Det var en solrig formiddag i det centrale Italien. Ned igennem de lange befolkede gader i Rom, kørte en stor sort limousine.
   Det var ikke en hvilken som helst limousine. For det var nemlig den, som selveste Paven til tider blev kørt rundt i. I løbet af formiddagen, havde Paven besluttet sig for, at han havde lyst til, sammen med sin chauffør, at tage en tur rundt i byen. Han synes vældig tilfreds på bagsædet af den store sorte bil, indtil, at han spontant guidede sin chauffør ind på den nærliggende tankstati-on. Chaufføren var overrasket.
   "Hvad skulle de bruge tiden på der?", tænkte han ved sig selv.
   "Mon ikke, at det kom til de flestes overraskelse, at Paven spurgte om retten til at kører sin egen limousine?"

Selvom, at han havde haft sit kørerkort i hundrede år, var det sjældent han havde brugt det, og yderst sjældent, at der var tale om hans limousine.
   Men nok så overrasket, satte Paven sig ind på førersædet, samt hans egen chauffør satte sig foruroliget ind på bagsædet. Inden sikkerhedsbæltet blev ordenligt fastspændt bagi, blev sømmet trådt i bund. Hjulene hvinede udenfor og idet chaufføren så sig bagud, så kan kun røg og to sorte hjulspor på vejen.
   Det kunne tydligt høres inde i kabinen, hvordan motoren arbejdede og klarede de høje omdrejninger idet limousinen blev tæsket ud på vejene og igennem den travle by.
   40... 50... 70... 110 km/h... Speedometeret kunne stadig følge med. 130... 150... 160 km/h... Pilen havde næsten nået enden af skiven, og bilen hvæsede som en stor hankat. Chaufføren på bagsædet, skulle straks have et eller andet at holde fast i. Det her var han ikke helt tryg ved.

På næsten ingen tid, havde de nået flere kilometer ned af SS1'eren(Roms vestgående statsvej). Og der gik ikke mange minutter før de passerede endnu en tankstation.
   I mellemtiden, da de passerede stationen, blev de spottet af en motorcykelbetjent, som hastig satte efter den sorte limousine. Han satte blå blink på, og hornene tudede højlydt. Betjentens motorcykel kunne nemt snige sig op på siden af bilen, og fik så bragt limousinen til standsning.
   Betjenten gik hen til bilen, med sin blok og kuglepen i hånden, som var han parat til at give en bøde for overtrædelse af fartgrænsen. Men til sin store overraskelse, så han Paven på førersædet, da han rullede vinduet ned. Han så betænksomt på ham, dernæst rundt på bilen, hvorefter han gik tilbage til sin motor-cykel, uden at sige en lyd.

Over radioen, fik han fat i sin overordnet. Politichefen i området. Han fortalte om situationen han lige nu stod i, og han vidste ikke, hvordan han skulle rede sig ud af den.
   "Giv ham da en bøde, han kørte for stærkt", svarede Politichefen på betjentens tvivlsomme tone. Men betjenten vidste alligevel ikke, hvad han skulle gøre.
   "Problemet er, at det ikke er hvem som helst, jeg har stoppet", fortalte han til sin chef. "En vigtig person".
   "Er det en filmstjerne?", spurgte Politichefen.
   "Nej det er det ikke. Det er højere," svarede betjenten så.
   "Er det borgmesteren?" spurgte han så.
   "Nej, meget højere endnu," lød det svaret fra betjentens radio. Det blev næsten en helt gætteleg for de to, da Paven og den meget bange chauffør stadig sad i limousinen og ventede på, at be-tjenten skulle komme tilbage.
   "Så må det være præsidenten?"
   "Nej Chef, det er langt højere end det," kom det næsten opgivende svar fra betjenten.
   "Chef, jeg tror, at jeg har stoppet gud"
   "Gud?" spurgte Politichefen. "Hvordan kan du dog sige det?"
   "Jo, fordi hans chauffør er Paven..."