Katten sad på plænen og stirrede stift på en græstue. I går sad den det samme sted. Og dagen før. Diana havde undersøgt tuen, for at se, om der var et musehul, men havde ikke fundet noget. Nu iagttog hun katten, som gloede på en tue uden mus.
Hoop Heemstras værker syntes langt væk. Og så alligevel ikke. Lige før hun tog ud i sommerhuset, havde hun fået endnu et afslag. Afdelingen for Filosofi kunne ikke bevilge hende en ph.d., da de vurderede, at Heemstras tanker lænede sig for meget op af Husserls og Benthams. Hvis Diana havde mod på en ph.d. om en af disse herrer, ville de med glæde modtage en ny ansøgning. Sådan omtrent havde de skrevet.
Med andre ord, havde hun tænkt; de kalder min Hoop for en gemen kopist.
Bagefter havde hun ringet til universitetet, for at få uddybet afslaget og fik fat i en Jørgen eller Jørn Meiding, som roligt forklarede hende, at antallet af ph.d.-studerende på filosofi var reduceret kraftig, på grund af nedskæringer. Han spurgte ind til hendes projekt. "Jeg vil skrive om mellemkrigsfilosoffen Hoop Heemstra særlige fænomenologiske nyttelære..."
"Åh, ja, det er jo dig med ham Heemstra," afbrød Meiding. "Han er et overset kapitel. Der er forbløffende lidt litteratur om ham. Nogle gange spekulerer jeg på, om manden overhovedet eksisterer?" Han afsluttede sætningen med et grynt, der kunne tolkes som et grin. Diana visnede indeni. "Jeg bliver nødt til at løbe," mumlede hun og lod sig falde ned i den nærmeste stol. Tårerne brændte i øjnene. Hun tog hænderne op for ansigtet og hulkede kort og heftigt.
Uden mindste varsel, listede katten på rappe poter ud af hendes synsfelt, i en glidende bevægelse, som hun næsten ikke ænsede, før den var væk. Diana rettede igen blikket mod sin skærm. Hun mærkede en uventet modstand mod at gå i gang med den nyeste del af projektet; en redegørelse af Hoop Heemstras sene flirt med biosofien. Hun skænkede sig en kop kaffe fra termokanden og hældte rigeligt med minimælk i, selvom hun egentlig først måtte igen om en time. Sommerhuset lugtede af efterårsløv.
Ludvig passede børnene denne weekend, så hun havde fået to dage alene i Heemstras selskab. To dage til at præstere, producere. Nu overvejede hun at gennemgå Heemstras noter om Audrey Hepburn, selvom en svag alarmklokke ringede ved tanken. Faktisk var det ikke ret længe siden hun havde skimmet disse tekster, men selv ikke når hun tænkte virkelig godt efter, kunne hun huske, hvad der stod. De var også svære at tyde. Heemstra havde skrevet dem i hånden, selvom alt andet han havde forfattet, var skrevet på en gammel Underwood skrivemaskine. Skriften var yderst spinkel og skrå. Diana kom til at tænke på forladte spindelvæv, med tilfældige huller i de regelmæssige spiralmønstre, når hun så ud over noterne. Hun drak et par slurke af kaffen og lyttede til vinden, som brusede i bladene. Så gav hun sig til at læse.
8. marts 1954.
Lige før vi ankom til Pathé Tuschinski biografen i Amsterdam, var jeg blevet fortalt, at den kvindelige hovedrolle i denne komedie var en fjern slægtning af mig (...). Nuvel, vi satte os vel til rette i de dybe plyssæder og lod os overvælde af det store lærred og den voldsomme lyd. Filmen hed 'Roman Holidays'. Jeg husker at have set hovedrolleindehaveren, Hr. Gregory Peck i et psykologisk drama, hvori han får angst, hver gang han ser parallelle linjer, mens min fjerne slægtning, frøken Audrey Hepburn (née Heemstra), var mig et ganske nyt bekendtskab.
Hun var be-dår-en-de.
Den sidste sætning havde fået en linje for sig selv og adjektivet var pertentligt inddelt i stavelser.
Jeg kunne ikke stirre mig mæt på dette spinkle legeme, som formelig emmede af æterisk ynde. Hendes ansigt besad en grafisk skønhed, så ren og klar, som en Schweizisk bjergbæk. Jeg kunne skitse dette ansigt med nogle få, nøjagtige streger; så enkelt og skønt har skaberen kreeret dig, Audrey.
Diana stavede sig møjsommeligt gennem Heemstras spindelvævstynde skrift, mens hun samtidig oversatte til dansk. Var der materiale i disse noter til en artikel i et anerkendt tidsskrift? Med et slog det hende. 'Skaberen' - måske lå der en implicit tilnærmelse til kristendommen i denne formulering? Hjertet bankede pludseligt lidt hurtigere i brystet på hende og med fornyet iver læste hun videre: Det prikkede i huden på mine arme og jeg fik kuldegysninger, da du omfavnede Hr. Peck, og i det samme udstødte et undertrykt, lille hulk, som syntes at rumme al din dårende, ungdommelige længsel. At være vidne til dette øjeblik, var som at modtage et meget langsomt, elektrisk stød.
Når du smiler, Audrey, er det som at se den skønneste rose folde sig ud.
Diana begyndte at sidde lidt uroligt i stolen. Hun tvang sit blik tilbage til noterne.
13. marts 1954.
I nat drømte jeg om Audrey Rose, som jeg kalder hende. Hun tog mig ved hånden og førte mig ned gennem dunkle, labyrintiske gader. Hendes hånd var så brændende varm, at jeg næsten måtte slippe den, men jeg ønskede ikke at give slip; den brændende varme føltes overmåde livgivende. Hun førte mig helt ned til 'Sandhedens mund', Bocca della Verità, ligesom den i filmen, og bønfaldt mig om at anbringe min hånd i den sorte sprække. Først slog tanken mig med rædsel, men disse hede, brune øjne borede sig bønfaldende ind i mine og jeg følte mig pludselig forvisset om, at det var det eneste rigtige at gøre. Da jeg stødte min hånd ind i det dunkle hul, var det som om en brinteksplosion blev udløst i mit legeme.
Hun rullede sin stol væk fra skrivebordet og sad med løftede øjenbryn. Måtte et geni ikke have lov at overgive sig til følelserne, kunsten? Til intellektuel ekstase, når blot det var i en drøm? Jo, mente hun nok, og tog en lang slurk af kaffen. Hun så ud af vinduet. Katten var vendt tilbage. Den sad og slikkede sin pote ren, midt i hendes panoramaudsigt.