Dage der føles lange
Dage der føles lange
Som efterladte citater fra en glemt poesibog
Hvor halvdelen af siderne
er revet væk
Tilbage er kun vage erindringer om hvem man var
Øjnene skur indad
Mens skyerne passer forbi som luftskibe
Bærende på fortid og fremtid
I mens sindet forsøger
At finde vej
I følelsernes labyrint.
Dage der føles lange
Med uro og uvished
Der aldrig forlader
Sindet
Som skæl fra håret
Der bliver ved med at drysse på skuldrende
Man forsøger med alle
Midler at finde en kur
Men på trods af alle forsøg
Lander uroen uvisheden
Altid uklædelig ubehageligt
På skuldrende
Alle kan se det
Sort marcher ikke skæl
Og du vil gerne gå i sort som alle andre
Du føler dig skelsetende
På den ufede måde
Du er altid på vagt,
drysser det nu
Kan jeg elegant fjerne de vide flager fra mine skulder
Skal jeg over give mig
Leve med uvisheden og indre uro
Dage der føles lange
Uvirksomme og ligegyldige
Som afskallede falske perler på snor
De pynter ikke
ER det pynte sygen der er problemet?
Er det at livet til tider findes uklædeligt
At man ikke tillader sig at hver utilpassede
Ikke at være præsentabel
Ikke at hver klar til at modtage besøg
Disse lange umættede dage
Hvor intet sker
hverken godt eller skidt
bare status quo
hverdagens kedelig inerti
hvor det forudselig er som en rusten
spyd i sindet
Disse lange dage
Disse lange dage,
hvor ens ur stå stille
og verden udenom køre i sin egen
speedede hastighed og
ens ø bliver
mindre og
mindre.