Jeg havde tit siddet her. Lige ved det store vindue ud til gaden, og kigget på folk, læst en bog eller drukket en kop kaffe over dagens avis. Laden var et dejligt tilflugtssted tidligt på dagen. Der var stort set aldrig nogen mennesker på dette tidspunkt, og Peter i baren var altid med på en diskussion om hvorledes kommunismen var menneskets redning. Det var egentlig ikke fordi samtalerne bestod af noget nyt, det der gav kicket var Peters gennemsyrede stædighed. Han nægtede simpelthen et hvert argument man kunne ha' imod hans højthelligede, ja nærmest fanatiske, dyrkelse af hans politiske overbevisning. Det sjoveste var når han kun kunne sige nej til sidst, når der simpelthen ikke var andet for ham at sige, når man havde kommet med det ene dræbende stød efter det andet, og havde vundet diskussionen overlegent. En gang blev jeg smidt ud, efter jeg havde vundet endnu en lang diskussion - og det gik jeg så hjem og skrev om den dag.
   Ja, Peter var inspiration til meget. Han havde tit floreret i mine historier, som en biperson. En biperson der egentlig var overflødig, men gav en vis dybde i de endeløse noveller, jeg skrev dag ud og dag ind, på kollegiet i Christianshavn. Den stædige bartender med det lange hår og det rynkede ansigt. Bartenderen der var så fin en fyr, og alt for god af sig. Hans hjerte var så stort, og han hjalp alt og alle. Han var manden der kunne få en ud af alle slags situationer, for Peter! Peter kendte alle. Han var nærmest født ind i faget som bartender, og han havde serveret for halvdelen af København hele sit liv, og kendte alle mennesker, og vidste hvem der skabte ballade og hvilke tøser der ville give ham deres nummer. Peter var det alvidende orakel. Det københavnske orakel, slummets hjælper, pushernes mellemmand, ludernes støtte. Ja, Peter han var en folkehelt. Ikke en særlig poleret folkehelt - ikke den slags helt der bliver skrevet om. Ikke en Kent-Clark-helt. For han lignede mest af alt en hulemand der var gravet frem lidt for sent, men sådan havde Peter altid set ud, med hans store guldøreringe og den store tatovering, af en nøgen dame på overarmen. En tatovering, han en dag for mange år tilbage, havde fået lavet på indre Nørrebro af en fuld islænding, der med sikkerhed troede det var en dame han skulle ha tatoveret, og Peter der var mindst ligeså fuld troede fuldt og fast på at islændingen var klar over at han skulle ha' tatoveret hans tidligere kones navn. Og det grinte vi meget af for et par dage siden.
   Nej, men Peter var en helt på mange måder. Han hjalp altid de mest forladte sutter hele vejen hjem efter arbejde. Han kunne tit bruge masser af timer på at hjælpe den ene eller anden hjem, selvom han ikke kendte personen, men han kendte typerne og vidste at ingen andre hjalp dem, der var kun Peter. Slummets helt.
   Peter boede alene på Istedgade i en lille etværelses på 5. sal, men han var der aldrig. Hans sted var Laden. Han var der altid, fast inventar. Bag den gamle bardisk, hvor han havde skænket så urimeligt store mængder sprut og cannabis og hvad han nu havde på lager, over disken. Bevægelserne var mekaniske og han behøvedes ikke en gang at se sig tilbage når han rakte ud efter Jack Daniels. Alt var indpodet, og alle drinksopskrifter var lige i fingerspidserne. Han var en gud bag bardisken, og pigerne var vilde med det. Peter var langtfra en smuk mand, men ofte, når jeg havde været på besøg i den lille etværelses, lå der en smuk pige i hans seng og boblede.
   Peter var inkarneret ungkarl. Han havde prøvet at være gift. Bente, hed hun og kom fra Hillerød, var dybt kristen og gammeljomfru. Peter havde mødt hende i kirken, hvor han var listet over med et par gamle flippere, og røget sig sådan en kæp i øret, at enhver christianit må ha' vredet sig af misundelse. Men på en eller anden bizar måde var Bente faldet for ham, da hun som kordegn, og derfor en autoritet, måtte bede dem om at forsvinde. Måske var det fareelementet der havde været tiltrækkende ved den gamle freakbrother. Jeg har aldrig rigtigt fået historien. Han holder hele Bente dramaet for sig selv. Eller som han sagde en gang jeg insisterede på at høre det: Nogen ting skal deles med andre, og nogen skal forblive for sig selv. Den historie ville han selv beholde, ikke fordi han skammede sig, men det var hans skat - hans låste pengeskab.
   Og som hans pengeskab var fyldt med Bente var mit fyldt med den smukke pige jeg mødte på Laden sidste uge, til et stort lyrisk arrangement. Der var folk i alle aldre, ikke mindst studenter piger. Og det var netop en studerende pige jeg havde mødt, og jeg følte mig som en gammel gris, men vi havde snakket så godt sammen og havde fuldstændigt isoleret os fra alle andre. Sad bare og studerede hinanden hele natten, lige indtil Peter måtte sige, lidt forlegent, at nu lukkede Laden, for Peter var så god af sig - helten Peter. Og nu sad jeg så her, og ventede på den pige der havde været skrevet om i så mange af mine tekster.
   - så er hun her sagde Peter og smilte sjofelt til mig ovre i den mørkebrune bar.
   Og der stod hun i døråbningen, den lille asiatiske pige, der var så smuk. Hun stod der med det største strålende smil, der fik øjnene til at forsvinde fuldstændigt i det lille hoved. Og det vilde sorte hår blafrede smukt, der da hun stod og kæmpede med den tunge dør. Og jeg smilte og pengeskabet stod helt åbent for modtagelse. Hun var nemlig min lille skat.