Da hun så Jordens lys for første gang, skreg hun ikke. Hun hverken vrælede, peb eller pinte sin moders hjerte med en skærende gråd, et hjerte som ellers var så villigt til at trøste endnu en verdensforskrækket sjæl med sit varme og beroligende slag. Hun kom ud med fødderne først - måske var hun allerede klar til at tage sine første og tvivlsomme skridt i en verden, hvor det ellers kan være svært for selv en garvet fodgænger at holde balancen. Eller måske hun med skrabende fingre, borede sig fast i livmoderens inderste dyb for at forblive i et univers, hvor det forventes, at man handlingsløs bliver liggende i en slumrende fosterstilling. Ud kom hun dog - og det med blodige kødrester og fedtede moderkageklumper under neglene. Hendes øjne var demonstrativt lukkede, som to muslingeskaller der med én muskels kraft kan holde på sine glimtende perlers hemmeligheder og dvæle videre i nattens stille mystik. Først da lægen med et beslutsomt klip kappede navlestrengen og livsnerven til trygheden og den boblende søvn, åbnede hun de små øjne, og så fire forventningsfulde og smilende ansigter foran sig Hun rynkede bare sine bryn i en skeptisk blufærdighed over måske allerede at have røbet sine hemmeligheder. "Jamen dog", syntes den bløde hud, der formede det lille ansigts konturer at sige.
   Der gik meget lang tid, før hun sagde sine første ord. Hun holdte sit syn på verden tæt ind til kroppen, og efter fire år var hendes forældre mildest talt frustrerede over deres lydløse barn, der ikke foretog sig meget andet end at rynke brynene og glane ud ad vinduet. Det var netop sådan, hun sad en dag - stille og udtryksløs som altid, da en fugl i sin flugt knaldede næbbet og kraniet ind i vinduesglasset. Måske var fuglen træt af sine egne højder - i hvert fald sendte sammenstødet næbbet ind i kraniet, så øjnene poppede ud og gled ned ad glasset i en klistret blodig masse med den lysende himmel som baggrund. Hun løftede sine bryn i overraskelse og sagde sine første ord: "Jamen dog". Forældrene der stod ved køkkenbordet og drak kaffe, tabte begge deres kopper i lykke og forskrækkelse og gentog, som to dumme aber, i kor hendes ord. Fra den dag af tænkte hun, at der måske ikke var så meget andet at sige til denne verden.
   Da hun tog sine første skridt, sagde hun "jamen dog, da hun smagte sin første is, sagde hun "jamen dog", da hun tabte sin sidste mælketand, sagde hun "jamen dog" - som hun havde gjort ved alle andre tab, og da hun fik sin første menstruation, sagde hun "jamen dog". Hun lod sig føre igennem livets tilfældigheder med sine sparsomme, men vægtige ord. Og en dag som voksen fandt hun pludselig sig selv på kirkens gulv i en brudekjole, med et slør der snoede sig helt fra alteret og ned til de tunge egetræsdøre. Ved hendes side stod en firskåren mand i smoking, der længe liderligt havde ønsket at komme hendes jomfruelighed til livs. Men ved hver af hans utallige og begærlige tilnærmelser med sit stive lem, havde hun sagt sine sædvanlige ord. Han havde skuffet gang på gang accepteret hendes afvisninger - og tænkte at giftermål måtte være nøglen til hendes skød.
   "...og leve med ham både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtehustru bør leve med sin ægtemand, indtil døden skiller jer ad?", sagde præsten pludselig til hende. Hun så på ham med sin sædvanlige skepsis, og hele forsamlingen blev akavet stille da ordene: "Jamen dog", blødt kom over hendes læber og gjaldede alene under kirkens loftsrum.
   Der var ikke arrangeret nogen fest eller bryllupskage efter vielsen - i stedet tog alle gæsterne hjem og spekulerede i deres sofaer, om hun nu også var lykkelig. To timer efter hun havde sagt sit "jamen dog", fandt hun sig selv nøgen på en seng med spredte ben. Hun havde intet andet på kroppen end en attrap-guldring på sin finger. Sæden og livet løbet ned ad hendes inderlår, mens hendes ægtemand stod under den varme bruser og fløjtede. Hun glanede virkelighedsforskrækket op i soveværelsets lysekrone, lyttede til vandets hvislen og hviskede ordene "jamen dog", hvorefter hun lukkede øjnene, for at se om der var flere hemmeligheder tilbage.
   Døden skilte dem hurtigere ad, end nogen havde forestillet sig. En dag hvor hun kiggede på skyerne med en indkøbspose i hånden, blev hun påkørt af en rutebus, der havde for travlt med at bringe folk frem i verden. Hendes krop blev slynget hen ad vejen, mens hendes arme og daskede frem og tilbage som en marionetdukkes. Hun fløj igennem luften over på den anden side af fortovet, hvor hun med et knas hamrede sit ansigt ind i en butiksrude. Næsebenet rykkede sig ind i hjernen, og begge hendes blå øjne blev tvunget ud af deres huler og rullede hen ad asfalten, som to kostbare muslinge-perler, der savner sine skaller og sit mørke. "Jamen dog", sagde buschaufføren, da han forskrækket trådte ud ad busdøren.
   Præsten der fornylig havde viet ægteparret, var berørt over allerede at skulle begrave hende. Folk var stimlet sammen omkring kisten, der var druknet i blomster og kranse med malende afskeder. Ikke mindst hendes forældre græd og snøftede højlydt, da præsten fyldte gravskeen med muld. Han havde selv gråd i stemmen, da han højtideligt sagde ordene:
   "Jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå". Da han kastede mulden ned mod kisten, stoppede alle de små grusede jordstumper pludselig i luften. Mulden svævede over kisten og vejrede op og ned, før den langsomt svævede opad. Præsten og de pårørende troede ikke deres egne øjne, da de så, at ikke alt hører jorden til. Jordresterne fortsatte op mod himmelen og forsvandt endelig i lysets glimt, hvor hun så ofte havde kigget hen. Præsten stod med åben mund og skulle lige til at sige noget, men lukkede alligevel rummet mellem sine læber, da han syntes at alt der var værd at sige, allerede var sagt.