne han nemt finde på at slå hende igen. Hun havde på fornemmelsen at han nogle gange bare gjorde det fordi han elskede at se hende bange, skælvende og utryg. Som om hun var hans legetøj.
   Hun åbnede munden, men lukkede den hurtigt igen.
   "Hvad vil du sige? Kom nu med det.." hviskede han til hende, som om der var andre i huset, der ikke måtte høre det. Hun åbnede munden igen, men i samme sekund ringede telefonen. Hun var reddet. Langsomt rejste hun sig, og gik ud i køkkenet for at tage telefonen.
   "Hej, det er Linda" mumlede hun stille i røret.
   - "Hej Linda, det er din gamle mor, som bare lige ville høre om hun skal tage noget med til julefrokosten lørdag?"
   Du behøves slet ikke at komme, din gamle lede kælling.
   "Jah, noget rødkål og nogle frikadeller ville være dejligt" svarede hun.
   - "Okay, pus, så ses vi bare der, kys"
   "Ses..", sagde hun stille.
   Hver gang hendes mor ringede, kom hun til at tænke tilbage på hendes barndom. Hun hadede sin mor. Det havde hun ikke altid gjort, men da hun var 11 blev hendes mor og far skilt. Hendes far havde slået hendes mor mange gange, så det var okay. Hendes far rejste langt væk, og hun havde aldrig set ham siden. Men efter de blev skilt begyndte hendes mor at drikke mere og mere. Hver eneste dag var hun fuld, så hende og hendes bror måtte klare næsten alting selv, mens moren sad og hang foran fjernsynet. Det var sådan det stod på i 3 år, fra hun var 12 til hun var 15, indtil hendes mor kom på afvænning. Så kom de i plejefamilie, indtil moren var færdig med afvænningen. Det var også morens skyld at hun selv blev slået af sin mand i dag.. Det var på grund af hendes barndom, eller også var det noget hun havde arvet. Det var hun sikker på.
   "Er du færdig med at tale i telefon?" blev der råbt ind fra stuen. Han kom ud i køkkenet.
   Hans skridt var tunge, ligesom resten af hans personlighed
   "Var det nu din mor igen?" sagde han. Hun kiggede bare på ham, og han fortsatte:
   "Der er heller aldrig andre der gider ringe til dig. Men det ville være dejligt hvis du gad flytte dig, så jeg kan komme til telefonen. Jeg skal ringe til en ven". Hun gik ud af køkkenet, og ud i badeværelset for at vaske blodet væk. Da hun var færdig betragtede hun sig selv i det store spejl.
   Hun var hverken grim eller pæn, syntes hun. Men sårene i hendes ansigt havde ikke ligefrem pyntet. Hun håbede ikke der kom ar.
   Så kiggede hun rundt i badeværelset.
   Det var nu meget pænt, og lidt fornemt. Hun kunne godt lide deres store gamle spejl, de tørrede blomster som stod ved siden af håndvasken, og bordpladen af marmor.
   Hun gik tilbage til stuen, åbnede en ny pakke smøger, og tændte en. Så satte hun en CD med Björk på cd-afspilleren, og skruede op.
   Hun elskede björk.
   Han var stadig ude i køkkenet, og var færdig med at snakke i telefon. Nu sad han sikkert og læste avis, som han plejede.
   Om lidt ville han ødelægge det hele ved at råbe at han ikke kunne koncentrere sig, og bede hende om at slukke for musikken.. Og hun ville gøre det, som hun altid gjorde.
   "Linda, kan du ikke slukke musikken? Jeg kan ikke koncentrere mig om at læse min avis, når dit musik larmer sådan." lød det fra køkkenet. Tanken om at sige ham imod, strejfede hende.
   Skulle hun gøre det? Gøre som han bad hende om, ligesom hun plejede, eller sige ham imod?
   Før hun tænkte over hvad følgerne kunne være, svarede hun: "Nej, det kan jeg ikke. Jeg har sgu' lige så meget ret til at være i det her hus som du har.. Og hvis du gør mig noget så skrider jeg. Din store idiot..."
   Hun var overrasket over sin egen reaktion, og det lød til at han også var. Der gik et par sekunder, og så kunne hun høre ham rejse sig hurtigt fra sin stol, ude i køkkenet. Hun tog en hurtig beslutning, skoddede sin smøg, rejste sig fra sofaen, skyndte sig ud i deres entre, greb sin jakke med pung, mobiltelefon og nøgler i lommen, og forsvandt ud af døren. Hun skyndte sig ned at trapperne.
   Da hun var kommet helt ned, lyttede hun efter skridt på trappen.
   Nej.. Han fulgte ikke efter hende.
   Hun prøvede at forestille sig hvordan hans ansigtsudtryk så ud, da hun smækkede døren i, og gik så ud af bygningen.
   I samme øjeblik fik hun en SMS fra ham: "Så snart jeg finder dig, er det slut min kære..". Hun gøs ved tanken.
   Hun kunne gemme sig hos sin mor, hun forkælede hende altid sådan, i håb om at gøre alting godt igen.. Og hun havde stadig nøglen til hendes mors lejlighed, fra før hun flyttede sammen med ham. Det var ikke så lang tid siden.
   Hun kiggede sig omkring og skyndte sig hen til busstoppestedet. Klokken var 15.44. Der var ikke så lang tid til bussen kom. Hun ventede i et par minutter.
   Nu kunne hun se den.
   Hun steg ind, købte en billet, og satte sig ned. Hun var stadig bange.
   Hun håbede hendes mor var hjemme, og kunne forstå det. Men hun havde jo selv prøvet noget at det samme, så det kunne hun nok godt.
   Hun kunne se bygningen hvor hendes mor havde lejlighed, og trykkede på stopknappen.
   Bare hun nu var hjemme..
   Bussen stoppede, og hun gik ud. Så gik hun lidt hen af gaden, som var fyldt med gammelt nedtrådt tyggegummi. Hun kom hen til den store røde bygning, hvor hendes mor boede.
   Rita Sørensen, 3 sal, TH. Jo, det var hende.
   Hun gik ind, og gik op af trapperne med tunge skridt.
   Bare hun nu var hjemme..
   Hun ringede på døren, men der var ingen der lukkede op. Så måtte hun selv låse op. Hun rodede i lommerne på sin jakke.
   Nøglerne var væk.. Hun havde glemt dem.
   Et øjeblik efter gik håndtaget ned, og døren blev langsomt åbnet.
   Det var ham.. Han havde regnet ud hvor hun ville tage hen, taget hendes nøgler, og kommet hende i forkøbet.
   Hun drejede om, og ville skynde sig ned af trapperne igen, men han tog fat i hendes hånd, og kyssede den, til hendes store overraskelse. Han trak hende med indenfor.
   Han havde nok tilgivet hende.. Han kunne være så dejlig når han ikke var sur på hende.
   Han trak hende helt tæt ind til sig, og tog blidt fat rundt om hende.
   "Jeg har tænkt over det, skat. Jeg har været en idiot. Selvfølgelig skal du også havde lov til at være der. Fra nu af er vi fælles om tingene", hviskede han blidt i hendes øre.
   Mens han holdt hende tæt ind til sig, kyssede han hendes kind, og gik videre ned til munden. De kyssede blidt og længe.
   Uden hun bemærkede det, slap han hende med den ene arm, og trak kniven op af baglommen i sine løse bukser. De kyssede videre, og han stak den hurtigt ind i hendes ryg. Hun skreg, han smilte og hev den ud igen, hun prøvede at komme fri, men han holdt hende fast. Så vendte han hende om, stak kniven i hjertet på hende, og hun ramte det hårde trægulv..