I månens skær stod en smuk kvinde klædt i hvidt. Hendes lange røde hår bølgede ned langs den hvide kjole som næsten skinnede. Hun lyste som en engel som hun stod der i grotteåbningen. Den hvide kjole var gammel, men stadig smuk. Den nåede helt ned til jorden, faktisk slæbte hun lidt af kjolen efter sig. Kanten var et sødt mønster, hvor små perler var syet fast. Under det hvide stof var et sølvfarvet mønstret stof med små sølvtråde som løb ud og ind mellem hinanden. Hendes ansigt var vidunderligt stille, hendes øjne var isblå, men ikke kolde som man nogen gange forventer af så blå øjne, tværtimod der var noget uudgrundeligt i hendes blik. En mystik over hele hendes ansigt. Munden med de bløde fyldige læber, som så næsten lilla ud i det lys som kom ind i grotten. Hendes slanke næse, sad perfekt i hendes ansigt.
   Hun stod og betragtede sin hjemby i det blå, spøgelsesagtige lys. Intet skulle blive som det var før igen. Aldrig mere. Der var ingen lys at se i de små huse som lå på de golde klipper i vandet. To store runde sale strålede som klart glas i lyset fra månen i meget stærk kontrast til den mørke himmel. Et højt fyrtårn stod i alt sin pragt og tårnede sig op over byen. Det mørkeblå vands overflade funklede som små juveler i nattens mørke. Månen hang som en glødende blå ildkugle over byen og oplyste dens gader i et violet skær. Et skib kæmpede mod de store bølger, det virkede håbløst. Bølgerne var store og skyllede ind over skibet, masterne svinge i vinden og sejlene var ødelagte. Desperate sorte prikke løb rundt på dækket, men udover de små løbende mennesker lignede det er spøgelsesskib. Alligevel virkede alt stille, hun følte slet ikke hverken vinden eller kulden, selvom hendes hud var iskold. En tårer trillede ned af hendes kind, tænk hun aldrig mere skulle lade sine øjne falde på dette ufattelige syn igen. Hun så de mørke skyer glide forbi som om intet var hændt. Der var selvfølgelig heller intet sket i verden ovenover hende. Intet var forandret og dog var alting forandret.
   Hun lukkede øjne og lod et øjeblik tankerne flyve, hen til de smukke sale. Hvor gæsterne sikkert stadig dansede rundt. Der var sikkert ikke nogen der havde lagt mærke til hun var forsvundet. Måske tænkte han på hende, måske sad han og ventede på at hun kom tilbage. Måske. Scenen skiftede, billeder tonede frem på indersiden af hendes øjenlåg. Hun står i en stor hvid sal, pyntet med vilde roser, alt er perfekt. Hendes bedste ven står ved hendes side og hendes elskede står overfor hende klar til at sig "ja". Pludselig ændre alt sig, det ellers så lyse rum ændre sig, loftet og væggene slår revner og ud kommer uhyggelig væsner. Mørk klam væske farver væggene sorte, den store glaskube bliver med et farvet rødt som blod. Hendes elskede har pludselig fået røde øjne og ligner et uhyre. Alle gæsterne sidder og ler en ond glædesløs latter. Hun vender sig om for at gemme sit ansigt i sin bedste vens arme, men han er der ikke. Hun drejer rundt. Der! Lige foran hende står han, med gule katteøjne, spidse tænder. Han smiler, et smil uden nogen form for følelser i. Hans lange kolde finger griber fast om hendes arme. Hun gyser. Han trækker hende helt hen til sig og hviske i hendes ører. Hun lukker øjne, hun kan mærke han åbner munden. Klar til at bide. Hun vil ikke åbne øjne og se sit liv ødelægges. Hun kniber øjne sammen og venter på han bider. Venter på at han gør en ende på hendes liv.
   Hun åbnede øjne, gispede efter vejret. Hun ser stadig de gule katteøjne når hun blinker med øjne og kan stadig mærke de kolde klamme hænder på hendes arme. Hun gyste. Hun tog et skridt hen mod kanten og kiggede ned langs klippevæggen, hun greb fat i en sten da hun pludselig var ved at miste fodfæstet, hun bliver helt svimmel ved det syn der mødte hende. Bølgerne slog voldsomt mod klipperne nedenfor. Den styrke. Hun kunne mærke den ødelæggende kraft som bølgerne havde, og selvom hun var lidt bange smilede hun let. Hun tog en hvid flettet snor som hun havde haft på som et diadem ud af det lange røde hår, lagde den på en stor sten i grottens åbning. Det var syet med de samme perler som på kjolen, der var også sat nogen små hvide stof roser på. Der lå den og skinnede som en hvid krone, roserne lignede isblomster i det kolde blå lys, det havde været hendes mors. Hun tøvede kun et øjeblik og sprang. Sprang ud i intetheden. Ud i ingenting. Hun mærke hvordan det kolde vand tog hende til sig og trak hende ned i dybet. Mørke over alt, den hvide kjole blev tung af vand. Hun blev tvunget længere ned i det mørke vand. Hendes lunger smertede, de ville have ilt, hendes krop ville have ilt. Hun lukkede øjne og lod mørket opsluge hende. Lod smerterne forsvinde. Lod sig falde hen.