Asfalten var grå, slidt af tavse sko
det regnede
ansigterne blev våde
bilernes lygter stirrede på vejen,
som var de dyr
Med kæmpe øjne.
Skridtene blev forbandet
I det mørke vejr.
Vinduerne var oplyste
ceremonielt vandrede mennesker frem og tilbage,
gestikulerede,
Nu og da blev lyset slukket.
Asfalten blev belyst
af gadernes dovne pærebelyste skilte
Det dryppede i nakken.
I vinduernes tavse flader
kravlede tårerne langsomt langs rammens karm
Til de opløstes.
Intet røst var at høre
blot sagte klynken
fra efterladte barnevogne,
der lå tomme
gulnede af solen
nu efterladt i mørket,
Barnløse.
Bladene gulbrune
sejlede med hastig fart,
stødte af og til på fortovskanten
for at slutte deres sejlads
I rendestenens sprækker.
Det drypper lidt.
Et sted på vejen
tændes en cigaret,
Øjnene bagved kikker
personen går frem og tilbage,
smider cigaretten på fortovet,
tvister den med sin sko
Og går
Altanvinduet for oven smækkes,
Atter er der stille.
Det løbende vand
bærer tidens affald med sig
papir, plastik, reklamer
Brugte præservativer.
Gaden er Mørk,
her arbejdes der på overtid
hun står der,
Hun venter.
Bilen kører langsomt forbi
nr. to stopper,
hun går over til den,
vinduet bliver rullet ned
hun går tilbage
Han kører videre.
Det er ikke første aften,
Heller ikke sidste.
Nederdelen er kort
lysende Grøn
nylonstrømperne sorte med store masker
håret hvidt med en sort rand
På midten af hovedet.
Hun tripper lidt,
det er koldt,
hendes imiterede leopardfrakke står åben,
Lidt flosset i kanten.
Den røde læbestift
dækker mere end læberne,
mellem de små rynker
Er der oplejrede lag af pudder.
Hendes små smil
Vandrer længe i det uvisse.
Støvlerne,
der er høje - næsten til knæene,
skinner, når lyset fanges
Af det sorte lakerede overtræk.
Fnis og latter.
Hun åbnede den lille håndtaske,
fangede en pakke cigaretter,
tog et skod,
krøllede pakken sammen
og smed den hurtigt fra sig,
vredet, brugt forladt.
Hun tændte cigaretten, tog et kraftigt sug,
Det hjalp lidt.
Grillen holdt stadig åben,
af og til kørte en knallert derfra,
alene,
omklamret af Mørke.
Lugten fra grillolien
Hang omkring hjørnet.
De ventede på de sidste,
de kom
de gik
med små varme pakker,
de var der på et eller andet tidspunkt
og fik aftenens sidste,
de få ord, den tykke lugt, den varme luft
De mange mønter.
Søvnige tider,
men ikke for den sidste:
den sidste hund, den sidste politibil,
Brødet pølsen osv.
Det smages i luften
dage med halve måner
Dage uden.
Katten kravlede stille ud på vejen
så sig omkring
gik over vejen
Dagen før skraldemanden kom.
Katten sprættede plastikposerne op
kikkede
lugtede til tingene
gamle dåser, æsker, kaffegrums, ugeblade,
en hårtørrer, regninger, flasker, sovs,
rester af rester
askebægre der er itu
man forsøgte at lime dem sammen flere gange,
Men en gang for meget.
Sirener i det fjerne.
Katten kikkede, lugtede efter en sidste gang
Og gik.
Der kom han
endnu engang, højtråbende
med skjorten uden på bukserne
talte sine sidste småpenge,
Måske var der til en bus hjem.
Smadrede lygtepæle så på dem alle
de travede med slidte sko
frygten og angsten
spillerne, der kom hjem uden gevinst
dem der smilte med frygt
som lige havde vundet det,
De havde tabt i sidste uge.
De grå røde bygninger, svagt belyste
betonen, stilladserne
de mange banker,
der skød op ved hvert gadehjørne,
kræftsvulster, der bredte sig i tiden.
nu blæser det,
de gamle nyheder bliver løftet op
rammer vinduer
vækker folk, der vender sig om
Og sover videre.
husnumrene er bemalede af intetheden
våde, af de tørstige sjæle, der måtte
og gjorde det
fredstegn og Nazi kors
side om side
og, "ud med dem alle sammen"
og "jeg elsker også dig"
cykler uden forhjul
,nogle steder,
Var kun låsen og baghjulet tilbage.
parken var fremmed
ikke stille som om dagen,
men mystisk, larmende.
'træerne fik liv
og blev fyrster
med kæmpekapper af skygger
hvor de der frygtes gemte sig,
Eller hvad?
De gamle myter levede op
her ved båndafspilning
de spillede dem alle
fra a til z
og dem, der spillede dem,
var ikke særlig gamle, smarte
eller voksne, udspekulerede eller frie.
et gadelygte var gået i stykker
den blinkede ufrivilligt,
et hjerteslag af lys
dets eget oprør, dets ubevidste show.
den gamle dames gadespejl
blev belyst af en lille lommelygte
troede sig skjult,
som en struds, der gemte
hoved i busken,
For ikke at blive set.
de gamle øjne,
gebisset i glasset
det gamle hvidgule hår ned ad nakken
uden korset og gamle brødstumper
nu tålmodigt ventende på nattens clou
ovenover skiftedes kanalen i radioen
til Luxembourg
og nu, kære venner, spiller vi denne her
specielt for Dem".
Cigaren var ved at slukkes
ølflasker hvilede på siden,
For enden af sofaen.
Men kunne ikke sove
sådan havde det været,
siden hun gik bort
ja sådan alene, endnu en angstens nat.
Med hurtige skridt
blev luskede forretninger gjort
ved indgangen,
til den sorte baggård
det er koldt, hvad'"
ja, mand, men lad os gå til sagen"
endnu en løgn i venerne,
hvem skåner sig selv for tiden
ingen mand, ingen', gentog den ene
mens han puttede de krøllede sedler
strømpen.
Harmonikaen blev pakket sammen
stikkontakten til orglet blev trukket ud
en sidste drink var blevet skænket
et skib havde forladt havnen
mænd var på vej til arbejdet
andre på vej i seng
Vad var begyndelsen?
Vad var enden?
Asfalten var grå, slidt af tavse sko
det regnede, ansigter var våde
bilernes lygter stirrede på vejen
Skridtene blev forbandet i det mørke vejr.