Angsten og den dårlige samvittighed var mig i lang tid derefter en trofast følgesvend. Men, hvordan...? Hvordan skulle jeg have vidst, det ville gå sådan?

Nej, jeg må nok hellere fortælle Dem historien, som den er i al sin enkelhed. Så kan De selv få lov at dømme.

Jeg havde set manden før, men vidste ikke meget om ham. Vi var på samme arbejdsplads igennem næsten et halvt år, uden at kende andet til hinanden, end hvad det menneskelige øje når at opfange. Han kom over til mit bord i frokostpausen. Spurgte. Måtte han sidde?
   Ja... jo... naturligvis.
   Efter at mælken, og den sidste rest rugbrød, var sunket gennem halsen på ham, indledte han en samtale.
   - De forstår nok, min herre, at tiden er kort her på jorden?
   Jeg lagde avisen, jeg ellers sad med, og så venligt på ham.
   - Jo, sagde jeg, - Det har nok sin rigtighed...
   - Jeg kender én..., fortsatte han, - ja, jeg kender ham særdeles godt.
   Han tøvede. Jeg opmuntrede:
   - Fortæl. Fortæl endelig. Jeg lytter med glæde til Dem.
   - Tak... Jo, jeg kender ham særdeles godt. Han tog livet af sin kæreste.
   - Hvor frygteligt. indskød jeg.
   - Ja, ikke? For selvom det var et uheld, ja, så elskede han hende virkelig.
   - Det ved De?
   - Det ved jeg bedre end nogen.
   Der blev en lille pause, hvor manden tændte sig en cigaret. Hans fingre rystede, medens han ledte i æsken med tændstikken, som var han bange for et eller andet. Først nu lagde jeg også mærke til, at han af og til skævede ud af vinduet mod vejen.
   - Han kyssede hendes lig, førend han begravede det, og stod længe og betragtede graven...
   - Undskyld, men De sprang vist noget over. Hvordan tog han livet af hende og hvorfor skete ulykken?
   Mandens øjne virkede underligt borte. Som om de så noget andet end personen, der sad overfor.
   - Åh, det må De undskylde, sagde han, da det var trængt ind, hvad jeg sagde, - jo, ser De. Der havde været fest på hans arbejde. Alle, der kunne, havde konen eller kæresten med. Hans kæreste holdt meget af at danse, han selv var ikke god til det, så han besluttede sig til at lade hende more sig, medens han selv sagde ja til at passe baren. Konen fik dans efter dans med forskellige, der var ikke noget galt, men efterhånden lagde han mærke til, at en enkelt bød hende op flere gange.
   - Uh, det lyder ikke så godt.
   - Nej, vel? Manden blev jaloux og i bare forbitrelse over intet at kunne gøre, derfra hvor han stod, begyndte han at tage propperne af vinflasker, øl osv. og byde sig selv på gratis drinks. Som aftenen skred frem dansede hans kone kun med den fremmede mand, mens han selv blev fuldere og fuldere. Åh, ja... Skål, for resten!
   Manden slog sin tomme mælkekarton mod min appelsinjuice.
   - Skål.
   - Sent på aftenen blev han afløst i baren, og hans kone kom forpustet og smilende hen til ham. Før hun nåede at sige noget, sagde han: Nu tager vi hjem! Hun nikkede søvnigt, og han fik fat på en taxa. Da de kom hjem gik hun straks ind i soveværelset og begyndte at klæde sig af. Han, derimod, der var utilregnelig af fuldskab, fandt resolut en brødkniv i køkkenskuffen. Inde fra soveværelset hørte han, hun råbte: Godnat!, og han skyndte sig ind til hende, med kniven skjult bag ryggen. Godnat, min ven! svarede han og stak kniven ind i ryggen på hende. Kun få stik, så var hun helt enkelt død.
   - Det var dog ækelt. slap det ud af mig.
   Manden sukkede tungt, og så ned på sit tomme madpapir.
   - Jeg nød virkelig den frokost., sagde han for sig selv og fortsatte så med historien, - Han klædte hende helt af, konen. Vaskede hende ren i deres badekar, og lagde hende på sengen. Kyssede hende godnat, og begav sig så ud i haven, for at grave hendes grav. Det var et hårdt arbejde, men til sidst var det lykkedes. Derpå klædte han hende i den fine kjole, hun havde haft på samme aften, og bugserede hende ned i haven, og begravede hende dér. Så De ser, altså, tiden er kort her på jorden!
   Jeg nikkede.
   - Tak for sludderen, sagde manden så og rejste sig noget brat, - jeg må vidst se at komme videre. Der er arbejde, der skal gøres.
   Mit blik fulgte ham, mens han forsvandt ind i elevatoren. Hvorfor mon egentlig, han havde fortalt mig denne historie? Svaret fik jeg senere på dagen, da direktøren, askegrå i ansigtet, kom ud fra herretoilettet, bedst som jeg var på vej derind.
   - Der... Der ligger en mand derinde, sagde han febrilsk, - jeg ved ikke, hvad der er sket, men jeg tror sgu han er død!
   Jeg lod chef være chef og løb ind. Jo, tre ting stod mig ganske klart: Manden var afgjort død, manden var afgjort den, jeg havde talt med i frokostpausen, og fotografiet på hans bryst viste afgjort den dame, jeg havde haft stor glæde af at måtte danse med til firmafesten aftenen før.