At svare på spørgsmålet, hvem er jeg? Er ikke helt så enkelt som man lige umiddelbart tænker. Hvilke ting er det som gør mig til den som jeg er? Er det oplevelser som jeg har eller er det den måde andre ser på mig på, er jeg et godt eller dårligt menneske og hvad er egentlig et ordentligt menneske? Men nu vil jeg da prøve:
   Jeg blev født mandag d. 8. november 1993, har ingen ide om hvad tid, tror det var om formiddagen. Der startede mit liv. Har ingen erindringer om de første år af mit liv, ved kun hvad folk har fortalt mig, men der er nok heller ikke så meget at fortælle. Har det stor betydning for hvem jeg er i dag, at da jeg var 2 år, var jeg i zoologisk have med mine forældre og min farmor, hvor min farmor var så bange for at jeg skulle løbe væk at hun fandt noget snor og bandt om maven på mig. Tror ikke at den oplevelse har stor betydning for mig den dag i dag, men måske har det formet mig alligevel uden at jeg egentlig er helt klar over at det har påvirket mig.
   Ligesom mange andre børn gik jeg i børnehave, fra min børnehave tid er der få glimt, ikke noget jeg vil definere som en erindring. Det meste af tiden i børnehaven brugte jeg oppe i træerne, til sidst blev der sat blå snore i træerne og vi fik af vide "der til og ikke længere", men det var ikke kun når jeg var i børnehave, hjemme i baghaven havde vi tre æbletræer, som jeg husker var vildt gode at klatre i. Jeg har haft en masse sjove tider i træerne og når jeg går om i baghaven i dag, kommer alle de gode minderne tilbage til mig. Når jeg går på gaden og ser nogle træer, tager jeg mig selv i at jeg faktisk analysere om det er et godt træ at klatre i.
   Så gælder det skolen. Folkeskolen. Jeg gik på syvstjerneskolen i Værløse, den bedste skole i Værløse på det tidspunkt, det blev jeg i hvert fald fortalt. Det som for mig definere de første skole år var egentlig ikke noget der skete på selv skolen, faktisk var det før jeg startede i skolen. Min skoletaske. Den første skole taske er for mig lige med de første år på syvstjerne skolen.
   Omkring 1. klasse, 2000, blev jeg den lykkeligste pige i hele verden. Den 26. januar 2000 jeg fik en lille søster. En smuk og velskabt lille søster. Jeg var meget stolt og havde længe bedt min mor og far om at tage sig sammen og give mig den søster. Det var mig der gav hende sit navn, Ditte, og en Bambi i gave til hende da vi var ude og besøge hende på hospitalet. Jeg kan huske at jeg følte mig meget beæret, selvom jeg selvfølgelig dengang ikke kunne sætte ord på det jeg følte, men det var en stor ære at blive bedt om at give sin lillesøster et navn. Mine forældre havde givet mig en seddel med seks navne på, men det tog ikke lang tid for mig at vælge. Det vidste sig også at Ditte betød gudinde og det passede meget godt viste det sig. Hun har været og er stadig en stor del af mit liv. Er hun også en del af mig? En del af den jeg er nu? Det håber jeg.
   Skolen er egentlig ikke det store at snakke om, men alligevel har mange oplevelser og situationer gjort at jeg reagere på nogen ting på en speciel måde. Har det været med til at forme mit jeg? Ja det har det sikkert nok, vil jeg da tro.
   Da vi kom op i de lidt ældre klasser, det har nok været 5. klasse, begyndte mobningen, tror jeg, men man lægger vel ikke mærke til stormen før den raser over en. Jeg kæmpede med skolen, især med matematik og læsning. Jeg fik ekstra undervisning i læsning, men det stoppede hurtig igen, jeg må åbenbart være blevet god til det eller rettere god nok.
