"At krybene taler så højt til mig, er ikke et bevidst valg jeg gør.
De er blevet en sekundær bevidsthed - lever deres eget liv i skraldet - i afkrogene, i de råd ramte vægge, der klæbrige står i konveks.

De æder sig igennem isolering, danner gange i tapetet. Myriader af ben der knitrer over mit hoved.
Jeg trækker dynen op under næsen. Som et barn.

Mørke plamager danner mønstre - rorschach test, tilbage på briksen, et andet efterår.
Det er krybene der bylter sammen bag tapetet, og som et stykke stof, der bliver gennemvædet af en sort væske, ekspanderer plamagerne sig.

De vil så gerne ind til mig, ind i mig, fylde min mund med afgrunden.
Deres stemmer er store, statiske, skingre.
Jeg råber ord uden lyd, og de svæver over mig - udklip fra aviser. Fragmenter af tekst.

Postulater om realitetens retræte, at dette er af en anden verden.

Under dynen er jeg stor
Under dynen smiles der
Under dynen kravler krybene"