Deres kærlighed var ægte. Hun lod sine negle glide hen over forklædet. Følelsen og lyden af neglenes kradsen mod stoffet var helt uforlignelig, syntes hun. Hun kiggede et øjeblik ud af vinduet; op mod himlen, men kiggede hurtigt ned igen. Hun ville ikke tænke for meget på ham. Ikke før han kom hjem. Hun kunne aldrig bære savnet, når han var væk. Hun satte sig ned på klinkegulvet og trak sine ben op imod kroppen. Foldede armene omkring benene, lod sin hage hvile på knæene og lænede sig tilbage ind mod køkkenskabet. Hendes øjne lukkede sig langsomt, og igen kom billedet af flammerne. Hun smilede med lukkede øjne. Flammerne viste sig af og til, når hun lukkede øjnene. Fordi deres kærlighed var ægte. Lidenskabelig. Varm. Som ild. Deres kærlighed fortærede alt andet i hende. Hun åbnede igen øjnene og løftede hovedet op med en hurtig bevægelse, der skulle signalere, at hun nu ville op at stå igen. Hun blev dog siddende på gulvet i endnu et sekund for at føle de kolde klinker imod sine håndflader, før hun skubbede sig op. Hun kiggede sig flygtigt omkring. Hun følte sig sorgløs. Opløftet. Som om intet ondt kunne ske hende. Fordi hun vidste, at hun havde ham. Og han havde hende. Hun prøvede et øjeblik at forestille sig, hvordan hendes liv havde været, før hun mødte ham. Før deres første kys. Men det hele stod blot som en uigennemtrængelig tåge. Som om intet af det rigtig betød noget. Der var kun de to, og ingen andre. Måske skulle hun bage lidt. Overraske ham med hjemmebagt brød, når han kom hjem. Hendes fingre strejfede køkkenbordet, og hun tænkte på alle de gange, han havde elsket med hende lige dér. Alle de gange, han havde fyldt hende med en glæde og en kærlighed, der næsten var for stærk til at bære. Hun duftede til sin ene håndryg, som var det sidste, hun havde rørt ham med. Aet ham på kinden, inden han gik ud af døren. Hun syntes, hun stadig kunne fornemme hans after shave. Hun vidste udmærket godt, at det var fjollet, fordi hun jo havde været i bad hver dag, siden han tog af sted, men alligevel. Hun forestillede sig, at tilfældigheder havde gjort, at vanddråberne fra bruseren hver dag var gledet udenom lige præcis dét sted på hendes ene håndryg, hvor hun havde rørt hans kind. At hun rent faktisk stadig kunne dufte ham. Men inderst inde vidste hun godt, at det var fjollet. Hun lukkede øjnene og duftede igen til sin håndryg. Igen kom flammerne. Det føltes næsten som om hele hendes hånd brændte. Hun holdt stadig øjnene lukket. Lige indtil hun næsten ikke kunne holde det ud mere, så åbnede hun dem, og flammerne forsvandt. Hendes hånd føltes stadig brændende varm, så hun tændte for vandhanen og lod det kolde vand omslutte hånden.

