I need this.
   Det var tanken..
   Jeg skal væk.
   Jeg MÅ væk!!
   "Undskyld mig.. jeg skal lige på toilettet" men hun skulle ikke på toilettet... hun gik derned, ganske rigtigt. Læste båsen og satte sig til rette på brættet. Hev op i sit ærme. Op i hendes svedarmbånd. "I need this". Hun hviskede det. Det kom bag på hende at hun rent faktisk havde udtalt ordene.. men måske var det for at overbevise sig selv.. Måske var det bare... dumt.?
   Hun fandt nålen i buksekanten. En sikkerhedsnål. Hvor latterligt det end måtte lyde, er det det eneste hun kunne overskue. Hun havde tænkt meget over det. Over mulighederne... Hun havde stået med kæmpe køkkenknive i hånden. Hun havde ladet shaveren danse sin dans. Men kun nålen havde kunnet give hende den tilfredsstillelse hun skulle bruge.
   Hun er visuelt anlagt. Hun har brug for at der er kontrol. Hun elskede shaverens parallelle linier. 3 på stribe. Igen og igen. Men det blev for svært at styre. Desuden kunne hun heller aldrig få mig selv til det når hun var ædru. Kun i påvirket tilstand gled den let. Anyway.
   Hun lod nålen tegne den første stribe. Og så den næste. Oveni. Dybere og dybere. Det gjorde ondt. Men ikke mere ondt end det kunne holdes ud. Det var kontrolleret. Det var... nemt. Hev ud i huden, fik huden til at briste i såret. En tynd tynd fin rød stribe af blod kom til syne. My work here is done. Hun kiggede på det.. en sidste gang. Den nye streg mellem de andre fine streger. Matte. Nye ar. Inden hun igen lod svedarmbåndet glide på plads indover.
   Og så gik hun tilbage på restauranten. Ready to put on the act of happy. Det var jo trods alt.. hendes fødselsdag.

Hele hendes mental tilstand var påvirket af hendes indre dæmoners rasen.
   Hun havde lyst til at kaste op. Hele hendes inderside vendte vrangen ud på hende. Det føltes som var der et ulideligt.. monster fanget inde i hende, og det skulle ud. Ud gennem munden. Ud med brækken. Ud ud UD! Et onde. En ondskab. En del, der var hende, en som hun skulle befries fra. Men ingen kunne gøre det, og hun kunne ikke selv heller...
   Hendes verden blev ofte fjern.. Hun gik rundt i hendes egen skyggeverden.
   Når hun ventede på toget.. hvis der kom et gennemkørende tog. Hun måtte altid træde et skridt tilbage. Gribe fat i noget. Vende ryggen til. Hele tiden denne frygt for at hun ville hoppe... Hun har gjort det før.. Noget dumt, selvom hun vidste at det ville gå galt. Men hun gjorde det, inden fornuften nåede at stoppe hende. Inden hun nåede at stoppe sig selv. Og det kostede hende en tur på hospitalet og over en måned på krykker.
   Efter den gang, frygtede hun altid at hun ville gøre noget dumt igen. Bare for at gøre det.
   Nogle gange slog hun slog selv i ansigtet. Eller på kroppen. En knytnæve i brystet eller en lussing. Det car sjældent at hun gjorde det umotiveret. Ofte havde hun en diskussion med sig selv inden.. For hun vidste jo godt hvor latterligt det var. Hvor forvirrende det var at have lyst til at tæve sig selv med et bat. Man prøver at forklare sig selv at det ikke er en god ide at smadre hovedet ind i døren. Og man får overbevist sig selv. For selvfølgelig er det ikke en god ide. Det er jo på sin vis en dybt latterlig ide. Men alligevel gør man det. Bare for at.. fjerne. Fjerne hvad? Virkeligheden? Måske lige præcis for at få den til at træde til. Smerte. Jep. Jeg lever. Baaah. Det er jo aldrig det det handler om.. men hun vidste faktisk ikke hvad det handlede om. Hun vidste ikke hvorfor lysten kom. Eller hvorfor hun gjorde det. Hun stillede spørgsmålstegn, men ventede aldrig på svaret. Fortrængete bare det skete og glemte egentlig hændelsen indtil næste gang lysten dukker op...
   Nogle gange når hun sad og slog sig selv med knyttede næver i hovedet og hun mærker smerten i tindingen, så stoppede hun op og tænkte... er der mon noget galt?
   Men så tænke hun i stedet; Er der andet jeg kan gøre? For jeg kan jo ikke have synlige mærker på kroppen. For hvis jeg får et job, skal jeg være klar til at møde op. Soigneret, flot og normal. Ingen tegn. Det hele handler om overflade. What's on the outside is what is importent. Fuck det der ligger under overfladen. Det er der alligevel ingen der ser.
   Desuden, når de gode dage kommer, så betyder de dårlige ingenting. De findes ikke. Hendes tankestrøm kørte i ring. Men hun lod den.
   Man tilpasser sig. Svedarmbånden blev en integreret del af påklædningen. Det var det sidste hun tog af om aftenen og det første hun iførte sig om morgenen. Hun faldt i søvn med hånden under puden (og håbede at den blev der) og hun holdt armen tæt til kroppen når hun skulle i bad hos fremmede. Hele tiden denne bevidsthed omkring det. Når hun var alene, opsluges hun af det smukke. Arrene der er som en smuk accessory til hendes udseende. Men det er et smykke hun aldrig kunne bære åbenlyst. De var et tegn på svaghed. Et kort øjebliks mistet kontrol. Ved de da ikke, at deri ligger hele kontrollen? Ved de ikke, at det er dem der gør hele forskellen. De betyder jo at man havde kontrol.

Nu havde de fejret hendes fødselsdag.... Så kunne hun vel næsten forvente at hun ikke ville høre fra dem før næste store event... Det betød heller intet. Hun havde jo de fine røde striber til at holde hende med selskab.