   På det tidspunkt var min lille søster begyndt nede i mini klubben lige nede af vejen. Begge mine forældre arbejdede i Rønnede, så jeg som storesøster fik ansvaret for min lille søster en time om morgen. Min mor vækkede hende og derefter tog jeg mig af at vi fik morgenmad og tøj på, derefter skulle jeg følge hende i miniklub og derefter i skole. Vi fik et godt og nært bånd og jeg ved at hun er en af grundene til at jeg har sådan en stor ansvarsfølelse i dag. Måske er jeg derved blevet et bedre menneske? Måske.
   Oveni det faglige kom så mobning, men i dag føles det ikke så slemt som det jo har gjort den gang. I dag kan jeg godt mærke konsekvenserne af mobning og jeg kan se at der er nogen ting som jeg skal arbejde med som andre ikke skal. Jeg er meget generet og har svært ved at lukke op for folk, det er en af tingene som jeg har haft svært ved, det kan til tider gå mig meget på at det er så vanskeligt. Gør det mig til et dårligt menneske? Gør det mit Jeg usikkert? Eller gør det det usikkert hvem jeg er?
   Jeg brugte min lille søster rigtig meget dengang, jeg hentede hende efter tit skolen. Vi gik rigtig ofte på biblioteket og lånte både bøger og bånd. Jeg har aldrig haft en bedre ven, hun var der altid når jeg havde brug for hende. Jeg voksede meget med opgaven som storsøster og kunne se min lillesøster også vokse. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind.
   Mobning blev også grunden til at vi besluttede at jeg skulle starte på Odsherreds efterskole, vi blev meget glade da vi fik brevet om at jeg var kommet ind, så var min lykke bare gjort. Jeg skulle væk fra den gamle skole, og starte på ny.
   Men sådan skulle det ikke være. 4 dage før jeg skulle starte dødede min lillesøster Ditte. Det var den forfærdeligste dag i mit liv, det følte jeg i hvert fald den dag, men har det stadig sådan. Man lukkede ned og gik i stå.
   Den 6. august 2008 gik livet i stå for mig, verden gik videre. Jeg husker kun alt for godt et af de svar som mine venner skrev, da jeg havde skrevet en sms rundt om at hun var død, han skrev til mig: "Er det en joke? Hvis det er, er det ikke noget man spøger med." Mine forældre ringede til efterskolen for at hører om de var i stand til at tage mig ind alligevel. Jeg startede der oppe, men ikke helt som planlagt, jeg kom om søndagen og tog hjem igen da jeg havde hilst på dem jeg skulle være i "familie" med og se skolen. Så da Dittes begravelse var overstået startede jeg igen. Jeg følte mig lidt som Palle alene i verden. Jeg fik nogen vidunderlige værelses kammerater som var gode til at tage sig af mig, at lytte og at få mig op når jeg var helt nede i kulkælderen.
   Jeg var på en linje der blev kaldt "Mærk verden", så i oktober var vi på en overlevelsestur og det var hårdt, men godt. Der mødte jeg ham som jeg er kæreste med i dag. En af vores andre ture gik til Egypten hvor vi skulle dykke, der kom jeg endnu tættere på ham og vi blev meget forelsket. Det var rigtig svært at håndtere følelserne både omkring ham og omkring min lillesøster. Jeg var utrolig delt og jeg havde stor skyldfølelse over faktisk at være glad. Omkring samme tid startede jeg til psykolog, hun hjalp mig rigtig meget især efter mine forældre havde besluttet at de skulle skilles. Har disse oplevelser ændret noget? Ja, men hvad og er det godt eller dårligt det som er blevet ændret.
   Denne periode ved jeg har formet mig og det har gjort mig til det menneske jeg er i dag. Om det har gjort mig til et bedre menneske er ikke til at sige, men et mere tænksomt menneske. Måske. Så hvad er jeg for et menneske? Har min historie rykket noget i dig? Lad mig høre dit forslag til: hvem er jeg?