Lundernes og mågernes skrig kan man slet ikke høres for vinden. I denne verden findes ingen lyde, kun vindens hylende næsten anklagende skrig og havets rasende brusen. Disse lyde virker som så mange, selvom det kun er to. De har hverken ende eller start. De er som to tvillingesøskende, der kæmper om pladsen i denne verden. De vil ikke stoppe. Grå skyer trænger solens og dens glade stråler længere væk end nogensinde før. Man kan føle sig så alene og fortabt i denne verden.
Du kører i bilen. Du kan høre motoren brumme utålmodigt, men du ignorer det. Solen er ved at gå ned i horisonten og mørkegrå næsten sorte skyer overtager himmelen. Du ser et lyn flænge himmelen, men du kan ikke høre det. Du kommer til at tænke tilbage på din første forelskelse. Du tænker på hendes luftige hår, det charmende smil, glimtet i øjet. Desværre husker du nu også klart, hvordan du mistede hende. Du vil ikke se det igen, de gange, du har drømt om der, var rigeligt. Bilen der rammer hende med fuld fart på. Hun falder om. Du løber hen og mærker efter puls. Ingen. Du prøver at give hende mund til mund og hjertemassage. Du råber til mennesker rundt omkring. "Så gør dog noget". Du kan stadig huske den fortvivlelse og angsten, der greb om dit hjerte. Du ser slet ikke, hvor du kører. Dit hjerte bliver fuld af sorg over den triste episode du blev mindet om. Du vil ikke tænke på det, ikke nu hvor du føler dig så alene. Lige siden du mistede din elskede, har du følt dig fortabt. Du vil gerne have hende ved din side, men samtidig kæmper noget af dig imod. Du bliver bare dårligt til mode.
Nu er solen helt væk, de mørke skyer har taget kontrollen over himmelen fuldstændig. Der falder en dråbe på din forrude og pludselig trommer regnen på din bil. Du tænder for viskerne. De kører på en monoton måde. Frem og tilbage, frem og tilbage. De bliver ved og ved. Du sidder og er næsten mere koncentreret om at følge viskernes rytme end om at have øjnene på vejen.
Du tænker dig om. Du er ikke sikker på, du vil følge dit mål. Hvad var dit mål egentlig? Du kan ikke huske det. Du sidder og gider ikke tænker mere over det. Du er træt og har hovedpine, mon ikke der er et hus her ude et sted. Selvom du snart er i den yderste del af landet, har du faktisk ikke set et eneste hus på din vej af små stier. Du kan se noget lys, du kører efter lyset. Du kommer nærmere. Først nu lægger du mærke til at det er tåget. Den er faktisk ret tæt nu. Du har det som om den lukker dig inde i din bil. Du vil ud, men du har intet sted at gå hen. Du kigger ud gennem forruden, der er et hus. En gammel lampe hænger på en rusten krog- den dingler i vinden og lyset truer med at gå ud. Du synes det ser uhyggeligt ud, men du beslutter dig for at prøve og spørge om du må overnatte der. Du er nu en modig mand. Du tager din taske, som du har smidt på sædet ved siden af dig. Du tager den sorte taske i hanken og træder ud af bilen. Hov, du glemte at slukke motoren. Du stikker hovedet ind i bilen og tager nøglerne med. Nu hvor motoren ikke brummer, kan du bedre høre, at huset er gammelt, det lyder i hvert fald sådan. Huset knirker og ser gammelt og forfaldent ud.
Du stiller dig op på første trin. Det knager uhyggeligt. Du tøver et øjeblik, men du siger til dig selv, der ikke er noget at være bange for. Du banker på og begynder at råbe. "Hallo. Er der nogen?" Ingen svarer, det nok vinden. Du banker endnu hårdere og råber højere. "Kan jeg sove her i nat?" Stadig intet svar. Du kigger dig omkring, der ser lukket ud. Alt lys er slukket på nær det i lampen, der hænger og dingler faretruende. Du tager i dør håndtaget og trykker. Døren går op med en knirkende lyd. Der er mørkt inde i huset. Du går ind. Bang! Du hopper op af forskrækkelse. Når det var bare døren, der smækkede. Der må være gennemtræk. Der er også koldt. Dine øjne vænner sig hurtig til mørket. Du kan se en pejs, den er kold. Du ved, du har nogle tændstikker i din taske. Du finder noget brænde i en krog af stuen. Du tænder op. Det varmer. Du finder en lænestol og trækker den hen til ildstedet.
