I dag er vi alle gået under jorden!
"I dag skal vi alle gå under jorden og sådan skal det forblive! Hører i? Hører i!" Råbte den gamle mand.
Det er jo ikke fordi vi ikke gider høre på ham, vi gider bare ikke tro på ham. Men sådan er det vel altid med sådan nogle, og hvis de er heldige og finder de andre som gider tro på dem, så bliver de en stor gruppe kaos. Og ingen vil have kaos i sit liv. Så vi går forbi dem på gaden ligesom vi gør med de hjemløse eller liderlige fjolser om aftenen.
Men det var også i det øjeblik at det begyndte at regne, og vi alle stormede ind på caféer og restauranter. Ikke tøj eller sko butikker, hvem ville dog sidde der i over en time? Der er ingen udenfor mere når det regner, ikke at det er farligt men det er ikke længere normalt. Det er varmt, blåt og lysende. Normal regn er sjældent, men vi er alle ligeglade. Når nu alle de nye dyre og plantearter er kommet frem.
"Kom nu alle sammen, lad mig ikke stå herude og se vores alles undergang komme alene. Regn er godt, det fjerner forureningen!" Råbte den skøre mand igen og igen. Mens han stod under en paraply. Bag ham var der en flok der grinede ad ham. Egentlig har jeg altid synes at det de sagde, var spændene. Så jeg sukkede og vendte mig om for at købe en kop varm kakao.
"BIP, BIP." vibrerede min bukselomme, det var min veninde. "Hvor er du henne? Har seriøst ledt efter dig i mere end 10 minutter! Og nu regner det! Er du klar over hvor lang tid det har taget mig at glatte mit hår? HAR DU? Narhj! Og nu er det vådt og al min mascara laver mig om til en zombie..." skændte hun.
"Ja ja okay. Jeg er inde i Sløjfen. Drikker faktisk varm kakao nu. Mmm... Hvor er du da?" Svarede jeg. Men det svar jeg fik, var bippene efter at hun havde lagt på. Suk. Nu er der helt sikker noget i gere.
Hun rystede jakken og vred sit hår tørt af vand. De fine tynde dråber ramte gulvet i små lysbomber med et sagte kask. Kask, kask, kask sagde de fine tynde dråber. "HALLO?" sagde en stemme, en stemme som fik mig til at vende mig straks. "Skulle du ikke være hjemme? Troede du sagde at du var syg."
Det var Zullie. Skolen mest social-mobbende so. Hun snager i alt hvad alle laver og har sine spioner på skolen som fortæller hende alt, jeg hader hende simpelthen! . "Skrid din luder." Sagde jeg og hældte resten af min varme kakao ned gennem hendes trøje, rejste mig og gav min veninde et kram. "Hva' fanden!" Sagde hun med overraskelsen strålende i hele hovedet så jeg kom helt til at grine.
"Ikke noget udover hendes sædvanlige pladder... Fine lokker, er de ny lavet? ... HVAD ER DER?" Hun gloede på mig som om hun kunne slå mig ihjel. "Ja de er NY lavet. Kom så, regnen er ovre, og der er et møde inde på torvet, Keratiniia? Salela?" Sagde hun. Har to fornavne men bliver for det meste kaldt Lela. "Hvad er der da derinde?" spurgte jeg. "Ved jeg da virkelig ikke! Kom nu." Sagde hun og fjernede resterne af sin mascara med en kaffeserviet. "Aha" Sagde jeg stille og vente mine øjne mod himlen. Rozette, tænkte jeg. Hvorfor er det lige vi er bedste veninder?
Henne på torvet stod vores borgmester og alle de andre højt hævede medlemmer af byen og vores kommune. Bag en talerstol stod en mand ca. i 30'erne og kiggede nogle papirer igennem. De andre stod bag ham og talte lavt men ophidset. Hernede stod vi andre uvidende og spurgte alle og enhver og var træt af at få spurgt om det samme man selv spørger andre om. Men sådan er det vel, det sker nogle få gange når der er sket "ændringer". Sidst var med meldingen af den nye regn, og dengang var jeg 4½ år gammel. Men nu? Nu er vi alle skræmte.
