" se mig i øjnene, og sig at du er stolt af mig! "

Håret fra den blonde paryk, filtres sammen i vinden.
En hånd med røde fine negle, stryger håret til side, så de insisterende øjne igen gennemborer ham.

" Det her er mig, forstår du det, og jeg er glad for det. Jeg er lykkelig her. Det her er mine venner for fanden! "
Følelser prøver at blive tøjlet, men det kammer over, og stemmen bliver skinger og dirrende. Øjnene fyldes af tåre, der bryder igennem de kunstige øjenvipper.

To skikkelser står under en gadelampes lys, i blæsevejr. Det er efterår, aften i byen og det ene sparsomt beklædte individ, har givet sig til at hulke.
Den anden person står og virker apatisk, men ser man nærmere på den midaldrende mands ansigt, kan man se at han er lammet af situationen. Hans ansigt ser forpint ud, i jagten på en forklaring. Og oveni hans forvirring kræver denne ukendte, men igen så hjertenære og elskede person, at han skal være stolt af ham. At han skal klappe i hænderne over dette her. Og det var ham der bare var på vej i kiosken efter en avis, og så stødte han tilfældigt på denne person.

" Du har altid sagt at man skal være tro ved sig selv. Altid! "
Nu græder personen med parykken rigtigt, og der er vrede i stemmen.

" Men du vil ikke acceptere det, nej gu' vil du ej, din konservative gamle nar! ... og hvis du ikke kan det, vil jeg ikke have at du ser mig mere"

Der er tavst, på trods af bilernes larm. Der er mennesketomt på trods af den lange sludrende kø, ind til baren, hvor enkelte har kastet et par upassende bemærkninger efter de to personer, men det høres ikke. De kigger på hinanden, og de ved begge at noget er knækket i forholdet til hinanden.
Hånden med de røde negle ryger op til munden for at undertrykke et gisp, da personen indser dette, at ønsket om accept aldrig har været længere væk. Personen vender om på usikre ben, der i høje hæle giver genlyd i hovedet på den gamle mand.

Der går tre år, før faderen igen ringer til sin søn. Han prøver.