Krigerpigen drog af engen over
Blandt kløverblomst og kvæg.
I horisonten hun skimtede
Skoven, der gav Dragen læ.

Over skulderen i det fjerne
Hun den tomme landsby så.
Hjertet bankede i hendes bryst,
Da hun Krystallen tænkte på.

Dragen den dyrebare skat havde slugt
Og som fæstning skoven taget.
Onde de levende træer var blevet,
Kun få forstanden stadig havde.

Stille hun den døende skov sig nærmede,
Og luften blev langsomt koldere.
Lys og mørke til ét løb sammen,
Som om livet havde byttet roller.

Hun rykkede frem skridt for skridt
For stille at dragen møde.
Tågen sænkede sig tungt over jorden
Hædrende dem, der var døde.

Over bunden nær en bevægelse
Hun sig vendte om imod.
Der om træet en halespids,
Stigende hun følte sit mod.

I nakken en pusten ganske svag
Bevidnede et væsens væren.
Krigerpigen tilbage huskede
På hendes faders læren.

I et usanseligt sekund
De tøvede begge.
Men hendes hånd var hurtigst
Hendes sværd med blod at dække.

I dødens hånd den faldne drage
Med ild et råb udspyede.
Brat dens øjnes flammer slukkedes,
Mens sværdet blod udgyede.

Skatten i maven sig befandt,
Det Krigerpigen vidste.
Hun fra Dragens dyb Krystallen drog,
Lukkede dens øjne, som det sidste.

I lyset kuglen glimtede
Bevidnende sejren den gode.
Tågen opløstes af hundrede fugle
Sjungende en node.

Frem på ny livet tittende spirede,
Krigerpigen da lo.
I horisonten eventyr hun så,
Mens hun over engen drog.