Dette er den første virkelige følelse
En følelse der ikke er præget af statisk støj

Hendes fingre har pillet et lag af betonen
Og til hans forbavselse er der noget levende bag det
Et lys der nægtede at slukke

Og det knager i stenmennesket, når hun angriber
Flænger, der får puds og sten til at hamre mod gulvet
Ingen nåde er der i dette hun væsens slag

En Valkyrie i det mest blændende antræk
Svajende klager stenen, og hvis han kunne ville han græde
For hun bliver hans død

Men for hvert forsøg på flugt, finder han sig blot i en blindgyde
Og hun væsenet står sejrrigt - hoverende - og stirrer på det forskræmte i hans øjne
Og længere inde bagved - hun kan se det smukke bag skjoldet af hærdet sten

Noget han ikke selv er i stand til, eller har fortrængt
Han lagde sig komfortabelt til rette i en pøl af mudder
Det beskyttede ham, og til sidst størknede hans grå rustning fast til kroppen

Han bar den længe, og da den nu er ved at give op, rammer panikken ham
Men hun ved det, og hun er forberedt
Slagplanen er lagt

Da deres læber mødes flækker skallen i et højlydt suk.
En last tung som Jupiter forsvinder fra mandens skuldre
Og masken af sten gør grimasser imens lys stråler ud af flængerne

De dybe furer i hans pande illumineres og han skriger
Skriger i overgivelse
Skriger til betonen flækker
Skriger til ensomheden flyder ud fra ham som sort tjære
Skriger til musklerne går i krampe
Skriger alle de søvnløse nætter væk
Skriger af alle timerne foran afgrunden til helvede
De dybe sår samles i et sidste slag fra et hjerte der kæmper for at overleve

Hun- væsenet stønner befriende da lyset opsluger dem begge
I en kokon af lys omfavner de hinanden, og omkring, de magiske, de ophøjede, de elskende, pulveriseres skallerne fra stenmennesket, for at blæse væk i et suk fra vinden.