Jeg forsøgte at være usynlig ugen efter det var sket. Jeg passede mit arbejde hver dag, men jeg tog ikke hjem og opholdt mig alle mulige andre steder. Om natten overnattede jeg hos nogle forskellige kammerater på sofaer og en enkelt aften på sofaen på mit arbejde efter et sent møde.
   Jeg havde lige brug for noget tid til at samle trådene. Jeg vidste jo for fanden godt, den ikke var god, men for helvede... Det var jo et slagsmål mellem to ligeværdige, der begge var lige fulde og dumme, og som begge havde fortjent en røvfuld. Hvad fanden er oddsene for, at man med en promille på omkring 2,0 og en afstand på over ti meter, rammer en mand i baghovedet med en tom ølflaske?

Jeg vidste godt panserne var efter mig.
   Da jeg havde truffet den totalt hjernedøde beslutning og kastet den lorte flaske, kom min modstander jo selvfølgelig tilbage, og så fortsatte slagsmålet. Han var et ordentligt brød, fik mig klemt op ad en væg og fik et par slag ind, og jeg var presset, men jeg fik min højre hånd fri, og så brækkede hans næse. Mens han stod og ømmede sig og blødte, forlod jeg stille og roligt stedet og gik ned på diskoteket. Jeg gik en hurtig runde, men der var ingen jeg kendte, så jeg gik bare hjem til min kammerat og lagde mig på sofaen for at sove branderten ud. Dagen efter skulle jeg hjem igen, og jeg havde den vildeste hovedpine efter at have modtaget slag.
   Jeg blev vækket af mobilen efter en times tid. Det var Martin fra diskoteket med besked om, at politiet ledte efter mig. Han havde bare sagt, at de ikke havde set mig. Det er godt at kende den slags mennesker. Jeg skulle lige bruge 5 minutter efter samtalen til at få hjernen på plads - dels fordi jeg i den grad var ramt sådan rent promillemæssigt, men også af den simple grund, at det lige kræver et par minutter, uanset hvor vant man er til det, at konsumere beskeden: "Politiet leder efter dig". Da jeg lige kom bare nogenlunde ovenpå igen og fik den resterende hjernekapacitet up and going, fik jeg fat på min kammerat, som kom kort tid efter og kørte mig de to timer, jeg havde hjem. Planen var at komme hjem og sove, så panserne ikke fandt frem til mig, men først og fremmest lige at stikke forbi en fest jeg kendte et sted i nærheden af hvor jeg boede, fordi det så kunne give mig et alibi for aftenen. Jeg snakkede kort med et par stykker til festen, fik gjort opmærksom på, at jeg var der, og så tog jeg hjem i seng. Jeg sov ikke. Uanset hvor kynisk man bliver, er tanken om at ordensmagten er efter én svær at leve med.

Et par dage efter fik jeg endnu et opkald fra min kontakt på diskoteket, Martin. Politiet havde været nede og se overvågningsvideo på diskoteket og havde set, jeg havde været i byen. Mit alibi holdt med andre ord ikke, og jeg var nødt til at finde på noget andet.
   Derfor var jeg ikke hjemme i ugen derefter - jeg var simpelthen nødt til at holde mig under radaren og have tid til at tænke, før jeg blev anholdt på hjemmeadressen. Jeg var nødt til at finde på noget. Jeg havde simpelthen alt for meget at miste, og jeg var bange. Jeg var nødt til at lave en ny historie, hvor jeg på samme aften både havde været det ene og det andet sted. Jeg var så meget på dybt vand. Bagefter, når hele det spil her er overstået, så kan man godt se, at ens forklaringer er alt for langt ude, men mens man står i det, så overbeviser man bare sig selv.

Jeg brugte de næste par dage på at få lavet nogle aftaler med nogle folk, der kunne "bevidne", at det ikke var mig - men en helt anden - der havde kastet flasken. Det var den skide flaske, der var kardinalpunktet. Jeg vidste, at domsmandsretten ikke skelnede mellem, om der var kastet med flasken, eller jeg havde klasket den i baghovedet på ham. Hvis jeg kunne så tvivl om, hvorvidt jeg havde kastet den flaske, var det der stod tilbage et ganske almindeligt slagsmål mellem to hanner, som så tilfældigvis var faldet mest ud til min fordel, og for det ville jeg måske slippe med en betinget dom. Med flaske snakkede vi om 3-4 måneders ubetinget fængsel, fordi der kun var gået 4 år siden min seneste afsoning. §245, vold af særlig farlig karakter...Fuck nu af...Jeg har kastet en flaske!
   Jeg sov ikke godt de nætter. Jeg spekulerede som en gal, ærgrede mig, grimmede mig og havde det ad helvede til. Jeg fortalte mig selv historien om, at det ikke var mig, der havde kastet den flaske så mange gange, at jeg til sidst selv troede på den. Det var helt bevidst. Jeg var nødt til at kunne fortælle troværdigt til politiet, at jeg - efter vi var gået i hver sin retning - havde hørt et klask og nogle råb og havde vendt mig om, og der havde set ham den anden komme løbende hen mod mig igen, men at jeg ikke anede, at der var blevet kastet en flaske, da vi begyndte at slå løs på hinanden igen. Med andre ord... at jeg lidt følte mig som offeret, der bare havde forsvaret sig, og at det var da også ærgerligt, at jeg havde brækket hans næse, men den slags sker jo i kampens hede.

Fredag eftermiddag efter arbejde tog jeg så endelig op til politiet og meldte mig selv. De sagde, at det var godt jeg kom - de havde nemlig forsøgt at få fat på mig hele ugen.
   Selve afhøringen gik sådan set fint nok. Jeg beskrev i detaljer og med stor sikkerhed, hvordan jeg var blevet noget overrasket over fyrens optrapning af konflikten efter at vi egentlig var holdt op og gået hver til sit, og bedyrede min uskyld og forklarede, hvorfor jeg nærmere var offer frem for gerningsmand. Og jeg gav navne på vidner til min fordel og pointerede, at offerets påstand om, at det helt sikkert var mig, der havde kastet den flaske, var det pure opspind. Betjenten var naturligvis fuldstændig ligeglad med mine forklaringer og fortalte mig bare, at det ikke var hans job at skelne mellem, hvad der var sandt og falsk i den pågældende sag, det var op til juristerne, men at han med offerets og nogle vidners forklaring havde meget svært ved at se, at min forklaring holdt stik. Bagefter blev der taget mugshots og fingeraftryk, og så kunne jeg forlade bygningen til nogle ugers uvished om, hvor det ville ende. I sådan en periode går det lidt op og ned. Det ene øjeblik er man overbevist om, at ens forklaring holder vand, og at der ikke bliver en sag ud af det - at afgørelsen bliver, at to mennesker har været lige gode om det. Andre dage kan man godt se, at ens forklaring er for tynd, og at en domsmandsret selvfølgelig aldrig vil stemme til fordel for én der tidligere er dømt og har afsonet for netop vold.

Men nu kunne jeg - i det mindste for en tid - få mit liv igen. Jeg kunne tage hjem efter arbejde og jeg kunne sove. Det er ligesom når man har sendt en ansøgning. Når den er afsendt kan man bare sætte sig ned og vente - så er det ude af ens egne hænder. Det er fascinerende så hurtigt mennesket adapterer sig til virkeligheden.

Jeg nød friheden og ventede. Efter et par uger kom anklageskriftet.