Regnen dryppede stille ned fra himlen, imens jeg gik i gennem byen.
   Jeg var på vej hen til lægen. Bilerne susede forbi, så vandet sprøjtede til alle sider.
   Jeg gik i mine egne tanker. Jeg var vildt nervøs.
   Selvom klokken havde passeret 10, var det utrolig mørkt. Man kunne godt mærke, at efteråret var kommet, det blæste kraftigt og mørke skyer truede med torden.
   En ung kvinde kom gående med en barnevogn og en lille dreng. Drengen holdt fast på siden af barnevognen. Han havde store runde kinder, lyseblå øjne og under han hætte, stak et par smukke mørke krøller ud. Hans uskyldighed fik mig til at længes efter min barndom.
   Et højt bildyt rev mig ud af tankerne, jeg kiggede op og opdagede, at det var mig, der blev dyttet af.
   Jeg var så langt væk fra virkeligheden, at jeg helt havde glemt, at se mig for. Så jeg var gået lige ud foran en lille rød golf. Føreren var en yngre mand, og han så ikke al for glad ud. Jeg skyndte mig over vejen.

Da jeg havde gået i regnen i en halv time, og bandet over mig selv, fordi jeg endnu engang var fløjet ind i min egen verden, var jeg endelig nået hen til lægehuset.
   Bygningen så meget almindelig ud. Røde mursten.
   Jeg turde ikke rigtig gå ind, der var også stadigvæk tyve minutter til, at jeg skulle være der. Typisk, jeg kom altid for tidligt.
   Jeg tog en dyb indånding og åbnede døren.
   Langsomt trådte jeg ind i entreen, jeg vidste ikke rigtig, om jeg skulle sige noget.
   En af lægesekretærene, en ung mørkhåret kvinde sagde hej, så jeg svarede og gik ind i venteværelset.
   Jeg satte mig ned på en af de blå stole, som stod rundt omkring.
   Så sad jeg der og kiggede lidt rundt.. Der sad en ældre dame, skråt overfor mig, hun virkede bekendt. Jeg gættede hende til at være i starten af 60'erne, hun havde kort, gråt, krøllet hår, grå øjne, og rød læbestift. Hvor havde jeg set hende før?
   Min store vinterjakke var gennemblødt, så jeg rejste mig op, og begyndte at knappe den op. En dame kom haltende ind i lokalet, og satte sig ned, imens jeg hang min jakke op på den røde stumtjener.
   Jeg sank ned i stolen igen, og opdagede at mine arme var bare, blottede. Så man kunne se en masse små sår. Det var heldigvis ikke så tydeligt, men jeg sad alligevel og dækkede dem lidt med min hånd... Hvorfor gjorde jeg også sådan nogle dumme ting?
   Jeg kiggede endnu engang rundt i lokalet. Ved siden af mig, stod nogle reoler, med foldere om forskellige sygdomme. I den ene side af rummet var der noget legetøj og nogle legoklodser, som børn kunne lege med, når de skulle vente. På væggene hang fem kedelige malerier.
   En mandlig læge kiggede ind i rummet, "Kirsten Schæfer?"
   Det navn havde jeg da også hørt før!
   Damen rejste sig og fulgte med lægen, som havde en skovmandsskjorte på og ikke var særlig høj.
   Kirsten havde været lærer på min gamle skole.

