Tror du han kommer
tror du han kommer
Jeg ved det ikke kære
Træerne er iklædt
lyse og dybgrønne
Spillende farver
Der leger med solens
flygtige stråler
hun ser ud af vinduet
hendes fingrer er spinkle
og dækket med pergament fin
hud der syntes så porøst
at hver bevægelse kunne få
fingrene til at brække
og huden til at sprække
Tror du han kommer
De gule og røde farver
På bladene
Er muntre
De står i kontrast
Til blæstens kulde
Og det våde bark
Der glinser
Mens de grå skyr hastigt passerer
Tror du han kommer
Stemmen er bleg
Usikker og søgende
De sprækkende læber
Har en snært
Af en blå lilla skær,
Gardinerne hænger tavse
Bornholmeruret
Er træt
Alligevel slår den Pligtskyldige
Sine hule toner ud i rummet
Tror du han kommer
Grenene er næsten nøgne
Med krogede finger
Der forgæves forsøger at
Beskytte sig mod den ubarmhjertelige
bidende kulde
men overgiver sig
da det første sne
blidt beklæder den med
uskyldens rene kappe
og stilheden
er en sang fra barndommen
Tror du han kommer
vinduet er tavst
der er kalkplamager
på ruden
mejsen er rastløs
letter frisk fra grenen
der fortsætter med at vibrer
helt til den yderste blosterknob
der ved at briste med håb
Vindueskarmen er støvet
Og de visneblade fra
den udtørrede potteplante
ligger mod hinanden
bornholmeruret er tavst
hviler med stilheden
Han har været her.