Jeg, detektiven Sam Spencer fik en meget usædvanlig sag fredag den 13. oktober. En dag jeg aldrig vil glemme. Det begyndte med et telefonopkald. Det gjorde de fleste af mine sager. Ofte var det kvinder, som ville have mig til at skygge deres utro mænd og tage afslørende billeder af dem sammen deres hemmelige elskerinder. En smule trivielt måske, men det gav gode penge.
   Men det opkald var anderledes. Meget anderledes.
   Det var en meget nervøs kvinde. Hun hed Melinda Madison og hun ville beskyttes fra sin mand, som hun påstod, var et uhyre og hun havde beviser på det.
   Jeg troede ikke en skid på det med det samme, men da hun ville betale mig med mange penge, tænkte jeg hvorfor ikke. Penge var der altid brug for.
   Jeg sagde til hende at hun kunne møde mig på mit kontor. Men det afslog hun og forslog i stedet for vi kunne mødes i et offentligt sted den dag kl. 12.00.
   Hun forslog baren Freddys Bar. Hun mente ikke at hendes monster-mand ville finde på at angribe hende i et sted med masser af mennesker. Jeg sagde bare okay.

*

Jeg tog hen til Freddys Bar ti minutter før mødetidspunktet.
   Det gjorde jeg bare for at være høflig. Der var en del mennesker der, men jeg fandt mig hurtigt et bord til to. Jeg sad og ventede. Klokken var nu 12.15 og jeg havde ventet i næsten en halv time. Jeg var begyndt at tro det her bare var en dum joke.
   Jeg drak det sidste af min øl og begyndte at rejse mig op, men så kom hun brasende ind.
   Melinda Madison.
   Hun var utroligt smuk. Hun havde langt lyst hår, klare blå øjne og smukke læber.
   Under lykkelige omstændigheder ville hun utvivlsomt se smukkere ud, hvis hun smilede. Men der var intet smil at spore. Hun lignede en fortabt engel. Hun kiggede sig omkring for at finde mig. Jeg rakte min hånd op i vejret. Hun så det og gik over til mig.
   "Er De Sam Spencer?" spurgte hun forsigtigt.
   "Ja. Og de må være Mrs. Madison ikke sandt?" svarede jeg.
   "Ja." svarede hun og sad ned.
   "De må hjælpe mig."
   "Normalt gør jeg ikke sådan nog..."
   "Jeg har mange penge."
   "Har De talt med politiet om Deres mand?"
   Hun nikkede ja og svarede:
   "Det har jeg prøvet, men de tror ikke på mig. De grinede ad mig, de forpulede politimænd!"
   "De må da også indrømme at Deres teori om Deres mand er underlig."
   "Begynder De nu også?" spurgte hun meget hidsigt og frustreret.
   "Undskyld. De sagde noget om at De havde beviser?"
   "Ja." svarede hun og tog sin taske frem og åbnede den. Hun viste nogle billeder frem, hun havde med. De forstillede hendes mand, der forvandlende sig til et stort, behåret uhyre. Jeg sagde noget så arrogant som:
   "Det er sgu godt lavet. Er det noget fra en gyserfilm eller hvad?"
   Hun blev forståeligt nok vred på mig og svarede:
   "Nej! Kan De ikke se hvad der sker på de billeder?"
   "Jo, skam. Er Deres mand en specialeffekt-mager?"
   "Nej for helvede! Han er et fucking monster!"
   Hun så sig omkring og så at folk gloede på hende.
   "Hvad fanden glor I på?!"
   Folk kiggede væk med det samme og jeg forsøgte at berolige hende.
   "Tag det roligt, Mrs. Madison."
   "Der er ingen, der tror på mig." sagde hun helt fortvivlet.
   Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige til det der, så jeg tilbød hende en drink.
   "Kunne De tænke dem noget at drikke?"
   "Nej."
   "Er De sikker? Noget at skylle nerverne ned med."
   "Så lad gå da. Whiskey."
   "Enkel eller dobbelt?"
   "Dobbelt."
   "Ok."
   Jeg kom tilbage med whiskyen til hende og med en ny øl til mig selv. Hun drak det hele af sin whiskey med det samme. Hun faldt mere til ro.
   "Jøssens. Det var vist lige, hvad De trængte til."
   "Ja." sagde hun og smilede. Hun havde et dejligt smil. "Tak for det."
   "Ingen årsag. Hvad kan De ellers fortælle om deres mand, udover det der med at De tror at han er et monster?"
   "For sidste gang. Han er et monster."
   "Okay, så siger vi det. Fortæl om ham."
   "Hans navn er Harry. Han er 35 år gammel og han arbejdede som assistent for Dr. Stein."
   "Dr.Stein?"
   "Dr. Frank Stein. Han var en kendt genforsker."
