Jeg ser ham. Han er høj, bærer solbriller, skaldet og på hans nakke har han en tatovering. Over hans brede skuldre bærer han en vest, og på hans gorillaarme er der endnu flere tatoveringer. Dødningehoveder og den slags. Jeg har set typen før. Rocker. Han kører på motorcykel, starter slåskampe, tager stoffer og har som kæreste enten en lille sollarie-brun blondine eller en sød pige han har hentet i Thailand. Alle hans venner er rockere. Hans far er alkoholiker og moren smed ham på porten da han var femten.

Det er min forstillelse af ham. Min tildelte maske. Og jeg er ikke stolt. Jeg er mildest talt ret pinlig over min tydelige forargelse. Hvis jeg skal være helt ærlig, ser jeg ikke mig selv som typen med fordomme. Jeg stemmer da på et integrationsvenligt parti.
Alligevel er manden med tatoveringerne rocker. I mine øjne. Men er det ikke også en maske han selv har valgt? Et image? I så fald, hvis han ikke er klar over hvilke signaler han sender, er det en maske jeg har givet ham. Værsgo, nu er du i min verden. Stemplet.

Det er også i sig selv ret paradoksalt. At give andre mennesker masker, som vi i realiteten ikke kender. Det er bare svært, synes jeg, når man er opvokset i et samfund med stereotyper. Spørgsmålet jeg kan være fristet til at stille er så, hvilken maske tildeler fremmede så mig? Det er et spørgsmål, der fylder ikke kun mit, men manges hoveder frustrerende meget. Hvad synes andre om mig? Er jeg den smukke, den sjove, den stille, den kloge, den plagsomme, den kedelige, den billige? Jeg synes ikke selv, at jeg er hverken plagsom eller billig. Hvilket jeg går ud fra mine venner ved. Men hvad er der så at vide? For hvad hvis jeg er plagsom og billig? Hvem har så ret? Mine veninder sender sommetider et genkendeligt blik, hvis jeg fortæller om en vild bytur. Om en sød dreng. Blikket kommer badet i misbilligelse. Som hvis jeg var en billig trunte. Er jeg så det? For hvis jeg gennem min egen maske ikke vil fremstå billig, men mine veninder opfatter det sådan, har jeg så fejlet? Har masken fejlet eller har jeg bare tabt den? Eller angriber de, fordi de selv frygter for deres egen maske?

Hvad sker der hvis masken forsvinder helt? Hvis masken lod sig opløse i oprigtighed og vi alle blev maskefrie? Ville vi være mindre overfladiske og gå mindre op i andres holdninger, eller ville vi få et chok over hvor griske, uciviliserede og dyriske vi i virkeligheden er under facaden. Under normerne, beskyttelsen, våbnet, puppen, værkstedet, opdragelsen, pænheden. Masken. Kært barn har mange navne.

"Hvordan går det? " "Det går fint, hvad med dig?" "Det går også fint" "Super" "Super". Vi kender alle de samtaler. Ligegyldige og overflødige, næsten som et svigt. Ingen af parterne blev klogere. Hvad er der i vejen for at sige "Det går fremragende! Jeg er pisse lykkelig!" eller "Jeg overvejer alvorligt, at smide mig ud fra en bro"? Fint er blevet standarden. Vi er for stolte til at kunne sige, hvis vi har det dårligt. Det vil masken ikke bryde sig om. Men vi er også for "ydmyge" til at sige hvis vi er lykkelige. Masken skal jo også virke oprigtig. For vi ved jo godt, at ingen er overskudsmennesker året rundt. Det er mig dog en gåde, hvorfor vi så opfører os derefter.
Masken kan godt lide facaden, og facaden elsker masken.

Mon blinde mennesker har facader? De ser jo ikke tatoveringerne, vesten og gorillaarmene. Måske aflytter de toneleje, stemmeføring osv.? De ser jo alligevel ikke maskerne, de kan kun høre dem. Og jeg tror det er nemmere at høre løgnen i en stemme, hvis man ikke ser det prydende smil samtidigt. Så hvis det skulle være optimalt, og vi ikke skulle bære masker, så skulle vi altså være blinde. Eller hvad?

For hvorfor er det, at jeg siger det ville være optimalt uden masker? Måske bunder det i, at jeg er sådan en rigtig gymnasiehippie, og synes det hele ville være fantastisk, hvis vi bare kunne være os selv, i vores fælles blomsterverden uden krig og ødelæggelse. Hvem sagde blomsterbarn? Jeg er vel nødsaget til, at vågne op og acceptere at masken er blevet en del af det "os selv". En del af komediespillet. Acceptere det og ikke selv tabe masken. For der er negativt ikke "at kunne holde masken".

