Det første spring
Bag ryggen
Brænder fakler
Endnu de svedige kroppe.
Vinden splintres I tusinde stykker,
Der fanger lyset, sender det tilbage
Med blodbestænkte stråler.
Det andet spring.
Den gule blomme på himlen
Forsvinder langsomt
Bag en sky,
Måske er det øjet, der er smeltet
Og tilbage er kun himlen.
Ekkoet fra det splintrede glas
Klange fra billeder der brister
I ubevidste lommer.
De mørke skyer på himlen
Vidner om smertens torden.
Det tredje spring.
Det sorte lærred til vold
Dekoreres koldt og hedt på samme tid
Af rød kærlighed,
For til sidst bliver det
Svært at se,
Hvad
der dækker hvad,
de bærer alle faner,
de bærer alle faner,
rødt
sort,
Vold og kærlighed.
Det fjerde spring.
Fra den tavse hørtes ingen ord
Bag de mørke glas
Fulgtes en linje,
Der ingen ende syntes at ha',
Da natten glaseres med stjerner.
Skriget forløste ikke angsten,
Men det hørtes som en uendelig tone
Mod rummet.
Det femte spring.
Der førtes processer
Mod dem,
der fødtes uden arme
Mod dem,
der fødtes åndssvage
Mod dem,
Samfundet fandt akavede.
Hvilke mirakler,
Hvilke mirakler
Kunne læger ikke skabe,
Når samfundet søgte
Det perfekte menneske.
Det sjette spring.
Lyset blev ikke tændt,
Da de såkaldte forrykte
Ønskede at tale
Dem samfundet skabte
Blomster uden blade.
Vist tror jeg på dig!
Dig!
Og dig!
Derfor splintres vinduet,
Forvandles glassene røde,
Derfor forvandles det grønne
Velklippede græs
Rødt
Rødt af blod.
Det sidste spring.
Tiden I mørket
Kampen
mod
det
uvisse,
Lykke ringen
der faldt I sprækken
Mod afgrunden,
Som skrigene der blev
ét
Mod glasset der splintres.
Det sidste spring.