Du kan huske dengang dig og din elskede overnattede i en lille træhytte. Det var hyggeligt. I havde ligget på et tæppe foran pejsen. Du havde ligget og nusset hendes hår mellem fingrene og i pejsens skær havde i haft den bedste aften i jeres liv. I havde fået snakket om alt mellem himmel og jord. Du kan stadig dufte hendes parfume. Den dejlige duft af roser og varme sommerdage. Vender tilbage til dit sind. Den minder dig om hende. Den unge smukke kvinde, der forlod verden alt for tidligt. Hendes lyse hår, som bølgede så smukt i vinden. Du føler dig så fortvivlet. Du savner hende stærkere end nogensinde før. Du rejser dig op. Du kan høre en underlig lyd. Tik, tak, tik, tak. Det må være et ur. Du går i retning af lyden. Længere væk fra lyset, fra ildstedet, du ser op på et bornholmerur, der står klokken er 12 om natten. Midnat det var da underligt ude i bilen stod der da kun 9. Du må være faldet hen. I lang tid endda. Du går tilbage til stolen. Den er dejlig varm. Det føles som om alle dine sanser er blevet skarpe. Du er klar til hvad som helst, føler du. Du må ikke gøre dig selv bange. Du er et stærkt og modigt menneske. Du falder hen igen. Du falder ned i en dyb søvn, du føler dig lykkeligere end nogensinde før. Du er sammen med din elskede og vil ikke skilles fra hende igen.
Du vågner op næste morgen. Du føler dig helt utilpas. Du blev skilt fra din elskede i jeres lykkeligste stund. Du ville begå selvmord for hende, men du er bange for døden. Bange for at du selv ikke i døden vil kunne finde hende. Du husker hendes sidste ord "Jeg venter på dig". Du vil prøve at lade være med at tænke på hende. Du vil gå ud og kigge dig omkring. Solen er ved at stå op. Huset ser ikke nært så mørkt og uhyggeligt ud i dagslys. Vandet er faldet lidt til ro og vinden raser mindre end dagen før.
Du går ud på molen eller bådebroen, som nogen ville kalde det. Den er af de samme sten som huset. De er glatte. Så du må være forsigtig. Meget forsigtig for ellers så falder du. Du går helt ud til det yderste sted på den. Du overvejer om du vil gør det. Vil du hoppe i døden? Nu? Du kan have 50 år måske 60 år endnu. Du tager en beslutning og lader vær. Du vil opleve livet, men dukker spørgsmålet op: "hvad er et liv uden hende?" du spørger dig selv. Du har spurgt dig selv om det masser af gange. Du har aldrig fundet svar på dette spørgsmål. Det er forfærdeligt. Du har tænkt over det igen og igen. Intet. Dit svar må være, at du har levet dit liv i sorg og aldrig fundet fred. Du har tænkt på hende konstant, for du har aldrig ville miste hende. Selv om hun dødede for fem år siden, er du stadig ude af det. Du er endnu ikke kommet over det. Hvad er et liv uden hende? Intet. Det er svaret. Dit liv er intet den hende.
En tåre triller ned af din kind. Du har sat dig ned på molen. Du sidder bare og stirrer tomt ud i luften. Du går tilbage til huset. Du pakker dine ting sammen eller de få ting du har pakket ud. Et tæppe og en tændstikæske. Du overvejer stadig om du vil blive her. Du har været tættere på din elskede end nogensinde og du har genoplevet dine lykkeligste tider med hende. Du går ud på molen. Du skrider på de glatte sten. Det bliver mørkt for dine øjne. Du føler pludselig at du svæver. En dejlige føles, men samtidig en underlig føles.
Du kan se en mørk gang. Du kan høre stemmer fra den mørke gang. Du vender dig mod den lyse gang. Du vil mod den lyse. De stemmer du kan høre siger dig intet. De kommer ikke fra din mor eller far. De vil ikke komme. Du går mod lyset.
Du føler dig fri, oppe hvor du kan svæve. Du er sammen med din elskede. Hun er flottere end nogensinde før, dejligere end nogensinde før. Du er lykkelig og intet kan fjerne den lykke. Det er ikke en drøm længere. Du kan ikke vågne. Hun vil ikke forsvinde fra dig igen.