"Jeg sætter kraftedme aldrig mine ben her igen".
   Min mor havde lige haft et kæmpe skænderi med Bodega-ejeren over en efterhånden alt for lang regning i baren. Han havde sagt til hende, at der ikke var udskænkning til hende mere, før regningen var betalt. Det var der egentlig ikke noget nyt i, den besked havde hun sådan set fået masser af gange. Forskellen på denne gang og alle de andre var, at der ikke var nogen bekendte på Bodegaen denne eftermiddag, hun lige kunne platte for en bajer eller to. Så nu stod hun dér med alle sine talenter og uden mulighed for alkoholindtag. Så hun spillede martyr og forlod stedet demonstrativt.
   "Det er sgu også byens værste skod-værtshus det her. Her er jo kun idioter og fulderikker".

Hvad gør man så? Hun var jo nødt til at have sin alkohol, det er jo en voksen-rettighed, fortalte hun mig og min bror mange gange, og det ville være for kedeligt bare at købe en hvidvinskarton og sætte sig hjem og drikke. Min mor var nemlig social-alkoholiker. Hun var ikke én af de der tabere, der sidder derhjemme og drikker med sig selv - "jeg drikker med mine venner, fordi det gør voksne mennesker", som hun sagde. Den eneste fungérbare løsning for hende var at finde en ny oase, hvor hun kunne skabe nye, tætte venskaber over en øl eller to, lytte til god musik fra jukeboxen, spille et spil skomager og ellers have de dybe, intelligente konversationer med ligesindede, fornuftige mennesker, som hun var så vant til at have.

Så hun gik direkte op til bus-stoppestedet og tog bussen tværs gennem byen til en anden Bodega. Her fandt hun sammen med nogle nye stamkunder og så også en masse andre Bodega-nomader, som også havde for store regninger rundt omkring eller på anden måde var kommet i bad standing. Det er sjovt, som alkohol gør afstanden mellem folk mindre. Der var i hvert fald ikke gået længe, før hendes bar-kollegaer på den nye Bodega var hendes bedste venner, og sammen blev de enige om, at det gamle værtshus var til at lukke op og skide i, at de folk der kom her var meget mere værd, at musikken i jukeboxen var bedre, at klædet på billardbordet var strammere, og at maden var meget bedre. Som en form for eastcoast/westcoast battle uden Biggie og Pac.
   Det med maden er jeg nu ikke helt enig i. Menuen på begge bodegaer bestod af hhv. 2 frikadeller med 2 skiver rugbrød og lidt rødkål, en omgang biksemad med et spejlæg eller en cowboytoast. Min bror og jeg har indtaget mange af vores måltider de to steder. Først på måneden var min mor mere large. Så fik vi en 100 lap og kunne gå på grillen. Et par gange om måneden fik hun lige et momentant forsørger-behov, og så lavede hun et hjemmelavet måltid til os - inden hun selvfølgelig tog på Bodegaen igen, og ellers var det mig, der måtte fikse noget til min bror og jeg. Så gik jeg i Spar og stjal en pakke oksekød og så fik vi hakkedrenge eller pariserbøf. Men en stor del af vores kalorieindtag kom altså fra menuen på bodegaerne rundt om i byen. Det eneste der faktisk adskilte måltiderne på de forskellige bodegaer fra hinanden var den afstand, der skulle tilbagelægges, for at vi kunne blive mætte, og det er sgu ikke altid særligt motiverende at cykle 5-6 km gennem byen for at mæske sig i 2 frikadeller med rugbrød og rødkål.
   Når vi så alligevel var der, så blev vi jo hængende lidt og spillede et spil billard eller dart. Der var som regel en eller anden, der gav en sodavand eller en tyver til noget snoller på tanken eller noget. Man kan sige meget om den type mennesker, men de er ikke nærige med deres penge, når de har dem. Det er i bund og grund gode, venlige mennesker, der færdes sådan et sted. Jeg har en mistanke om, at en del af de mandlige besøgende forsøgte at købe vores gejst, fordi de gerne ville i bukserne på vores mor, og mit indtryk er også, at det egentlig ikke var synderligt svært at komme. Jeg har da i perioder i hvert fald set en del forskellige mænd være til stede i vores hjem, når jeg kom hjem fra skole, og min mor og hendes nyeste bekendtskab var stået op.

