Jeg lader det gule kort løbe gennem maskinen. Bip!

Velkommen Ditte Grant, vær venlig at tage plads i venteværelset.
Jeg sætter mig ned. Ukomfortabelt. Det flettede ryglæn gnaver i mine skuldre, som ville det gøre ondt værre. Overfor sidder et ungt par med deres nyfødte barn svøbt i et voluminøst tæppe, som havde de for vane at tabe ham. Ved siden af dem sidder en ældre dame med sin ledsager; stokken. Den ravmørke egetræs dør bliver skubbet op, og med ét vågner alle af deres trance. Deres øjne lyser forventningsfulde et split sekund, men slukkes brat, da navnet klinger i lysekronens krystaller. "Ditte Grant!" Anna Rita råber mit navn op og ser spørgende på de afventende mennesker i lokalet. Jeg rejser mig lettet. Smilende. Så behøvede jeg ikke vente længere...

Det værste, man kan udsætte det moderne menneske for, er ventetid. En påstand, som i mine øjne, kun er sand til en vis udstrækning. For kan det ikke tænkes, at der både findes charmerende og kvalmende ventetid?

I december måned er ventetiden uendelig lang. Børn og barnlige sjæle sidder hver aften ved middagsbordet og betragter den strålende ild fra kalenderlyset med tindrende øje. De drømmer. Om snefnug, der hvirvler ned fra den stjerneklare himmelbue. Om en fyldig mand i rødt. Om konfekt, slik, knas og alverdens søde sager. Men mest af alt drømmer de om juletræet med alle de pragtfulde gaver, som bare venter på at blive pakket op. Men før det kan lade sig gøre, skal gaverne købes.
I sidste uge stod jeg og ventede i en meterlang kø i H&M for at bytte et par bukser, der ikke engang var mine. Jeg var omgivet af fem barnevogne med tilhørende mødre. Det tog en krig førend det var min tur. Det er som om, at alle mennesker - især kvinder - går i panik op til jul. De styrter rundt i alle butikkerne for at købe tonsvis af gaver, mad og overflødigt julepynt. Hvilket forårsager, at jeg skal stå i kø og vente. Dét er en dårlig ventetid, men den er til at leve med.

Mit forhold til min far har altid været meget skrøbeligt og usikkert. Da jeg var mindre, var det meningen, at han skulle komme og hente mig, når jeg skulle besøge ham. Men ofte endte det med, at jeg lørdag formiddag stod på en stol og spejdede forgæves ud ad vinduet. Ventede. Den lille piges øjne lyste håbefuldt. Men dette lys blev langsomt slukket, når hendes mor kom til syne i døråbningen med vemodige øjne. Han kom ikke. Dét er en svær og nervepirrende ventetid, som skaber mørke afgrunde i et ellers glødende hjerte. Men jeg har lært at leve med den.

Bussen. Den har de fleste prøvet at vente på. Hvis du er dum, så synes du, at det er tidsspild. At står der i sjap op til anklerne med armene over kors. Du skuler ondt efter de andre, som sidder i deres opvarmede biler. Vinden er bidende kold, og du fortryder straks, at du ikke tog hele vinterudstyret på netop i dag. Men jeg har fundet ud af, at man i stedet for kan bruge denne ventetid til noget fornuftigt; at tænke.
Forleden dag overvejede jeg, om jeg, i stedet for at vente på bussen, skulle cykle hjem. Bussen vandt. For selv om at tiden i bussen kan synes lang, så forsvinder den hurtigt på splitsekund, hvis man tænker sig om. Dét er den ekstra ventetid, som man kan lære at holde af.

Tiden er værdifuld, og nogle ting er værd at vente på - selv for det moderne menneske.

Jeg rækker taknemligt hånden frem mod min læge, endnu engang har hun gjort et fortrinligt arbejde med mine skuldre. Hun holder den overdimensioneret egetræs dør for mig, og som jeg kommer til syne i døråbningen, vågner alle i lokalet af deres trance. De har tænkt.