I et helt år af mit liv var jeg det man kalder "the other woman". Det var en periode i mit liv, der kørte på skinner, men ikke i den traditionelle forstand. Jeg kørte på skinnerne af en rutsjebane med utallinge loops, der vendte mit liv på hoved, med op og nedture, der både fik min mave til at kilde og samtidig gav mig kvalme. Det var en rutsjebanetur fra helvede, alle de vildeste forlystelser fra Disney World lagt sammen, en tur jeg ønskede havde været en jævn togtur ude på landet, bare lige og fredelig.
   I starten var jeg ikke klar over, at fyren, jeg var sammen med, havde et forhold til en anden kvinde. Da jeg første mødte ham, var deres forhold kun følelsesmæssig, da de nyligt havde slået op. Jeg fandt ud af det en aften, da vi var hjemme hos mig og var på vej i seng med hinanden. Vores kroppe lå presset mod hinanden kun iført undertøj. Da vi skulle til at fjerne det sidste lag imellem os og hengive os fuldstændig til hinanden, med nøgne kroppe, lade os opsluge af hinandens verdner, stoppede han til min overraskelse op og sagde, at M., hans ekskæreste, ikke syntes om, at han var sammen med andre kvinder. Det undrede mig meget, for hvis de ikke var sammen, kunne hun vel ikke bestemme om han skulle være sammen med andre. Tja, det kunne hun så åbenbart.
   Det var som om, at han havde sin indre splittelse siddende på hver sin skulder, begge talte til ham og den ene holdte ham tilbage, mens den anden trak i ham som bare fanden - og jeg gjorde skam mit for at hjælpe til. Han havde tydeligvis følelser for M. og en del af ham kunne ikke få sig selv til at hengive sig til andre. Den del af ham sad dybt fæstet og var som et fængslende greb, der var låst fast om hans ankler. Den anden del lod til at være hans følelser, eller i hvert fald den halvdel af hans hjerte, der havde løsrevet sig lænkerne, og hoppet i fuld hast over til mig. Han elskede nemlig os begge halvt, mens M. og jeg elskede ham fuldt ud, med krop og sjæl, hjerte og sind. Eller det vil sige, at jeg faktisk aldrig har snakket med M., og derfor ikke ved graden af hendes kærlighed, men at jeg har mine grunde til denne antagelse. Jeg kan dog stå inde for at mine egne følelser levede fuldt ud op til denne beskrivelse.

Det stoppede dog ikke, da han dengang nævnte M. og sine følelsesmæssige begrænsninger. Det var faktisk kun lige begyndelsen. Allerede dengang elskede jeg ham med sådan en intensitet, at jeg slet ikke kunne stoppe. Det var som om mine ben spurtede afsted med sådan en fart. Jeg løb direkte ind i hans verden og har ikke kunne vende om siden. Aldrig har jeg elsket et menneske så højt før, jeg elskede ham endda højere end jeg elskede mig selv og ville til hver en tid ofre min egen lykke, hvis han kunne gavne fra det.
   Det var starten på en kærlighed, der var mere end kærlighed. De følelser og tanker der er forbundet med kærlighed, ja endda selve ordet, virker helt trivielt ved siden af det fyrværkeri af energi han fik sat i gang i mit hjerte og mit sind. Når jeg ikke skrev tætpakkede mails, der fyldte flere A4-sider hver eller små fjollede SMS'er med ham, tænkte jeg på ham. Han var med i alle mine dagdrømme og også de drømme, jeg svævede rundt i om natten. Han var mit et og alt.
   Jeg kunne ikke kigge et sted hen uden at se en reference til noget vi havde snakket om, en joke vi havde lavet eller en tanke vi havde delt. Han var projekteret i alt omkring mig, jeg var dybt viklet ind i det spind, vi havde spundet sammen. Vi delte nemlig ikke kun oplevelser i den virkelige verden, nej, den virkelige verden var ikke nok for os, så vi opfandt selv én. Sammen fandt vi på karakterer, der var versioner af karaktertræk i os selv, vi digtede historier om fortid, nutid og fremtid, gav replikker til dyr og objekter omkring os. Vores hjerne synkroniserede og vi opfandt en fantasiverden så omfattende, at vi i de øjeblikke vi var sammen, kunne forkaste virkeligheden, hvor vi ikke kunne få hinanden, og bosætte os i vores luftkastel, hvor vi bare kunne få fred og være lykkelige sammen.
   Men et luftkastel er trods alt lavet af luft og er i sidste ende dømt til at falde sammen. Og således gjorde vores. Først sten for sten, men til sidst var fundamentet så gennemhullet, at det ikke længere kunne bære den by af tankebygninger, nogle der endda nåede helt op og rørte undersiden af skyerne, som da ikke længere kunne stå. Vores luftkastel kollapsede i sidste ende og ligeledes gjorde mit hjerte og mine lunger. Jeg kunne ikke længere føle og heller ikke få vejret. Mine ben, der før var løbet direkte ind i hans arme var nu fejet væk under mig og jeg faldt, faldt, faldt. Jeg styrtdykkede ned i et stort sort hul, der bare fortsatte uden udsigt til at jeg nogensinde ville få fodfæste og skulle komme op i lyset igen.