Den spejlblanke overflade bevægede sig næsten ikke. Han kiggede rundt i kabinen for at se, om vandet i hans lille, hvide plastic-kop var det eneste, der stod stille, men han kunne ikke se vandoverfladerne i de andre passagerers kopper. Hvis de nu bare havde været gennemsigtige, så ville han kunne se, om der var bevægelse i nogle af dem. Han kiggede igen på sit eget. Førte sin pegefinger ned mod vandet og smilede næsten, da spidsen af neglen brød den fredfyldte overflade. Han rørte lidt rundt med fingeren uden at bevæge armen. Blev træt af at skabe kaos og kiggede ud af flyvinduet. Tænkte igen på hende. Han havde lovet sig selv ikke at tænke for meget på hende, fordi det altid gjorde rejserne endnu mere uudholdelige. Tanken om at være adskilt fik ham til at føle sig fysisk syg. Han vendte blikket opad mod kabinens loft for at tænke på noget andet. Det virkede selvfølgelig ikke. Et kort øjeblik syntes han, han så hende blinke til ham, da han kiggede op i den lille lampe, der sad lige over hovedet på ham. Hans ene mundvig trak sig næsten ufrivilligt opad i et lille halvskjult smil, og han lukkede øjnene og lænede hovedet bagud. Kunne lige så godt overgive sig til dagdrømmene. Hun ville alligevel snart være i hans arme. Snart. Om et kvarters tid var flyet landet, han ville sætte sig ind i bilen og køre hjem til hende. Rulle vinduet ned og skråle med på ligegyldige popsange. Det betød ikke noget, om nogen hørte ham. Det betød aldrig noget. Deres kærlighed var ægte. Et lille bump fik ham til at hoppe i sædet, men han vendte hurtigt tilbage til hende. I tankerne. Hun var der altid. Selv når hun lå lige ved siden af ham. Det var tit svært for ham at tænke klart, fordi hun altid smilede til ham derinde. Smilede og lo. Satte sig på hans skød og kyssede ham på halsen, mens hun lagde armene om ham. Han kunne ikke se, at hun smilede, men han vidste, at hun gjorde. Hele kabinen hoppede endnu en gang, og han blev revet ud af sine dagdrømme. Han så et øjeblik ud af vinduet. Kiggede ned på den lille, hvide plastic-kop, og igen ud af vinduet. En enkelt svedperle sprang frem på hans pande. Med en hurtig bevægelse tog han koppen og hældte den sidste smule vand ud i hovedet på sig selv.

Hun fjernede hånden og iagttog de små vanddråber løbe forskellige veje ad hendes fingre og ned mod den skinnende stålvask. Hun udså sig en enkelt dråbe og besluttede sig for at holde fast på den lidt endnu. Hun lod den glide langsomt ned mod spidsen af sin lillefinger, og vendte i sidste øjeblik hånden om, så den i stedet trillede ned mod hendes håndled. Sådan fortsatte hun. Holdt dråben i live, tænkte hun. Hun forestillede sig, at dråben var hende taknemmelig, fordi hun havde givet den en chance for at se lidt på verden. I stedet for bare at falde lige ned i bunden af vasken, videre ud i kloakken og ud imod ingenting. Hun lagde hånden ned i vasken og lod dråben selv glide ned på den kolde metalflade. Da hun havde overladt dråben til dens skæbne, fik hun igen en brændende fornemmelse på hånden. Hun kiggede ud ad vinduet og op imod himlen. Syntes, hun så et par blinkende lygter. Måske. Måske det var ham. Han kunne være der hvert øjeblik! Hun lænede sig fremover for at kunne se mere af den lyseblå himmel. Der var naturligvis tom. Tom og blå, som den havde været det, hver gang hun spejdede op efter ham.

På med masken. Ingen grund til panik. Desuden var hun hos ham. Han kunne ikke være sikker, men mon ikke han var den eneste, der smilede inde under masken? Han ville egentlig åbne øjnene og kigge sig omkring for at få vished, men så ville han miste hende. Og det ville være dumt nu. Han så hende stadig for sig; smilende forventningsfuldt i køkkenet, mens hun kiggede op mod himlen. Som hun altid gjorde. Trykket i kabinen og i hans mellemgulv var næsten forsvundet. Men han holdt stadig fast. Han kunne mærke hende på sit skød. Kunne mærke hendes varme ånde mod sin hals. Og hendes læber på sine.

Hun hørte næsten ikke braget, da spidsen af flyet borede sig ned igennem taget. Hun stod henne ved vinduet og kunne ikke rigtig undgå at blive ramt. Mon hun egentlig ville have gjort det, hvis hun kunne? Undgået det? Hun vidste jo, det var ham. Hun vidste, at han sad på ét af de sæder, der lige nu var på vej det sidste stykke ned mod køkkenets klinkegulv, hvor hun netop havde siddet og tænkt på ham. Og da vidste hun, at de var sammen.