Min krop der vender sig, så knoglerne knager. Trafikstøj der skaber harmonikasammenstød i øregangene, vandhanen der drypper, mine fingre der knipser i rastløshed. Lyden fra min egen søvnløshed, der løber ned af væggene og tæller minutterne. Skramlende tanker om den forgangne dag, en pære der sprænges på badeværelset, en flue der for nittende gang dunker sit insektfjæs ind i den duggede rude. Månen der råber på at blive fuld, mennesker der småsnakker på gaden, mit åndedræt der kimer. Mit sind der bebrejder sig selv så højt, at alle måske kan høre det. Gulvet der knager, vinden der hviner, maling i tapetet der tørrer, skridt på gangen, en udefinerbar skrattten og kraftige udbrød af støn og skrig i natten.
Naboen der har så tør analsex, at lagnerne sprækkes og musklerne strammes med en dirrende og anspændt sitren. Riv dog for helvede endetarmen ud og kvæl jer langsomt på skift, så jeg ikke skal holdes vågen af ekkoet fra jeres åbne røvhuller!

Døre der knirker, øjne der knager, knæ der skrabes, hud der høvles. Et "ding dong" og flagrende plasticgenstande, der rasler, så man ved, at der er kunder der skal tales til. En kioskmand der hører for høj reggae-musik i baglokalet og bliver nødt til at råbe på gebrokkent dansk:
"Hvad skal du ha'?". "Hva?" Hva?".
"Giv mig dit skrigende stemmebånd på et blodigt sølvfad, der søvnigt drypper af tavshed!".
"Hva?".
En kvinde i supermarkedet, der har glemt sin huskeseddel og desorienteret mumler for sig selv. En indkøbsvogn der rasler metallisk henover fliserne, chipsposer der skratter med hvid støj, sodavandsflasker der brusende sprænger, en møgunge der tuder, et rødbedeglas der knuses, frostvarer der tabes, en kø af brok og en pubertetsdreng der mekanisk og indlært siger:
"På beløbet?". "Skulle der være noget andet?".
"Ja, tak!, stik mig et høreværn, så jeg slipper for din sjæleslidende kakafoni, og for engang skyld ikke behøver at råbe min indre stemme op! Og behold for helvede bonen!".
"Ja, så gerne. Værsgo, den dame", synger idioten muntert.
Ud af butikken. Cykler der hårdt bremser op med hjerteskærende gummi. Min egen øretromme, der er ved at sprænges under gadens evigt trompeterende garderhusarer, der ikke formår at følge hinandens rytmer.

På med høreværnet...

... Og langsomt mærke hvordan lydmuren med ynde og betænksomhed, bygges op med en stille melodi fra støbeskeen, der spiller min egen sang. Verdens abnorme afmagt, verdens larmende liderlighed, verdens frustrerende fadæser, verdens støjende stivhed, verdens plagende pligter, verdens øretæveindbydende altødelæggende ødslende åndedræt, der siver væk fra mig når de sidste furer stille størknes, og tager mig henover mine egne bakker og bjergtoppe.
Her kan jeg ligge i negene, der bøjer sig lydløst i vinden.
Her kan jeg klatrer på klipperne uden at sten rasler ned.
Her kan jeg besøge mine grotter, der måske vil få mørtlen til at sprække.
Her kan jeg rulle mig ind i Rockwool og bilde mig ind, at jeg er fornuftigt isoleret.
Her kan jeg fordømme jer i stilhed.
Her kan jeg synge.

Den stumme forventer ikke at blive hørt.
Den døve forventer ikke at blive svaret.
Den lyttende forventer ikke at blive forstået.
Den talende forventer ikke noget af mig. TAK!