jeg vader rundt i en uforsonlig Masse
af regnvådt neonlys og forureningens hårde lyde.
De skratter vredt, som en forsømt kortbølgeradio.
Cementblokkende lurer.

Jeg går bare... og passerer livet på vejen.
Nogen har smidt det fra sig.

Massen er grødet og klistret,
kan kun indtages igennen røg. Så det gør jeg...
med en joint hængende i mundvigen, springer jeg fra vandpyt til vandpyt
og lader syreregnen svide huller i mine jeans.

Dråberne fanges i håret og bliver hængende
som små glitrende krystaller,
Hvorefter de sniger ind under jakken,
for at gennembløde.

De er vand, med en mission.
Jeg er skæv, men jeg ved Noget:

Bag cementen lever der ansigter.
lurende, hånlige, utilnærnelige ansigter.
Lyset i Blokkenes dumme øjne har sladret.
cyklerne vidner ligeledes...

cyklerne står foran opgangene, alene.
Ligesom jeg håber de overfladisk, at bevare lakken i regnen.
på trods af begyndende rustplamager.
først hvis du graver i lakken, kradser alle lagene af os, finder du dødsønsket.

ønsket om at opløses.

Regnen skal skille os ad, celle for celle
og alle skal vi blandes med Massen af neon, rust og melankoli.
til sidst skylles jeg ud
med Regnen imellem fliserne.