Vandet er koldt og friskt og mine hænder drejer og vrider sig, som en lille fisk i kildevand. De begynder at føles som gummi, sådan helt slimet og glatte. Jeg rækker langsomt hånden ud ved siden af vandhanen, for at gribe fat i det lille lyserøde stykke sæbe, som dufter af jordbær og grønne skove.
   Rosinhuden kommer langsomt frem på spidsen af mine fingre, og jeg lader dem let berøre mit ansigt, bare et kort øjeblik, imens de har deres egen vilje. Så bliver de med et hurtigt jag skubbet ned i vasken, og fortsætter den besværgelige jagt.

Min mor siger altid, at du skal huske at vaske dine hænder.
   Altid vask dine hænder, før du begiver dig på noget som helst. Specielt efter toiletbesøg, men også gerne efter du har været ude i Tivoli eller i supermarkedet, ja selv hvis du har været hjemme ved Søren Pedersen for at få en sukkermad.
   De er over det hele. De prikkende, stikkende og altopslugende striber. Men det ved mor ikke noget om. Helle ikke far og heller ikke Lille Lise, med de store blå øjne og blonde lokker. Nej lille Lise, der er så klog og så dejlig og så kær. Hun ved ingenting. Dumme tøs.

Jeg slukker for vandet med en rolig hånd, og det kilder så grusomt i maven. Ligesom når du prøver den uendelige rutsjebane i Tivoli, op og ned går det og så op en gang mere. Du kommer næsten helt op og rører skyerne, og når solen skinner, kan du mærke den brænde i dine øjne. Vampyrøjne.
   Den er sjov, jeg vil gerne prøve den igen. Selvom det nok ikke kommer til at ske. Lille Lise kan prøve den, og hun kan gøre det alle de gange hun har lyst til. Og hvis hun så ikke spænder selen godt nok, så falder hun måske ud når det går ned.
   Men det ville mor alligevel ikke lade ske. Nej uh ha da, hvis der skete Lille Lise noget! Så ville verden gå under. Ligesom da Lille Lise slog sit lille knæ, så var det helt galt. Selvom Jens var med ved siden af, og faktisk slog sin hånd ret slemt da han greb lille Lise, som ville have slået sig meget værre, hvis ikke det havde været for ham. Men det var der selvfølgelig ingen der tænkte på.

"Kan du så komme ud Jens, der er andre der også gerne vil komme til! Skal Lille Lise måske gå beskidt i seng? Og så bliver hendes dyne beskidt? Og så bliver hun syg og skal blive hjemme fra alle sine legekarmarater? Nej vel! Få så fart på!"
   Far har altid råbt så højt, og bestemt nok, til at alle føjer ham. Både mor og Lille Lise, nabo Henriksen og alle de andre på gaden.
   Og Jens, han er bare en klaptorsk når han bliver på toilettet. Når han snitter torne af de røde roser.
   Men skarpe torne, de hjælper og så er Jens ikke en klaptorsk mere.

Jeg tørre mine hænder i det mørkerøde håndklæde, og stirre et øjeblik på mine bare arme og nøgne hænder i spejlet. De lange streger på mine hænder, er næsten helt væk, som om de er blevet slidt væk, som en tatovering der aldrig blev tegnet op, og bare var sat et uheldigt sted.
   De ru fingrespidser, som stadig havde rosinhud var slappe og hvide. Dødhvide og kolde. Det er de altid, mor siger altid, at jeg er født med varme fødder, men med kolde hænder. Så jeg er egentlig koldblodig.
   Hvorimod Lille Lise har varme føder, varme hænder og varmt blod i årene. Lille perfekte Lise.

Når sneen falder, kan himlen blive mørk, og så ligger vi og laver snemænd, imens vi kigger på stjerner. Selvom det bliver koldt, og selvom vi går ind i varmen og ruller gardinerne for, så er stjernerne der stadig.
   Mor siger, at stjernerne er det smukkeste på himlen og at vi alle sammen selv kommer til at sidde oppe blandt dem en dag, og så vil en anden familie kigge op på os og beundre vores blinken.
   Jeg vil gerne være en stjerne, så familier kan beundre min blinken.

Mor siger altid, at du har dit eget liv i hænderne. Det er derfor det er så vigtigt, at vaske dem, for hvis du skal holde dit liv i dem, må de hellere være rene. Hvem vil måske bære sit liv i beskidte hænder? Ulækkert!
   Selvfølgelig skal du vaske hele kroppen, også omkring de ædlere dele, så der ikke kommer svampe frem, og heller ikke skarpe blade. Og også fødderne så der ikke kommer lakrids og sure strømper.
   Og håret som ellers bliver fedtet og så bliver du en slik-karl.
   Men hænderne, de er de vigtigste. Dem holder du livet i, og mor siger at du kan komme ud for også at holde en andens liv. Hun siger at når jeg går med Lille Lise i børnehaven, så holder jeg også Lille Lises liv i hænderne.
   Så vasker jeg ikke hænder, og så er de ikke rene.

Jeg tænder for vandet til karbadet og trækker langsomt de slidte bukser ned, som har siddet stramt om ballerne. Nu har underbukserne sneget sig ind i sprækken, som et knivskarpt stykke glas, og åh hvor er det irriterende! Far siger, at man aldrig skal rette på den slags uden for toilettet, men på toilettet tager du alligevel bukserne af, så det giver ikke mening.
   Jeg trækker også uldtrøjen over hovedet, den klør så grusomt og er så grim, men mor siger den holder mig varm. Både jeg og mine hænder. Sammen med undertrøjen, som bare er hvid og har ingen betydning.
   Men det bliver alt sammen taget af, for det skal ikke blive vådt.
   Vandet er varmt, og jeg synker langsomt ned i det. Jeg støtter af med hænderne.
   De har det rart i vandet, og de leger let med mine fødder. De nyder det varme vand, som også bliver det sidste de kan nyde. Stjerner bader nemlig ikke, og de har heller ikke hænder, for deres liv er ikke et rigtigt liv mere.
   Hænderne har mit liv. De bestemmer ikke helt selv, men jeg tror de også gerne vil være fri for mig.
   Så hænderne griber fat i den skarpe torn, den skarpe kniv som også smiler stort til mig. Den fortæller mig hvor godt det hele skal blive og hvor nemt det er.

"Jens, for pokker hvad laver du dog der inde? Kan du SÅ komme ud, ellers så skal jeg sparke den skide dør ind og selv sparke dig ud!"
   Far råber for sine lungers fulde kraft, men det er lige meget, for Jens kan ikke høre ham. Jens er faldet ned i vandet som ikke længere er helt lyst, nej nu er det blandet med mørkerøde torne. Hans hår kan stadig ses over vandet, samt hans hænder der flyder over kroppen. De er tomme og åbne, kolde og hvide, og nu er de befriet for det tunge liv.