Jeg kendte en gang en særlig mand. Han var schweizer ligesom alle os andre, men vi kaldte ham alligevel "Særlingen". Det var fordi han boede i bjergene og elskede alt hvad der hed natur. Når der en sjælden gang kom nogen derop, skyndte han sig ind i sit hus, fordi han ikke ønskede at tale med nogen. Han var ufattelig sky, og selv ikke da en flok knægte der skulle på lejrtur i bjergene, over malede hans ene væg med graffiti sagde han noget. Nede i dalen gik der rygter om, at han ikke var helt normal.

En dag blev der kaldt til møde. Oppe i bjergene skulle der bygges et skisportssted, men Særlingens hytte lå i vejen. Uden at nogen spurgte Særlingen, besluttede man, at hele hytten skulle rives ned og Særlingen skulle bo i byen. Det blev også besluttet at jeg skulle sige det - Jeg var trods alt den eneste, der nogensinde havde været i kontakt med Særlingen.
   Jeg fortalte staklen om planerne. Han troede at han havde et valg, men da han ikke havde det, blev han så underlig ked af det. Da jeg og nogle andre hjalp ham med at pakke sine sager ned, sagde han ingen ting, og da huset blev revet ned, sagde han ingenting.
   Jeg skaffede et job til ham på byens bibliotek, hvor jeg selv kom hver dag, så jeg kunne holde øje med ham og se om han klarede sig.
   Særlingen fik en uheldig start. Han nægtede at tale med nogen udover mig, så han kunne ikke hjælpe kunderne. I stedet fik de ham til at sætte bøger på plads, hvilket han var meget god til. Alle roste ham, men han var alligevel ikke lykkelig. Han levede kun af pizza, da han aldrig havde lært at købe ind, da han i bjergene som regel slagtede et af sine får, eller kogte suppe på grøntsagerne fra hans have. I starten snakkede han en smule begejstret om pizza'en, men efterhånden kørte han træt i det. Særlingen kørte også træt i sit arbejde og sit liv: Lige meget hvor meget folk roste ham eller snakkede med ham, var han ulykkelig.
   Jeg kaldte et par af hans kollegaer sammen til et møde. Der blev udvalgt en komite, som skulle sørge for at han klarede sig på arbejdet, og de skulle også finde ud af hvorfor han var ulykkelig. En af Særlingens kollegaer spurgte, hvorfor Særlingen ikke var lykkelig, når han tjente penge, fik mad på bordet og havde et arbejde? Dog var hans arbejde noget usselt noget; Han blev jo pukkelrygget af at slæbe på alle de bøger.

Man valgte derfor at give Særlingen et nyt job: Han blev kulissemaler på Det Kongelige Teater, hvor han dagen lang malede kulisser. Han tjente mere på dette arbejde, og fik råd til at købe lidt finere mad. Han levede næsten kun af spaghetti og roastbeef, som jeg købte ind til, og jeg viste ham også hvordan det skulle laves. Han spiste en sjælden gang pizza, som han nu selv hentede.
   Alle mente at Særlingen havde gjort fremskridt, men komiteen og jeg, kunne se at der stadig var noget galt. Han smilte aldrig og var stadig meget indadvendt og ulykkelig.
   Der gik ét år, hvor han arbejde med at lave kulisser, men så fik jeg også vrede henvendelser fra direktøren af Det Kongelige Teater. Særlingen gjorde sit job godt nok, men han var så ulykkelig, at han ikke lavede særlige mange kulisser. Jeg holdt igen et møde, og man besluttede at Særlingen igen skulle havde et nyt job. Igen sagde hans gamle kollega: "Hvorfor er han så ulykkelig, når han tjener penge, har mad på bordet og et arbejde?"

Særlingens nye job, var et endnu finere, men mere simpelt arbejde. Han skulle hælde parfume på flasker, og så trykke på en grøn knap. Han fik råd til at variere sin mad, men han kunne stadig ikke finde ud af at lave mad, så derfor gav bagermesteren og kokken fra byens restaurant og konditori, ham et kursus i madlavning. Særlingen lærte derfor at lave sin egen mad.
   Alligevel var han meget ulykkelig, og som dagene gik, blev det værre og værre. En dag kom hans nabo ind til mig, og bad mig om at se til Særlingen.
   Da jeg gik ind på hans værelse, lå han syg i sengen. Han havde sin arbejdsuniform på, men jeg fik ham overtalt til at tage pyjamas på, inden jeg undersøgte ham. Jeg fandt ikke ud af hvad han fejlede, men jeg forstod at han skulle overvåges hele tiden. Komiteen fik folk til at hjælpen med at holde øje med ham.

En smuk forårs søndag, hvor jeg netop var på vej hjem fra et sygebesøg, kom hende der havde dagens vagt løbende hen til mig.
   "Han er død," var hendes eneste ord, og sammen løb vi hjem til ham. Han lå fredfyldt i sin seng, og sammen med nogle andre naboer fik vi ham fjernet og sendt til kirken. Vi besluttede at han skulle begraves den følgende fredag. Vi gik i gang med at rydde op i hans få ejendele, og da vi bar kommoden ned, faldt der pludselig en lille bog ud. Jeg samlede bogen op, og tog den med hjem.
   Der hjemme undersøgte jeg bogen nærmede, og så at der et sted var stukket en lille serviet ind. Jeg åbnede på stedet og læste:
   "I flyttede mig fra min elskede natur. I gav mig et arbejde og troede jeg var lykkelig. I troede jeg var lykkelig når jeg havde penge.
   I vidste bare ikke, at man aldrig kan tage svingfjeren fra en fugl, uden at den vil længes efter at flyve igen."