Det er søndag nat og det er pissekoldt.
   Jeg har fornemmelsen i kroppen allerede fra jeg træder ud af bussen og ned på det frostglatte fortov. Det er sent og Nørrebrogade er næsten livløs,
   bortset fra et par taxaer, en forfrossen hjemløs og så mig.
   Jeg går ned ad Sjællandsgade og passerer spredte miniaturebjerge af brækfarvet sne, der var så smuk i går. Nyfalden og funklende. Så megen forfald på så få timer.
   Fornemmelsen vokser i takt med mine skridt: en foruroligende følelse af at blive iagttaget.
   Forfulgt?
   Jeg mærker det som små nåle i nakken.
   Jeg vender mig halvt bagud imens jeg går,
   forsøger at spotte en mulig forfølger uden at sænke tempoet.
   Jeg knytter hænderne i lommerne, bare for at overbevise mig selv om, at jeg er forberedt på hvad end der må komme.
   Kigger mig over skulderen for hvert andet skridt
   og ser usynlige fjender i alle skygger.
   Hopper skræmt ved en pludselig lyd.
   Drejer hundrede og firs grader med alle muskler spændt, alle sanser åbne:
   Men gaden er og forbliver mennesketom. Stille.
   På nuværende tidspunkt vil jeg næsten foretrække en voldelig psykopat fremfor den stilhed. En stilhed så larmende og intens, at den er ved at sprænge mine trommehinder.
   intet sker. Men fornemmelsen bliver hvor den er: stikkende i nakken, hviskende at noget farligt er under opsejling.
   Jeg fortsætter. Paranoiaen speeder mig, gør mine bevægelser hurtige og abrupte og fører mig hurtigere igennem kvarteret end forventet.
   Jeg løber næsten da jeg når omkring det sidste hjørne og kan ånde lettet op ved at se mit opgangsnummer lyse mig i møde. Jeg trækker vejret dybt ind og ånder beroligende frosthvide skyer ud i atmosfæren. Forsøger at holde fornemmelsen på afstand ved at tænke positivt og tvinge mine skridt ind i en mere afslappet rytme,
   -og stivner, midt i en bevægelse:
   Junkien sidder på min trappesten.
   Små pupiller, som knappenålshoveder, brænder anklagende huller i min hud. Kradser i arrene på armene, der dårligt nok er helet. Jeg står uden at bevæge mig, uden at sige noget.
   Han ser så fortabt ud. Så ynkelig i sin tynde trøje, rystende af kulde i Decembernatten. Det var ham jeg kunne mærke.
   Min fortid stirrer på mig, til det gør ondt i sjælen, med døde, tårevåde øjne liggende dybt i hans magre ansigt.
   Jeg sænker uvilkårligt blikket til det møder asfalten.
   Sådan står vi længe, med hver vores tanker, indtil Junkien bryder stilheden med en stemme som en rusten nedstryger.
   'Hvorfor?'
   Et enkelt, grådkvalt ord, dækkende et så dybdegående spørgsmål.
   Hans skravlede krop gennemrystes af kramper. Om de kommer af indestængt gråd, abstinenser eller kulde ved jeg ikke, men det rykker mig ud af apatien. Tvinger mig søvngængeragtigt ned på trappen ved siden af ham. Jeg åbner frakken og lukker ham ind i varmen. Mærker hans skarpe ribben igennem huden, hans nøgne hoved imod min skulder og vores arme om hinanden. Hvor har jeg savnet ham.
   'Elsker du mig ikke længere?'mumler han, forurettet, uendelig trist.
   Selvfølgelig gør jeg det. Så højt at det gør ondt.
   Forstår du ikke det, Junkie?
   Øjnene stikker mig igen. Uforstående.
   Så døde de er, så alene. Han har brug for mig.
   Mest af alt det har jeg savnet. Men jeg kan lugte mine venners blod på hans hænder. Den røde farve blænder mig da han modtager en cigaret jeg tænder til ham.
   Jeg kan kende dem alle sammen. Nogen er gamle, rødbrune og indtørrede, ses kun som svage spor i Junkiens fingeraftryk. Andre er helt friske, stadig dryppende og klæbrige: Allan, Thomas, Tøsen... og Oliver. Lille kønne Oliver.
   Olivers er særlig tydeligt. Jeg kender det så godt fra de delte kanyler.
   Men de valgte Ham jo selv... det er vel ikke Junkiens skyld.
   Vil han med op? Jeg når dårligt at udtale spørgsmålet, før vi er på vej op ad trappen. Han bevæger sig som et dyr.
   De lange hvide lemmer har noget desperat og truende over sig, men også noget uskyldigt.
   Som et barn, vildfarent og hjælpeløst, men med en atombombe tapet til kroppen.
   Frastødende, men uendeligt tiltrækkende.
   Han holder krampagtigt fast i min hånd, som for at sikre sig at jeg ikke forsvinder.
   Jeg klistres fast af blodet og ønsker aldrig at slippe igen.

Da vi træder ind i min nikotingule lejlighed, trækker jeg ham ned i øjenhøjde, selvom pupillerne stikker mig til blods på så kort afstand.
   Dette er sidste gang, Junkie. I nat er vores og kun vores, men fra i morgen vil jeg aldrig mere se dig.
   Nu er det Junkie der slår blikket ned.
   Han forstår ikke, men accepterer.
   Han håber bare, at jeg taber igen.
   En enkelt forræderisk tåre trækker en tydelig stribe ned ad hans kind og afslører hvor snavset huden er.
   Jeg kysser den væk, siger han ikke må tænke på det nu.
   I aften er vi sammen og kun det betyder noget. Kysser hans blodløse læber, mine hænder under hans trøje, hans i mit hår. Junkiens Tøj forsvinder af sig selv, smeltes væk af hans kogen under min berøring. Kun huden er imellem os nu.
   Hans tynde, blege krop hvor alle knoglerne er fuldt synlige.
   De skrækindjagende sår på de senede arme, ben, på halsen og i lysken...
   frastødende, og uendeligt tiltrækkende.
   Han presser krævende sin krop imod min, i dovne glidende bevægelser.
   Hans lange fingre løber ned ad min nakke over skuldrende og ned til mit ærmegab.
   Han trækker det op i en elegant bevægelse og blotlægger min sårbare underarm.
   Med tre dybe hug trænger han ind. fylder mig helt ud, til min krop nærmer sig bristepunket, trænger dybere og dybere ind, helt ind.
   Til alle hemmeligheder åbenbares, alle traumer fortrænges og jeg skriger i smerte,
   og eufori.
   Sidste hug og giften spredes... tyk, hvid og kogende varm.
   Orgasmen følger sekundet efter:
   jeg rykkes væk fra verden i en bølgende implosion af velvære og violet fløjl.
   Vi opløses og smelter sammen, til vi begge er hele igen.
   Han er i mig.
   Jeg tænker ikke, føler ikke... verden krakelerer i bittesmå snefnug, så bløde og behagelige, og efterlader kun os.
   Kun os.

Jeg elsker ham så højt, min ældste, bedste og smukkeste ven.
   Junkie, jeg elsker dig mere end livet.

Jeg håber jeg aldrig ser dig igen.