- "17,18,19...Kom nu Kasper...19, 19, 19...de sidste tre går ikke du".
   Kasper rejste sig skuffet efter hans mislykkede forsøg på at lave 25 mavebøjninger for at få den pils, han var blevet lovet som belønning.
   - "Så må du jo prøve igen...det kan ikke være anderledes", sagde Anton som havde stillet pilsen på højkant.
   - "Kom nu mand...kan du ikke bare forære mig en øl", prustede Kasper, mens han tog trøjen af, fordi han var blevet alvorligt svedt.
   - "Nej du...sådan leger vi sgu ikke. Hvad får jeg ud af at forære dig en øl? Hvis det er fordi du er tørstig, kan du jo tage alt det vand du vil i hanen. Hvis det er for at blive stiv, så er billedet et andet. Du bliver ikke stiv af én øl, og jeg bliver mindre stiv, hvis jeg forærer dig en. Det er dårlig business af mig. Ergo... du må igang med dine mavebøjninger igen Kasper".
   Kasper sukkede dybt og mumlede et eller andet og lagde sig så ned på gulvet og gik i gang igen - det var nu hans tredje forsøg, og det var tydeligt, at de to andre forsøg havde påført den tynde junkie en overbelastning af hans mavemuskler fra bevægelser, han siden folkeskoletiden nok kun havde udført, når han skulle rejse sig op fra en af hans blackouts.

Vi havde egentlig set det i flere år - at Kaspers forbrug af rusmidler sandsynligvis ville ende med at han til sidst også ville blive junkie. Engang var han én man kunne lide at hænge ud med, og én man altid kunne have det pissesjovt med, men nu tog vi ham simpelthen bare slet ikke alvorligt længere. Vi negligerede ham, og vi ydmygede ham og nogle torturerede ham endda. Som den dag Peter og Anton havde fået fat i en strømpistol og gaffatapede staklen til en stol, hvorefter de så gik i gang med at give ham strøm igen og igen. Jeg ved ikke hvor længe det stod på, men til sidst forbarmede de sig over ham og hentede en stribe bajere og gav Kasper nogle stykker, og så var alt som det plejede... no harm done...no hard feelings. Eller en anden gang, da Peter og Anton havde fået fat i noget LSD, som de gavmildt gav Kasper, som selvfølgelig takkede og bukkede for deres gavmilde gave og indtog et - for ham - passende antal trækplastre. Da virkningen begyndte at indtræffe, tog Peter den gaspistol, han for det meste rendte rundt med og tømte den for gaspatroner, tog ladegreb og stak den ind mellem Kaspers øjne og trykkede af. Kasper blev selvfølgelig i hans LSD rus skræmt fra vid og sans. De to fik ham snakket til ro og fik ham sat ned i sofaen igen, hvorefter de så - efter noget tid - gentog kunststykket og trykkede af igen. Til sidst endte det selvfølgelig med, at Kasper var fuldstændig paranoid og rundt på gulvet og ville springe ud over altanen, men heldigvis blev hevet ind igen og så i stedet tog flugten ned af trappeopgangen og ud i nattelivet.

Vi var nogle stykker, der nok syntes det var lige i overkanten, det der foregik, men vi sagde aldrig fra eller stoppede det, for det var sgu på den anden side også pissesjovt, og vi vidste, at Peter og Anton havde et eller andet magttrip kørende i forhold til en del af byens narkomaner. De var ikke selv narkomaner, men havde da et vist overforbrug af rusmidler af forskellig art. De excellerede blandt andet i at rippe narkomanerne for penge. De fulgte simpelthen med dem i banken, når narkomanerne fik deres kontanthjælp og førtidspension og hvad de ellers fik udbetalt, og så krævede de en - for dem - fair del, for det de kaldte beskyttelse. Beskyttelsen bestod i, at de så til gengæld sikrede, at der var betaling ved kasse 1 for de andre narkomaner, hvis de tog røven på dem og f.eks. handlede med dårlige drugs eller andet. De havde altså gang i et fint lille økonomisk system. Jeg er overbevist om, at de selv havde uheldig gæld, så i den anden ende stod der sandsynligvis nogle, der var endnu højere på strå, som så rippede de to for deres økonomi, og på den måde er systemet intakt.

