Han lægger sin hånd på det duggede vindue og mærker kulden, der suser med vinden udenfor, mens varmen sniger sig ind på ham. Der er blevet tændt op i brændeovnen inde i stuen, og hvor meget han end prøver at holde varmen ude, kommer den alligevel kravlende ind fra under døren. Det er juleaften, og familien er så småt begyndt at glide ind i det pyntede hjem. De bor i et rækkehus i Køge. Ham, hans far og hans mor. Og selvom huset er rimelig stort til dem, så virker den meget lille i dag. Han bliver vækket fra sin dagdrøm af deres hund, der begynder at gø. En masse nye glade stemmer trænger ind under døren. Det er vel nok også på tide, han vover sig derud, inden mor begynder på sine klagende råb om, hvor meget teenager han er blevet i løbet af de nu 15 år. "Juleaften plejede at være din yndlingsdag på året" siger hans mor altid, men det var dengang. Nu glæder han sig bare til at få det hele overstået og få smidt hele den belastende familie ud.
   Han forstår ikke, hvorfor de gider gå det hele igennem år efter år. Mor står i køkkenet, stresser og sveder over al den mad, som skal være fuldkommen perfekt. Far sidder bare på sin flade og læser avis, for det meste Børsen. "Selvom det er ferie, så skal man stadig holde øje med, at ens arbejde ikke smutter lige for næsen af en." som han siger. Han arbejder som.. Tja, et eller andet med aktier, penge og nogle andre virksomheder. Det går dog først rigtig galt, når bedsteforældrene kommer. Farmor er ikke ligefrem super glad for mors mad, eller sådan set bare for mor. Farmor skal altid blande sig, men om hun hjælper? Nej, hun skulle jo nødig få pletter på det pæne tøj. Farfar er helt anderledes. Han render rundt og fjoller. Han har altid et eller andet nyt trick, han skal vise, altid et eller andet gammelt minde fra hans ungdom, han vil fortælle eller noget helt andet fuldkommen ubetydeligt, som den yngste "mand" i familien skal lægge øre til. Han kan høre farfars fjogede grin, og farmor der skælder ham ud over, at han er gået ind uden at smide de store sko. Han kan ikke lade være med at tænke, hvordan i alverden de har fundet hinanden. Et vældigt umage par, må man sige.
   Han går hen til døren og åbner den stille på klem, så han lige kan se, hvad der foregår i stuen. Morfar er kommet. Han sidder som sædvanligt i lænestolen med en pibe i munden, og nyder aftnens forestilling, som kun lige er begyndt. Morfar er en stor mand, men det rareste menneske på jorden. Han er altid smilende og elsker absolut de mindre børn. De skal altid en tur op på skødet, og lige som med farfar, så får de også en historie eller to, om hvad der var engang. Morfar er en blød mand. En rigtig bamsefar, eller man kan også sige en rigtig julemand. Mormor og ham passer godt sammen. Hun er nemlig også glad for børnebørnene. Hun er lige som mor rigtig sukkersød - nogle gange for sød, og giver altid børnene, lige hvad de vil have. Men nu hvor man er blevet ældre og ikke er den yngste længere, er der blevet lagt lidt mere vægt på de mindre, hvad angår gaveregn og sådan. Nu pakker de små ud før maden, mens de andre må sidde og vente til senere. Tit helt til de små er faldet i søvn, så moster og onkel har tid til at følge med.
   Mormor kommer til syne i sprækken. Hun går målrettet hen og giver morfar et kys. Selv efter alle de år, så ser mormor og morfar lige så nyforelskede ud, som var de blevet gift i går. Igen høres lyden af døren, der smækker, og en skrigende unge kommer løbende. Den lille kusine, der har bildt sig selv ind, at hun er en prinsesse. Hun er meget sød, men i længden bliver selv mormor træt af de mange mystiske spørgsmål. Af én på kun tre, så skal hun sørme vide det hele. Lige i hælene på hende kommer fætteren med alt for meget krudt. Fylder snart syv år og synes nu morfar er blevet for kedelig, så hvorfor ikke gå efter det yngre kød. Han lukker døren igen og føler allerede, hvordan hans ryg kommer til at gøre ondt i morgen. Forbandede møgunge, tænker han på forskud. Hans onkel har aldrig hjulpet med at opdrage børnene. Han kommer fra en finere familie og synes åbenbart, at det er moster, der skal tage sig af de to. Det går så også ud over hende, når en af dem ødelægger noget. Han åbner forsigtigt døren igen og får et glimt af onkel med en drink i den ene hånd og en cigar i den anden. Han griner sit kæmpegrin, der fylder hele huset, og siger: "Ja, jeg havde nu tænkt mig at gemme den til nytår, men hvad fa'en. Det er jo kun jul én gang om året." Moster kommer ud fra køkkenet med en pose med legetøj. Som altid ser hun træt ud, men også lettet over dagen endelig er her. Det gør hende vist heller ikke noget, at mormor og morfar aflaster hende med børnene. Hans far er heldigvis enebarn, så der er ikke flere små børn, der kan komme og forstyrre freden. Eller i hvert fald det der ligner.
   Mor har ikke kaldt på ham endnu, hvilket overrasker ham. Hun plejer altid at kalde, inden moster og onkel er der med de små, men ikke i dag. Måske har hun nok i at abstrahere fra farmor, som ikke er til at se i stuen. Han tager et skridt tilbage og skal lige til at åbne døren helt, da han kan høre et par stiletter trippe rundt på trægulvet i entreen. Han havde helt glemt hun også kom. Hans storesøster. Hun er 19, og lige flyttet hjemmefra. Han kan også høre en eller anden uforståelig mumlen efterfulgt af et fjantet fnis. Kæresten. De flytter sig ind i stuen, hvor han kan se dem gennem sprækken i døren. Hun ser som altid ud som om, hun er trådt ud af et modeblad. Kort kjole, høje sko, masser af krigsmaling i ansigtet og en lille taske i hånden, som sikkert har kostet det hvide ud af øjnene. Han forstår hende ikke. Hun ligner jo bare en barbiedukke med sit ultimative accessorie, nemlig den pumpede afblegede Ken. Eller Claus, Jens, Kasper eller hvad han nu hedder. Hun dukker næsten altid op med en ny kæreste, som alle sammen ligner hinanden, og ikke siger meget mere end to ord på hele aftenen, så hvorfor bruge kræfter på at lære deres navn. Familien snakker alligevel ikke sammen. Jo, der snakkes, men ikke sammen. Der snakkes hen over hinanden. En snakker til alle, ingen snakker med én.
   Maden er begyndt at blive sat på bordet, og de starter alle med at liste deropad. Det dufter godt, og alles ansigter ser ligesom ud til at løsne op. Ja, selv børnene slipper taget om de gaver, de lige har fået. Hunden lugter det også, kommer løbende og sætter sig tiggende hen til bordet. Far råber ikke ad den, men smiler bare til mor, som stolt og træt stiller det sidste på bordet. Han må nok også til at derud. Det ser heller ikke så farligt ud længere. Og hvad kan man sige? Sådan er det at være del af en familie, og det er trods alt kun juleaften én gang om året.