Jeg husker en ven
der havde æbler i stedet for bryster
dens mange arme rakte krogede mod vidderne
som det hyldede livet på himlen
i dens krone byggede jeg en hule
og drømte om a t at flyve
Fra min høje post
kunne jeg skoven og søen skue
de grønne blade
dækkede mit skjul
Og ingen kunne mig true.
Jeg ved
jeg kravlede
jeg lo, jeg græd
altid ved dens side
jeg husker den som en ven
der bar mig med glæde,
delte sine frugter uden at spørge hvem jeg var
altid fortrolig med mine barnlige kærtegn,
altid rede
til leg
mine første kys, gav jeg til træet
min bedste kammerat
træet gjorde min barndom, til hvad den var
grøn, det kunne aldrig blive grønt nok
grønt,
grønt og fornøjeligt,
og til det nyfødte barn
rækker jeg et æble,
Og siger tak.