Det gik jo selvfølgelig sådan, at da den nye bodega stod og havde problemer med at få vagtplanen til at gå op, fik min mor job som bartender. Her snakker vi jo ikke om et traditionelt, betalt job med skat, ATP og hele svineriet. Nej, det var sort og for størstedelen vel udbetalt i våde varer, men det betød da, at vores måltider blev gratis, fordi min bror og jeg nu kunne sidde ude i baglokalet på bodegaen og indtage vores frikadeller uden at betale for dem. Det betød selvfølgelig også, at de månedlige hjemmelavede måltider forsvandt, og jeg måtte i endnu højere grad rapse i Spar de dage, hvor vi ikke gad køre de 5-6 km for frikadellerne.
   Hun fik jævnligt pludselig nogle jobs ud af den blå luft. Så var hun tjener i et forsamlingshus, så var hun sekretær i et eller andet obskurt firma nede ved havnen, så kørte hun skraldebil. Hun holdt dog aldrig de jobs ret længe ad gangen - som regel var hun videre igen et par uger efter. Om hun blev fyret eller selv stoppede, skal jeg ikke kunne sige, men hun befandt sig tydeligvis bedst ved at kunne stå sent op, gå sent i seng og ikke have for meget ansvar. Men folk som min mor er gode netværkere, de trækker på hinanden, og de hjælper hinanden så godt de kan. Min mor var jo mest i et fast parforhold med en kæreste, som vi boede sammen med, men de havde ugentlige skænderier og slagsmål, og hver anden gang skred han, og hver anden gang blev vi smidt ud, og så måtte vi lige bo på sofaen hos en eller anden et par dage. Ofte var det en eller anden lokal bodega-helt, som min mor så tilsyneladende lige var faldet for, og som så tilfældigvis også var så god af sig at lade os bo der og forpleje os. Det holdt dog aldrig, for min mor fandt altid sammen med sin rigtige kæreste igen på bodegaen, og så flyttede enten vi eller han tilbage, afhængig af hvem der havde været ude.

Der gik ikke så længe, så var min mor ikke bartender på den nye bodega mere. Nok var frynsen god, og det gav da en vis status at kunne sidde bag baren og være den der bestemte, hvornår oasen skulle lukke. Men det var for ansvarsfuldt et job for min mor. Dels krævede det, at hun holdt sig nogenlunde ædru på sin vagt, og dels er et job jo forbundet med mødetider og den slags. Det var ikke noget for hende, og hun endte snart på den anden side af baren igen som kunde og hendes job bag baren blev overtaget af en anden kvindelig stamgæst, Joan - som havde helt enorme bryster. Den slags lægger man nemlig mærke til når man er 13 år gammel.
   Det betød jo også, at min mor nu var nødt til at betale for sit indtag, og hendes regning voksede dermed stødt, indtil Joan - som i mellemtiden var blevet kæreste med og flyttet sammen med ejeren af stedet og altså nu på en måde var in charge - fortalte min mor, at hun nu var nødt til at få betalt, ellers var der lukket. Som regel fandt de en løsning på det. Min mor fik lov at betale af lidt efterhånden og i mellemtiden fandt hun en sponsor, som gav hende, hvad hun skulle have for retmæssig betaling naturligvis. Men det endte jo med, at hun ikke fik betalt sin gæld, og at hun blev afkrævet betaling en dag, hvor hun ikke kunne finde en sponsor. Så var der jo kun en løsning på det problem.

"Jeg sætter kraftedme aldrig mine ben her igen. Her kommer kun idioter og fulderikker".