Tusindvis af tanker, piercer hendes sind. Tynget af sine følelser, vælger hun dog alligevel at gå med i byen.
   De starter stille og roligt. Hygger, snakker. En øl. 2 øl. De har det sjovt. Alle sammen. Der bliver delt jokes. Der bliver snakket dybt. Samtalen er flydende. Alt er præcis som det skal være.
   Hun går på toilettet. Ensomheden rammer hende. Hun er der jo alene. De andre sidder derinde. Og hun er her. Nu. På toilettet. Alene. Hun skynder sig tilbage, men det er for sent. Følelsen har allerede sat sig i hende. Hun er der alene.
   De andre fortsætter snakken. Griner, henvender sig til hende. Hun nikker og smiler tilbage, men hun er ikke længere en del af det. Hendes tanker er et andet sted. Nej, hendes tanker er lige der, i deres midte, og de ser dem ikke. Hvorfor ser I mig ikke? Hvorfor opdager I ikke at noget er forandret? Kan I ikke se at jeg sidder her alene..
   Der måtte gøres noget? Men hvad kunne hun gøre?
   Hendes arm ligger på bordet.. I hendes hånd holder hun en flaske. Netop tømt..
   Hun smadrer en flaske ned i armen. Armen hvilende på bordet, og da flasken får kontakt med først armen, derefter med bordet splintres den. Og kræften fra slaget gør at flasken fortsætter og flår armen op. De flyver omkring i et virvar af glinsende små krystaller. Farlige krystaller. Glasskårene. De rammer bordet, gulvet med den velkendte lyd. En lyd der kan høres uden problemer, på trods af den høje musik.
   Med et er det som om alles øjne rettes mod hende. De kigger alle sammen. Måbende. Chokerede. Hun mærker smerten. Den kommer med et sekunds forsinkelse, men i fuld kraft. Glasskårene der nu sidder i huden, de dybe rifter, det hele. Et smerte inferno i, på og omkring hendes arm. Smerten fylder hende indefra. Sender stråler til hendes hjerne der fortæller hende, at dette, er ikke noget godt. Advarselssignaler.
   Men det dulmer.. Det dulmer den indre smerte. Det får hende til at slappe af. Hvis blot folk ville holde op med at stirre så.. Ja ja, måske var det deres opmærksomhed hun cravede sekundet inden hun slog til, men ikke nu. Nu er der kun den dulmende følelse dybt indefra, manifesteret i hendes arm.
   Pludselig var der en der rev fat i hende. Råbte hende ind i ansigtet, trak i hende. Men lyden var der ikke. Der var ingen lyd. Ingen musik. Ingen råbende eller snakkende mennesker. Kun følelsen fra armen, der kun smertedes endnu mere nu hvor personen foran hende havde grebet fat i den.
   Der blev hevet i hende. I alle retninger. Skældte de hende ud? De var vel frustrerede, men de forsvandt for hendes øjne. Hun så dem ikke. Ingen lyd, ingen ansigter.
   Om hun ville sidde ned? Det vidste hun ikke rigtig, men førend hun nåede at tage stilling, var hun blevet placeret. Der var en rundkreds af mennesker omkring hende. Alle sammen ville de se showet. Hendes show. Men de var så mærkeligt fjerne. Alle sammen. Som så hun dem igennem en skærm.
   Til venstre for hende blev mængden brudt af folk i hvidt og orange tøj. Hun opdagede det besynderlige virvar, folk der blev skubbet til side og mændene der nærmede sig. I slowmotion? Nej, det gik vist hurtigt.. I hvert fald befandt hun sig på båren inden hun selv nåede at opdage hvad der skete. Det føltes som havde hun hovedet under vand. En dyb indre ro.
   Hun mærkede hvordan de rumsterede ved hendes arm. Hvordan glasskårene blev trykket dybere ind i huden jo mere de prøvede at forbinde. Hun kiggede ned. Der var meget blod. Men det var okay. Det var helt okay. Hun lænede hovedet tilbage, og smilede. Det var okay nu.