Jeg sad i stolen og fik gåsehud, jeg frøs.
   Jeg blev mere og mere angst. Mit hjerte hamrede i mit bryst, og jeg begyndte at få det underligt.. Det svimmlede for mig og jeg følte, at jeg var spærret inde.
   Hvis jeg havde været i skole, var jeg gået ud af klassen nu, men jeg kunne jo ikke rigtig gå ud af venteværelset...
   Patienter kom og gik.
   Jeg sad og fik det stadig værre og værre.
   Mine øjne løb i vand og et par tårer undslap og trillede ned af mine kolde kinder. Jeg tørrede dem diskret væk.
   Lægen kom igen ind i venteværelset. "Mynthe?" Selvom han sagde det på en sjov måde, rejste jeg mig og gik hen til ham. Han stak mig hånden, fortalte at han hed Lars Nygaard, og da han jo allerede kendte mit navn sagde jeg bare goddag, også gik vi hen ad gangen.
   "Andet lokale på højre hånd." Jeg gik derned af. "Værsgo at gå ind, og sæt dig ned."
   Vi satte os begge to ned.
   "Hvad kan jeg så gøre for dig?" Spurgte lægen - Nygaard, med sin lidt for lyse stemme, i forhold til hans store høje figur. "Det var noget med noget træthed ikke?"
   "Jo.. Jeg er utrolig træt. Hele tiden." Wow. Smukt Mynthe, den havde ingen set komme!
   "Går du for sent i seng eller hvad?" Han kiggede på mig, han havde faktisk et utrolig stort hoved. Godt det ikke er mig, tænkte jeg. Der er nok tanker inde i mit lille hoved, tænk hvor mange, der må være inde i hans!
   "Øh, nej det tror jeg ikke.." Jeg gik for det meste forholdsvis tidligt i seng.
   "Hvor gammel er du nu?" Han kiggede ned på sine træsko.
   "16." Mine hænder kunne ikke holde sig i ro.
   "16 og du går i?" Han rettede sig i stolen.
   "10. klasse."
   "Og hvad så bagefter?"
   "Gymnasiet tror jeg..."
   "Glæder du dig til det?" Nej. Faktisk overhovedet ikke. Jeg kunne knap nok overskue at stå op om morgnen, skole, lektier, karakterer og høje forventninger, var ved at blive lidt for meget for mig.
   "Det ved jeg ikke..."

Han spurgte, om jeg havde ondt nogen steder, jeg fortalte, at jeg ofte har hovedpine.
   "Har du nogle spiseproblemer?"
   "Det ved jeg ikke?" Dem havde jeg sikkert også nogen af. I mit hoved, så jeg et billede af en indkøbskurv. En indkøbskurv fyldt med symptomer og sygdomme.
   "Tager du nogen vitaminer eller jerntilskud?" Jeg rystede på hovedet, nej.
   Så kiggede han mig i øjnene, og mærkede lidt på lymfekirtlerne på min hals, og tog lidt fat i huden på min lille skrøbelige hånd.
   "Må jeg veje dig?" Spurgte han, jeg nikkede ja.
   Han sagde, at jeg bare skulle stille mig op på vægten. 55,2 kg.
   Nygaard målte mig og sagde, at jeg var 164 cm høj.
   Så blev vi enige om, at de tog en blodprøve, så de kunne tjekke min blodprocent.
   Vi gik ud, Nygaard talte med den ene sekretær, hun var ikke så høj, havde briller og vilde lyse krøller. Nygaard spurgte hende, om de lige kunne tage en blodprøve af mig.
   Han informerede mig om, at han ville få svar på prøven på torsdag, så der skulle vi lige ringe.
   "Du kan bare sætte dig derind." Sagde han og pegede ind i venteværelset.
   Jeg gik ind og satte mig ned i den samme blå stol, som jeg sad i før.
   Jeg sad og hoppede nervøst i stolen.
   Nåle var ikke ligefrem min yndlingsting. Utrolig langt fra faktisk. Jeg kunne knap nok se et billede af en nål, uden at fare op.
   Så kom den lyshårede sekretær frem i døråbningen, hun sagde mit navn, gav mig hånden og gik, jeg fulgte efter.
   Blodprøve. Føj...
   Ligeså snart jeg så hende komme gående med nålen, begyndte mit hjerte at banke og jeg fik jeg tårer i øjnene.
   Hun kiggede på mine arme, for at se hvilken en, der var bedst. Den venstre.
   Selvfølgelig den med alle sårene...
   Hun gav mig en 'sele' om armen, og strammede den for at se hvordan mine blodårer lå. Det gjorde en smule ondt.
   "Du burde være bloddoner! Så flot ligger de!" Udbrød hun, lige inden hun stak mig.
   Jeg græd bare.
   Efter det der for mig, lignede en evighed i smerte, var vi færdige, og jeg måtte gå.

"Uha den er godt nok våd!" Udbrød en gammel dame i kørestol, da jeg hev min jakke ned fra den røde stumtjener.
   Jeg forsøgte at smile, vidste ikke hvad man skulle svare til det, så gik jeg.
   Jeg brød fuldstændig sammen.
   Tårerne strømmede ustyrligt ned af mine kinder, og jeg hulkede, som et lille barn, der ikke måtte få et stykke legetøj.
   Indtil min telefon vibrerede.
   Jeg hev den op af jakken, og tørrede mine øjne, så jeg kunne læse hvad der stod...