Tiden står stille. Sådan føles det i hvert fald, som om armbåndsurets visere bare stoppede med at gå. Sådan er det selvfølgelig ikke, folk iler stadig af sted, travlt optagede af at være stressede og fast besluttede på at beholde deres utilfredse ansigtsudtryk.
De ser ingenting - Folk. Men man forstår det godt for alle er klædt i et tykt lag tøj, alt andet er uacceptabelt. Man fortæller ikke om sine problemer, man skal endelig ikke ligge andre folk til last, for hvem har lyst til at rode med andres problemer?
Vi vidste det jo godt. Vi vidste at der ikke ville være nogen hjælp at hente, men vi prøvede alligevel. Egentlig gjorde det bare ondt værre. Man skal passe på i en verden fuld af krystalhjerter og spidse genstande.

Undskyld hvis jeg er lidt fraværende og svævende i dag, jeg er lidt tung i hovedet.
Det tomme hvide rum er så uvant, vi er virkelig udstødt fra verden nu. Jeg har jo prøvet det før, jeg har allerede én gang været den som ikke passede ind, den de andre børn så på med afsky i deres kolde og voksent dømmende øjne. Alt det er kun hvide ar nu, tegn på at man lærer at leve med ens bagage. Især hvis man anskaffer sig en langærmet T-shirt.
Al begyndelse er svær, især begyndelse af et liv som startede for flere år siden, men da vi mødte hinanden blev alting alligevel på en måde nemmere. Vi var ikke længere bare biroller i en tilværelse der dybest set ikke var værd at ligge billet ind på. I starten var det skræmmende. Selvfølgelig var det det. Tænk at rive alle de facader ned som man havde bygget sirligt op efter samfundets anvisninger.
Vi studerede hinanden nøje. Fandt hver enkelt lille skramme fra fortiden. Sommetider vældede følelserne op i én, og med tårer i øjnene genoplevede man scenarier som havde sat dybe aftryk. Af og til skete det utænkelige at et ar sprang op og blev til et blødende sår igen. I flere dage efter sådan en oplevelse kunne jeg se min mors jerngrå øjne for mig og høre hendes skingre skrig som var langt mere væmmelige end de fysiske slag som haglede ned over min ryg.
Andre gange var arene virkelig ikke andet end ar længere, en oplevelse som havde gjort os en tand stærkere og som havde sat en ekstra aftegning på kroppens kort over svundne tider.
Vi kunne sidde og se på hinanden i timevis og sommetider blidt stryge en finger hen over et mærke som sikkert havde gjort ekstra ondt. Ordene flød fra vores munde, helt naturligt og uden nogensinde at være tøvende eller usikre. Mellem os var alting lovligt, ingen skæve blikke eller himlene øjne.
For en tid var vi vel lykkelige. Rigtig lykkelige. Ikke som alle de der jagtede lykken med skubbende albuer og evig angst for at blive nummer to. Ikke som dem der troede at når deres bunke penge var større end naboens, så kunne de helt sikkert ikke opnå mere i dette liv. Vi havde fundet hinanden, vi havde knækket koden, og glæden var svær at holde tilbage.
Misundelse er en grim ting. Når jeg tænker tilbage ønsker jeg at vi aldrig havde gjort noget for at stoppe det, at vi bare var flygtet og havde ladet dem sejle i deres egen bundfrosne sø. Sådan gjorde vi ikke for vi troede at vi var stærke nok til at stå imod, vi troede at vi var lavet af uigennemtrængeligt panser når bare vi var sammen. Kærlighed gør blind siger de, men derfor kunne vi jo stadig mærke smerten fra folks stikkende ord og skarpe udtalelser.
En af de værste ting jeg har oplevet er, at miste en del af mig selv. At prøve ikke at se ind i øjnene som mindede så meget om min mors at jeg mest havde lyst til at tude. Det tog ikke lang tid at berøve mig så mit sind fra den ene dag til den anden var nødt til at støttes af en krykke. Jeg så ham aldrig igen, måske går han rundt endnu, og giver piger skader så store at det ikke længere er til at skjule.
Vi knugede hinandens hænder mens jeg rystende fortalte hvad der var sket, og til min forfærdelse så jeg hvordan vreden flammede op inde i dig og hvordan en del af dig også brutalt blev flået væk. Vi var jo som én nu. Først der gik det op for mig at hvad der ramte den ene også ville ramme den anden.
Fra den dag besluttede vi at det skulle være slut med at gemme sig for folk. Vi var nød til at smide det trygge lag tøj og søge hjælp. Først kiggede folk bare på os med væmmelse, vente hovederne den anden vej og satte tilfældigvis tempoet op fordi de kom i tanke om at de også lige skulle nå at have en takeaway kaffe med på vejen inden arbejde.
Senere blev det grumt. Rigtig grumt. Som om vi var tiltrækningskraft for alle verdens problemer. Vi mistede begge vores job, det som lige præcis fik hverdagen til at løbe rundt. Regninger og rykkere begyndte at dumpe ind af den lejede brevsprække, og mine svigerforældre døde tilfældigvis begge i en bilulykke.
Folk spyttede efter os når vi bevægede os uden for vores dør, for hvad lignede det at gå omkring blandt ordenlige mennesker når man lignede et vrag der ikke var værd at spille penge på at gøre i stand?
Én lykke havde vi dog. Et nyt liv var begyndt at vokse under mit hjerte. Selvom jeg var bekymret over vores situation var jeg overbevidst om at ingen, selv i denne verden af truende mure og lukkede døre, ville kunne ignorere en baby. Et liv så fint. Så rent og uden skrammer.
Jeg indrettede børneværelse på tusindvis af måder. Inde i mit hoved. Budgettet var lidt for sparsomt til mine store drømme, men ikke engang tanken om det gjorde mig ked af det. Jeg lå leende ved toiletkummen og brækkede mig om morgen. Det var som at svæve. Som om jeg kunne klare hele verden lige meget hvad den så måtte byde på af modbydelige ting. Jeg dansede rundt i lejligheden og sang vuggesange for den lille om aftnen.
Jeg tabte det. Jeg tabte vores barn. Det eneste vi stadig havde at smile over. Den værste ulykke havde ramt os.
Straffet. Sådan følte vi os. Som en dom sendt fra himlen. Jeg græd i timevis. Dagevis. Ugevis. Årevis. Som en evig kilde af salte, bitre tårer. Jeg var alene. Utrøstelig. Skubbede dig væk min kære. Jeg forstod ikke at du led lige så meget som mig.
Men en dag mærkede jeg en hånd i min. Din hånd. Med forbavsende styrke blev jeg trukket op af kratteret efter den sidste katastrofe.

Det gør ondt. Hvert eneste skridt gør ondt. Jeg kan ikke længere se dem - Folk. Dog kan jeg stadig mærke suset af stress og jag, fornemme blikkende fulde af kvalme over vores tilstand. Jeg ved at intet er forandret.
Dog er én følelse stærkere end det. Varmen. Varmen fra den hånd som tilhører én jeg ved aldrig slipper.
Tiden går faktisk. Og tiden læger alle sår siger de.