Et komediespil. Komediespil med masker. Masker med stive ansigter. Kolde. Følelsesløse. Ubevidste som bevidste. Masker over det hele. Det er det vi ser på. Det er dem vi bærer og det er dem vi bliver.

Det er af min overbevisning at nogle masker er mere værdifulde end andre. Nogle forestillinger, er måske mere rigtigt at sige. Personligt kan jeg godt lide forstilingen om, at mine venner og omgangskreds er af den overbevisning, at jeg får gode karaktere, høre den rigtige musik, kysser med de søde og seje drenge og har overskud, til både at feste hver weekend og passe skolen. Det er min fornemmeste maske. Overfor fremmede, men også overfor mig selv.
Andre ting er jeg ret ligeglad med. Vi har nok hver vores masker, som er lidt vigtigere end de andre. For en anden person kan det være, at forholdet til deres kæreste udadtil skal se pænt ud. På det punkt er jeg ligeglad. Mine veninder ved altid når det brænder på. Det samme gør min mor. Vi har boet alene i ti år, og overfor en person man kender så godt, er alle masker efterhånden pillet ned. Der er ikke mere at skjule.
Måske er det også derfor efterskolevenskaber skulle holde så længe? Det er nemlig svært, at bære en maske døgnet rundt. Efter sådan et år kender man hinanden, både de gode og de dårlige sider. Og vi kan lide hinanden for dem vi er, og ikke for en forstillelse. Ikke for en skygge, et ekko eller en drøm. Ikke for en maske.

Hvis det en dag kom til at man kunne tage en pille, som i Matrix, hvor den blå pille ville vise folk som de i virkeligheden var - hvis vi nu forestiller os, at vi alle rent faktisk bærer disse masker - så ville jeg for fremtiden nok undgår spejle og andre ting der kunne reflektere mit nye jeg. Jeg tror at jeg ville kunne acceptere andres svagheder, grimme sider og fejltrin. Men ikke mine egne. Jeg er for glad for min maske. I virkeligheden giver vi nok først os selv masker, og derefter andre efter hvor truet vi føler os. Men er vi så dyriske? Det er måske et instinkt, der kæmper i underbevidstheden om sin ret.

Og stadig får jeg farvet ordet "maske" til noget negativt. Er det forkert? Så længe vi har masker på er der måske stadig liv i os. Ikke nødvendigvis en død, stiv glæde, men oprigtighed og ægte glæde. Det handler vel i alle livets henseende om at finde balancen. I dette tilfælde mellem maske og ikke maske.
Men bærer vi så den maske vi selv har formet, malet, pyntet og sat elastik i, eller bærer vi den maske, der er blevet tildelt til os af omgangskredsen vi befinder os i. Eller har vi bare flere masker? En når vi er hos den ene vennegruppe, en anden hos den anden, en tredje hos familien og en fjerde hos kæresten. Og helt andre i de samfund vi tilbringer resten af tiden i. Samfund. Komediespil måske. Et kæmpe maskebal.

Hvad er konsekvenserne af disse masker? En ting er når en kvinde beslutter sig for plastiskoperationer og bogstavlig talt giver sig selv et nyt ansigt. En anden ting er spørgsmålet om, om vi rent faktisk går rundt og forestiller os det hele. Er de personer jeg elsker virkelig dem, de udgiver sig for. Kan jeg stole på dem?
Jeg tror man kan sige "jeg elsker dig" med god samvittighed, når man kender hinandens dybeste og mørkeste hemmeligheder. Når der ikke er flere masker. Så elsker man. Dog vil vi aldrig vide om den sidste maske er taget af. Og ej heller om vi selv har fjernet alle masker. For det er måske okay at dem vi elsker kender os, præcis som vi er, men er det okay vi selv gør? Tør vi det?

Alle mennesker er en ven, indtil vedkommende beviser det modsatte. Det er god forstiling synes jeg. En god overbevisning. Selvom manden med vest og motorcykel skræmmer mig, er det vil bedre at se ham som ven, end fjende. Han får en chance.
Så vil jeg nemlig blæse på masker, idealer og hemmeligheder eller ej. Det handler også om sin indstilling til tingene. Tyv tror hver mand stjæler - jamen jeg kunne blive ved. Jeg gør mit for at møde verden med oprigtighed og håber jeg bliver mødt i samme dur. Og så kan det godt være jeg har en garderobe med masker i baglommen, men vi skal jo også overleve.