"Alle sammen?" Begyndte han og hostede for at klare stemmebåndet og så spørgerne på de ledende medlemmer. Og kiggede ud over forsamlingen som blev ved med at blive større og større for hvert sekund. Af dem som kom gående efter opkald, fra deres biler eller cykler. Vi ventede på alle! Efter 2½ time var næsten hele byen og det meste af omegnen her.
Manden i 30'erne begyndte at tale.
"Ifølge alle tegnene vil den værste skylle snart komme. Vi er nødt til at forberede os. Og derfor for i nu alle at vide hvad alle verdens penge er blevet brugt til." Han bladrede nogle sider igennem, slikkede på sin finger og vendte dem han valgte fra om til den næste side. Mængden begyndte at småsnakke.
"Under enhver by er der bygget en fuldstændig gengivelse, både i højde og længde. Mellem alle byer er der kommet tunneller. Alle tunneller har hver 2 vagter på begge sider. De er alle bevogtet 24 timer hver dag.
Ingen vil få mulighed for at komme op igen. Alle skal nu derfor hjem og flytte. I har 4 timer til at pakke. I vil få svar på alle spørgsmål når i er kommet i sikkerhed. Alle der nægter må tage følgerne! Portene bliver lukket præcist klokken 12 i nat. Hvis man ikke er kommet inden da, må i finde et sted at søge ly. Portene kan nemlig ikke åbnes igen. Der findes ingen lås, kode eller håndtag. Porten skal fjernes 12:30 præcis.
Jeres borgmester vil nu overtage de næste minutter." Afsluttede han og trådte tilbage til de andre for at få noget vand.
Det var et rent kaos, alle havde fået leveret en lastbils, container hver, som skulle modtage vores møbler og andet bras.
Det var med en blandet følelse af spænding og ulykkelighed at min mor pakkede det mest vigtige først. Billeder, film, minder om hele vores liv og mere til. Derefter kom møblerne, lamperne, bamserne og tæp-perne. Det eneste der stod tilbage var lyse pletter på væggene hvor billeder og møbler har stået/ var skruet fast. Og den ene gamle ødelagte sofa vi alligevel skulle smide ud. Men vores have ting? De skulle med i en anden trailer... Var der nok? Nej, de trailer/lastbiler som der jo egentlig er, deler vi med fem andre fra vores nabolag. I hver vores jerncontainer/boks. Eller træcontainer/boks...
Bagefter skulle vi gå, når nu de havde taget vores cykler, løbehjul, og biler var blevet forbudt. Tænk engang at skulle gå sytten kilometer pga. alt dette! Med en tudene familie med de vildeste røde øjne og snot hængende ud fra næsen, sammen med alle de andre tudende familier...
* * *
Det var bestemt ikke nogen rar ankomst. Jeg har set dyr blive behandlet bedre og apropos dyr, så blev vi behandlet som nogle. Gennet gennem en labyrint af stålhegn, låger, opdelingsfaser, panik og forvirring. Jeg husker vi gik til venstre, så til højre og venstre igen. Det var en lang gåtur nedad, og jeg begyndte så småt at blive misundelig på lastbilchaufførerne som skulle køre ned ad bakke med alles tunge læs. Det synes jeg ikke var fair, når vi skulle gennem disse forgreninger af "veje" og "afdelinger". Vi skulle gå på ujævnt terræn, op og ned (mest ned) fra højre til venstre og om igen, jeg tror det er for at forvirre os men jeg er ikke sikker for her er jo mørkt og svagt oplyst. Men det rigtige problem kom da vi skulle gå på anden "etage" ikke etage som i op, men som i ned. Og det er nok fordi at jeg er mørkered at jeg ikke kunne lide at det blev mørkere og mørkere som vi gik derned ad. Ikke fordi jeg husker så meget men mere fordi at det var underligt. Selvom alle efterhånden var blevet stille og mere rolige kunne man lægge mærke til flere ting omkring en. Lyden af når man træder på lidt løse sten, det hule ekko, små mumlen, gråd fra småbørn, og så lyden af vand. Det var det mest interesserende ved det hele. For det kunne hverken ses eller lugtetes. Jeg ved ikke hvor længe vi havde gået for jeg kunne intet se på mit ur, efterhånden som det var blevet for mørkt til det, men jeg havde talt. Jeg havde talt sekunderne, og var stoppet da jeg nåede at tælle til 21 minutter, for der kom en besked og jeg glemte at tælle. Men jeg ved at turen skulle tage cirka 4 timer.
