Hver morgen sidder Merete på sin lille terrasse under kaprifolien. Duften af blomsterne blander sig med den mere skarpe kaffelugt. Hun skubber til kruset med sine krogede hænder og skæver rundt, ud på den lille vej og ind til naboerne.

Naboen til venstre har to drenge, de er tit ude på gaden og cykler omkring. Så hujer og skriger de og kører om kap.
   Hun kan godt lide deres lyde mens hun slubrer af kaffen. I dag er de dog ikke ude.

Inde til højre er der meget stille. Hun har ikke set mennesker derinde endnu. Kun lys derfra om aftenen og en svag lyd fra et åbentstående vindue trænger ind til hende.
   Hver formiddag når hun går til købmanden for at handle, ser hun ind i deres indkørsel, hvor der står en gammel herrecykel og en knallert.
   Så hun antager, at der bor et ægtepar.
   Men hvorfor er der aldrig nogen, der bruger cyklen eller knallerten? De bruger vel bussen eller toget?
   Togstationen ligger i gåafstand herfra, og når hun anstrenger sig, kan hun høre S-togets ti minutters afgange. Det er let at komme ind til København. Hun tager aldrig derind mere. Efter hun er blevet uvenner med Henrik, har hun ikke mere noget at gøre der.

Merete hælder mere kaffe i sit krus, mens hun indsnuser Kaprifoliens forførende dufte, sommeren i år er varm og god. Rækkehuset her har været hendes redning, med adgang til alt det grønne, udsigt til græsplæne og hække. Jo, hun har bestemt ingen grund til at klage.
   Hun bliver afbrudt i sine tanker, da en sort bil drejer skarpt om hjørnet og parkerer inde hos "den usynlige nabo". En kvinde stiger ud af bilen og belæsset med to store plastikposer, med indhold der ser ud til at være adskillige papkasser, går hun målrettet op af havegangen.
   Bilen har Merete aldrig set før. Men i virkeligheden kommer det ikke hende ved, hvem der kommer og går derinde.
   Hun betragter sine ben, de har været hende dårligt stemt de sidste par år. Gigten har taget så meget.
   Hun griber ud efter rollatoren og humper ind i stuen. Pungen ligger på stuebordet, og indkøbsposen har hun allerede. Det ene ben tynger, og hun kæmper det frem med støtten fra rollatoren. Gennem hoveddøren og ud. Fra siddende stilling får hun låst.
   Det er, mens hun sidder der, hun hører stemmerne. Først en lys kvindestemme, med en glad klang og en smule accent: "Vi ordner det på fredag".
   En dybere mørk mandestemme slutter op: "Ja, nu er der noget, at arbejde med".
   Hun hører smækket fra hoveddøren, hurtige fodtrin, og lyden af bilen der starter
   og kører væk. Det må siges at være et kort besøg, tænker hun mens hun møver sig gennem havegangen.
   Den største af de to nabodrenge sidder udenfor på terrassen, han sidder bøjet over en computer ved havebordet. Han ser op, da hun passerer, og vinker. Hun nikker og løfter forsigtigt en hånd til hilsen, samtidig med at hun standser og holder balancen.
   De har talt sammen nede ved købmanden. Han hedder Karl Emil, og er en sød dreng. Han hjalp hende med at få fat i mælken i køledisken. Hun havde haft besvær med, at få den ned. Og han var sprunget til i en fart.
   Ordvekslingen hun lige har overhørt, lød så fuldstændig almindelig og hverdagsagtig. Dejligt at høre deres stemmer tale med hinanden, hun kan næsten se dem for sig. Mand og kone omkring de 30, men uden børn. Det kan være derfor de holder sig meget for sig selv?
   Hun er nået et stykke på sin tur, og kan se købmanden ned for enden af vejen. Her plejer hun altid at hvile. Hun sætter sig under Frandsens blommetræ. Det sender sine grene højt op i himlen, og ud over vejbanen. Men der er en dejlig plads herinde ved stakittet.
   Frandsen kender hun fra teletaxa, når de hver tirsdag kører til banko sammen. Han er en stille gammel mand, med hvidt hår der lyser og blænder som sne. Han er bestemt ældre end hende, så gammel at han bruger gebis. Det klaprer altid svagt når han tygger wienerbrødet til bankokaffen. Merete smiler, mens hun rejser sig og begiver sig på det sidste stykke af turen til købmanden.
   Skyggen af hende og rollatoren, ses på asfalten og ligner et stort pukkelrygget monster.


Eilo bider nervøst i neglen på højre hånds tommelfinger.

"Hold op med det der", udbryder Kevin. Han står i sin fulde højde midt i dagligstuen, med fødderne solidt plantet i gulvbrædderne: "Det er dumt, og ser grimt ud. Hvad var det du ville fortælle mig?" hans blå øjne gnistrer faretruende.

"Ja", svarer Eilo: "Nogen har smidt et brev i vores brevkasse". Hun ser op fra spisebordet, hvor hun sidder.

"Og", Kevin slår ud med armene: "Det er vel det sædvanlige, spejderne, kirkebladet og sommervejfesten. Vi er væk om en uge. Hvad skulle problemet være?"

"Men, det er en mærkelig seddel", Eilo glatter papiret på bordpladen: "Der står, JEG HOLDER ØJE MED JER.

Kevin sætter sig ned over for hende, ved bordet og griber sedlen som han nærstuderer: "Hmmm", siger han: "Jeg ringer til Karin, så finder vi et nyt sted".


Det er blevet tirsdag, og Merete sidder udenfor sin låge og venter på teletaxaen. I dag blæser det en smule, så hun småfryser, selvom hun har taget sin stortrøje på. Hun sidder og glæder sig til bankoen. Hun har tit held med at vinde noget. Sidst vandt hun to poser kaffe og en snaps.
   Karl Emil er også ude. Han cykler rundt i cirkler på vejen. Han ser glad ud, og vinden blæser hans gule hår i alle retninger.
   Han laver farlige sving og ottetaller. Indimellem slipper han styret, og ser på hende, for at få hendes anerkendelse.
   Hvor hun dog kender det udtryk, fra dengang Henrik var i samme alder. Hun husker hvad der virkede med ham. Siddende på rollatoren løfter hun begge hænder og slår dem forsigtigt mod hinanden: "Hvor er du dygtig", råber hun ud mod ham.
   Han sætter farten ned på cyklen og nærmer sig hende. Igen uden hænderne på styret. Hans øjne stråler og han er forpustet.
   "Hej", siger han og standser lige ud for hende: "Hvad laver du?"
   "Jeg venter på teletaxaen", svarer hun: "Har du stadig ferie?"

"Ja", udbryder han og læner sig fortroligt frem mod hende: "og jeg jager terrorrister. Der boede to lige derinde. Men nu er de flyttet", han peger sigende mod de "usynlige naboers hus" og smiler med sit friske hvide tandsæt.

Merete må le, sikke nogen røverhistorier børn finder på i den alder, så svarer hun: "Nå-nå, og du har vel set dem?"
   Og drengen han nikker gravalvorligt: "Ja, og jeg holdt øje med dem".