Ranke stemmer
samler folkemængden
uro
uro
stimen klukker
stemmernes summen bliver et
et.
Hør her, min ven
gentages det i række
åndedraget stiger til heftige stød
indtil slag bliver delt ud.
Det blæser lidt
og gardinerne fryser
vidende om det der sker.
Det er ikke påtaget kulør
der farver
de før smukke læber røde
men blodet
der langsomt løber ud af mundvigen
for at samIes i en plet på de nøgne gulvbrædder.
Udenfor fortsætter
biler maskiner, trafikken
mens ensomme træer
står med svedne blade
drømmer om et fjernt forår
gult,
nu rødt
pause i smerte
nu må du gå
grønt.
Det blæser lidt.
Hør her, min ven
jag har hørt det før
hun har hørt det før
de vander potteplanter de dækker bord
de spiser ude
men i dag har hun låst sig inde
hør her, min ven
jeg mente det ikke
udenfor, er klokken ved at være 18
spisetid.
Hendes toiletbord
er hende til lidet hjælp nu
hendes slanke, velplejede fingre
tager blidt fat om pudderkvasten
spejlet, gentager hendes bevægelser
den stadig tilbagevendende, banken på døren
lyder som et fjernt ekko
fra en tid
hvor hun ikke længere selv
Føler sig til stede.
Ja, men se nu håret
den krølle
plejer da ikke at hænge der,
og Øjenbrynene havde nu forvildet sig
tænkte hun
brysterne,
er ikke længere faste
åh, hvad rager det mig.
Hun slap pudderkvasten
så anklagende
På sit eget spejlbillede,
gu' rager det mig.
de røde parfumerede trusser
hang med deres røde, sorte tunger
ud af skuffen,
hvem Ønsker dem,
tænkte hun
Ham eller hende.
Det blæser lidt
gaderne er våde
neonreklamerne spejler sig
i den våde asfalt
tavse skridt
mellem vandrende, våde hunde uden ruter
gaderne er nu Mørke
mannequiner i udstillingsvinduer
tørre, beskyttet mod vejret
med frosne smil i positur
i dyre pelsfrakker
Stirrer de ind i dem selv.
lyset på anden etage slukkes, tændes.
Det blæser lidt.
hør min ven
bare en eneste gang, på mig
der åbnes for en latter
en knytnæve slippes
døren skriger ikke
slår ikke igen
brevene flyder på gulvet
pakket ind i blå sløjfer
skabenes indvolde ligger spredt i værelset
de er ved at blive transporteret
i en kuffert
læbestiften er tværet ud på bordet
rynkerne er stadig de samme
måske lidt dybere end sidst
brunt, rødt
natlampen slukkes tændes
magasinerne under sengen
dykker nu ned i spanden
og der bliver de
parfotos deles
grimasser, gråd.
Det blæser lidt.
Hør nu her min ven
jeg har hørt det før
hun har hørt det før
langsomt åbnes døren
en hånd griber om struben
hun skubbes bagover
hun Ønsker sig væk
væk, væk
Det er det sidste hun husker.
Det blæser lidt.