"Far ved du hvornår vi er der? For jeg har ondt i benene nu..." Spurgte jeg ham, selvom jeg godt kendte svaret, ville jeg gerne have det at vide. "Nej jeg gør ej min pige. Men vi er vist halvejs nu tror jeg. Prøv at spørge din mor, hun ved jo alt ikke?" Et blink med øjet og smil på læben. Ja tak far, sikke en vittighed. Så jeg banede mig vej frem til mor som gik længere fremme med en veninde. "Mor, mor?" Men hun hørte mig ikke. Så jeg måtte gå forbi familien foran mig, skubbe deres datter til side fordi hun ikke gad flytte sig for så at snuble over en sten, så hun kunne snuble over mig. Det gjorde lidt ondt i albuen, men jeg var da næsten fremme nu. Hvor er du mor? Jeg gik lidt længere og kiggede i venstre retning hvor hun var, men kunne ikke se hende. "Mor?" jeg prøvede igen, kun for at tre andre mødre kiggede på mig i refleks. Ih hvor er hun dog skøn! Så jeg myrede mig hen til Lotte, mors veninde og gned mig på albuen som dunkede svagt i smerte. "Hvor er min mor henne?" spurgte eg hende, men så underlig som Lotte nu engang er så kiggede hun bare på mig som jeg burde vide det. "Min mor. Du ved hende du lige talte med?" Jeg måtte prøve igen. "Øhm... Din mor gik lige før. Jeg ved ikke hvorhen." Argh! Den dumme tur for ingenting! Dumme Lotte, det din skyld! Og fars, han sagde hun vidste det, selvom det var en spøg. Men egentlig ikke, mor ved bare næsten alt, derfor siger jeg hun er halvt unaturlig. "Mor?" Hun måtte vel være i nærheden. "Lela, herovre." Det var min far, så jeg snurrede rundt, og ved siden af ham stod hun og grinede. Smukt, nu jeg også en klovn. "Jeg kommer nu far." Noget skulle jeg jo sige. Andet ville han blive fornærmet over. Så jeg måtte tage turen tilbage, men undgik omhyggeligt den irriterende kælling som væltede over mig før.
"Mor hvor i helvede var du henne?" Ved godt jeg ikke har grund til det, men følte mig nu snydt på en eller anden måde. "Foran dig." grinede hun. "Ej min pige, jeg så dig ligge på jorden og gik over at hjæpe men der var du væk, og så kaldte din far på mig. Lidt efter fik han øje på dig. Det er jeg ked af min pige, må se din albue? Den er helt rød." Hun talte blidt og undskyldende til mig. Så jeg nikkede og gik hende ind i favnen, men tårerne begyndte at trille ned af kinderne på mig. "Jamen skat dog. Gør det så ondt?" spurgte hun og begyndte at børste albuen blidt af for jord og snavs. "Ja mor. Det gør det." Svarede jeg hende. Men jeg ved ikke om det præcist var til albuen for det var også men hensyn til flytningen. Det gjorde ondt i albuen, det gjorde ondt at jeg ikke kunne finde hende, det gjorde ondt ikke at skulle se himmelen mere og det gjorde ondt at det gjorde ondt så jeg ville bare krammes og vide at de er der for mig. Lidt efter nynnede hun en godnat sang for os alle mens vi gik arm i arm hele familien mig, mor, far, lille og store bror og hans tvilling, min søster. En mand, en kvinde, to brødre og to søstre. Den perfekte familie.