   "Virkeligt. Har aldrig hørt om ham."
   "Kender ham også kun fra min mand. Han er død nu. Der var en ulykke."
   "Var Deres mand involveret i ulykken?"
   "Ja. Han overlevede, men han blev aldrig den samme mand, jeg forelskede mig i engang."
   "Hvad mener De?"
   Hun pegede på billederne.
   "Han forvandlede sig til det der væsen."
   Jeg havde stadigvæk svært med at tro på hende, men måden hun fortalte om det, virkede overbevisende. Hun lod mærke til, at jeg var tavs som graven.
   "Mr. Spencer?" sagde hun. "Tror De på mig nu?"
   "Jeg... Det virker bare for..."
   "Utroligt?"
   "Ja, utroligt. Og De vil have mig til at beskytte Dem fra ham."
   "Ja, det var det, jeg ville hyre Dem til at gøre."
   "Kan han blive såret, mens han er et monster?"
   "Jeg forsøgte engang under selvforsvar, men det hjalp ikke."
   "Skød De ham?"
   "Havde ingen pistol. Smed bare ting efter ham. De har da en pistol, ikke også?"
   Jeg viste min pistol frem. Diskret selvfølelig. Ville ikke skabe opmærksomhed. Hun var lettet og sagde:
   "Godt."
   "Ved De hvor Deres mand er i øjeblikket?"
   "Efter vores sammenstød forsvandt han bare."
   "Og det skete..."
   "I går."
   Jeg hørte larm ude i gaderne. Folk der skreg.
   Med et brag blev døren til baren smadret og ind kom Mrs. Madisons mand i hans afskyelige monster-skikkelse. Folk i baren gik i voldsomt panik. De troede ikke deres egne øjne. Mrs. Madison og jeg var lammet af skræk.
   "Hejsa, skat!" sagde Mr. Madison med en uhyggelig stemme. "Har du allerede fundet dig en ny elsker?"
   Jeg blev overrasket over det, han sagde. Mrs. Madison havde nok haft en affære med Dr. Stein, når det kom til stykket. Mr. Madison kom nærmere og spurgte mere vredt:
   "Er ham der bedre end Dr. Stein?"
   "Han er ikke min elsker. Jeg elsker kun dig." sagde Mrs. Madison på en måde, der lød falsk.
   Jeg må indrømme at jeg blev skuffet over hende. Jeg ville helst ikke, men jeg hadede når nogen løj overfor mig.
   "Det lyder så tomt, når det siger det på den måde, skat." sagde Mr. Madison.
   Han tog godt fat om halsen på sin kone og løftede hende op.
   Jeg rejste mig op og tog min pistol frem.
   "Rolig nu, Mr. Madison. Slip hende."
   "Hvem er du?" spurgte Mr. Madison.
   "Sam Spencer, privatdetektiv. Din kone havde hyret mig som en bodyguard."
   Mr. Madison grinede fælt og sagde:
   "Du gør ikke dit job ordentligt!"
   "Hvordan vidste De hvor hun var?"
   "Jeg kan lugte den kælling på lang afstand!"
   Mrs. Madison var ved at blive kvalt.
   "Slip hende nu!"
   "Hvorfor? Hun skal betale for det, hun har gjort mod mig og vores ægteskab!"
   "Tving mig ikke til at skyde Dem. Hvis der stadigvæk er noget menneskeligt i Dem, så slipper De hende nu."
   "Skyd bare! Harry Madison er død alligevel. Takket være kællingen og Dr. Stein. De ville dræbe mig, men den såkaldte ulykke forvandlede mig for altid."
   Mr. Madison gloede på sin kone dybt inde i øjnene og spurgte hende:
   "Er der noget, du vil sige til mig, skat?"
   Han lod hende trække vejret lidt, så hun kunne tale.
   "Fuck dig, dit forpulede misfoster!" hviskede hun og det blev det sidste, hun sagde. Han krak halsen på hende, som var den en nød.
   "Nej!" råbte jeg og skød løs på Mr. Madison, som så smed liget af sin kone på mig. Det slog mig næsten mig ud.
   Han blev hårdt såret, men det stoppede ham ikke fra at dræbe alle dem i baren, der havde set ham.
   Jeg lod som om at jeg var død. Jeg kunne høre de mange skrig fra de mennesker, han dræbte. Det var fuldstændig meningsløst.
   Så stak han skrigende af som det vilde monster, han permanent var blevet til.
   Jeg var den eneste, der overlevede. Rundt om mig var der blod og lemlæste lig. Mr. Madison havde ret, da han sagde at Harry Madison var død. Det var kun monsteret tilbage.
   Som jeg sagde i starten var det en dag, jeg sent ville glemme.
   Eller rette sagt aldrig vil glemme. Det havde Madison-parret i den grad sørget for.