- "14,15,16...Stop! Stop! Stop!... Det der er sgu ikke godt nok", konstaterede Anton midt i Kaspers tredje forsøg.
   - "Nu gider jeg sgu ikke se på det mere... det er jo pinligt mand".
   - "Hold nu op. Giv mig en chance mere Anton, så er du rar", bad Kasper.
   - "Nej, der er ikke flere chancer nu. Kan du se den øl her?", sagde Anton og holdt en fuld, kølig øl med vandperler og det hele på op i luften. "Det var den du skulle have haft". Anton rejste sig og åbnede vinduet og kastede af fuld kraft øllen ud fra hans 4. sals vindue. Kasper sad i bar overkrop på stuegulvet med benene oppe under sig og lignede et 8 årigt barn, der havde fået inddraget sin racerbane på ubestemt tid. Resten af forsamlingen grinede naturligvis højlydt og så var udstillingen af Kasper slut, troede vi. Men Anton lukkede vinduet og gik ud i køkkenet, hvor han kom tilbage med en lille pose med 6 ampuller i. Nu kiggede Kasper op, og fik næsten julelys i øjnene. Han vidste muligvis ikke præcis, hvad der var i ampullerne, men han vidste godt i hvilken kategori det var. Og dog...for han blev overrasket, da Anton rakte ham alle seks ampuller.
   - "Det her kasper, er anabole steroider. Jeg tror de er for gamle, for de har ligget i mit køleskab meget længe, men hvis du knækker halsen af dem og enten drikker indholdet eller endnu bedre skyder det, så sørger jeg for du har øl resten af aftenen".
   - "Anaboler...det er jeg sgu ikke meget for - det bliver man sgu sindssyg af, har jeg hørt", konstaterede Kasper.
   - "Ja, og det ville være et markant skridt i den forkerte retning for dig eller hvad...? Tag dig sammen... du er crazy as fuck i forvejen. Det er en win-win situation for dig. Du får nogle stoffer, og du får nogle øl...Ja, bagefter kan du sgu fortsætte med at lave mavebøjninger, så skal du se løjer", grinte Anton, og resten af forsamlingen kunne godt se det sjove i netop det.
   Kasper tog i mod posen, åbnede den og begyndte at tage ampullerne op én for én. Derefter stak han hånden ned i hans møgbeskidte Eastpak rygsæk og hev en kanyle frem. Han bed toppen af den første og spyttede den ud og trak væsken over i kanylen, trak bukserne ned og stak nålen i ballen. Vi holdt alle sammen vejret. Ikke fordi vi regnede med der skete noget særligt her og nu ved at indtage anaboler, men mere fordi vi var målløse over, hvor langt Kasper var klar til at gå for at få et par øl. Jeg var mest målløs, fordi jeg - indtil da - aldrig havde set nogen injicere sig selv med stoffer.
   Kasper stak sig med ampullerne én efter én...alle seks. Så trak han bukserne op igen, nævnte lige i en sidebemærkning, at han var lidt øm i røvmusklen, og så strakte han armene frem med et stort smil om kæften for at modtage sin belønning. Anton rejste sig, gik ud i køkkenet og kom tilbage med 5 pilsnere i en indkøbspose, som han gav Kasper. Han tog imod dem og sagde høfligt "Tusind tak" og så satte han sig over i et hjørne, åbnede en øl, drak halvdelen i en mundfuld og lukkede øjne med et meget bredt smil. Resten af aftenen hørte vi ikke mere til Kasper, og vi henvendte os heller ikke til ham.

Et par dage efter mødte jeg Kasper i gågaden og spurgte ham, om han ikke havde haft nogle bivirkninger af at indtage alle de anaboler?
   - "Næh", sagde han, "de må have været gamle. Jeg kunne godt nok overhovedet ikke sove de næste par dage, og jeg følte hele natten derefter at mit hjerte var ved at hoppe ud af brystet på mig, men det er jo ikke anderledes end at have taget streger hele dagen", grinte han og gik videre i sin jagt på flere rusmidler.

Jeg så aldrig Kasper igen, men jeg kom til hans begravelse.