I starten gav jeg M. skylden. Jeg så hende som min konkurrent og hadede hende for at ødelægge mit liv. Der er nu gået nogle år og jeg har indset at det aldrig var hverken M.'s eller min skyld. Set fra hendes synsvinkel havde hun sikkert lige så stærke følelser for ham og i hendes øjne fungerede jeg som denne her "homewrecker", der kom og ødelagde de løfter, han gav hende. Jeg ved ikke hvor mange dubletter af planer, løfter og kærlighedserklæringer M. og jeg fik, men jeg ved bare, at han i hvert fald var dygtig til at holde på mig, selvom jeg var klar over at han samtidig så og elskede en anden.
   En ting der især påvirkede mig og kunne holde mig oppe om natten, når jeg tilbragte den hos ham, var, at den seng jeg sov i ved hans side, blev fyldt af en anden pige de resterende dage; en anden pige som han ligeledes elskede. For mig var der jo kun ham, men jeg var ikke den eneste i hans liv eller for ham. Og alligevel blev jeg. Min fornuft og mit hjerte talte to forskellige sprog og jeg mistede min evne til at mægle imellem dem og finde en gylden middelvej. I den tid jeg var sammen med ham, var det udelukkende mit hjerte der tog styringen og resten af mig haltede bare efter, såret af de mange pletskud i sjælen turen havde givet mig. Om natten, når den fortryllelse der spillede som altoverdøvende musik i vores ører stilnede for en stund, kunne jeg svagt høre ekkoet af de bekymrede råb om fornuft som min hjerne havde forsøgt at kommunikere til mig tidligere, men som jeg havde været døv for.
   Om natten kunne jeg ligge søvnløs og tænke. Der var op til flere episoder hvor han kunne finde mig stående ude i sit køkken bøjet over køkkenbordet med hovedet i hænderne i frustration over min egen dumhed. Og alligevel skulle der hver gang ikke mere end en udstrakt arm til igen at lokke mig tilbage med ind under bedragets tunge dyne. Han havde bjergtaget mig og tryllebundet mig, mit hjerte bar usynlige lænker fastgjort til hans og jeg havde en følelse af, at jeg intet kunne stille op.

Det der gjorde mest ondt og var sværest at acceptere, selv den dag i dag, er at han i sidste ende valgte hende og ikke mig. Jeg kan stadig undre mig og tænke på, hvordan det mon havde været, hvis han havde valgt et liv med mig i stedet for hende. Måske ville det slet ikke have fungeret og al magien forsvundet lige så snart hverdagen meldte sig, eller måske ville det have været et fantastisk liv mange kunne misunde. Jeg finder nok aldrig ud af det.
   Og det er netop denne afvisning, at han valgte et liv med hende frem for mig, der stadig hjemsøger mig. Drømmende kan være forskelligt udformet med en forskellig kontekst og forskellige omgivelser, men fælles for dem er, at han står sammen med M., og jeg står over for dem helt alene.
   Drømmene kommer lidt i perioder alt efter hvad der ellers foregår i mit liv. Når jeg af en eller anden grund, der måske slet ikke har noget med denne episode at gøre, er nede og trist, kan drømmende komme væltende og knuse mit hjerte igen og igen, nat efter nat. Men ligeledes kan de være forsvundet i måneder af gangen, hvis jeg ellers har det jævnt godt.

Det mest skræmmende er, at hvis han i morgen kom hen til mig og spurgte, om jeg ville være hans igen, så ville jeg ikke tøve i et sekund med at kaste mig tilbage i de arme, der tidligere havde knust mit hjerte. Jeg ville med det samme tilgive alt og tillade igen at blive fanget i naivitetens labyrint.
   Jeg ville sågar gå igennem hele turen engang til, hvis blot det betød et par måneder med fragmenter af hans tilstedeværelse i mit liv.