En enkelt type biografer er meget truet af biografdøden, men overlever ofte på idealisme og vilje til at overleve. Det er kunstbiografen, en biograf, der primært er startet af ejerne af kærlighed til filmkunsten frem for ønsket om profit. En af de hedengangne biografer af denne slags hed Klaptræet og lå på Kultorvet i København lige overfor hvor det store Hovedbibliotek lå før det flyttede til Krystalgade. Det var en tvillingebiograf og salene lå helt oppe på anden sal, men man kunne let finde frem til den, fordi der stod Klaptræet med store bogstaver over indgangsdøren. Det gør der stadig, for cafeen overlevede, men biografen gik ned. I lighed med mange andre kunstbiografer som Vester Vov Vov og Grand klarede biografen sig nemlig med at have en cafe som man kunne besøge uden at gå i biografen, og hvor overskuddet gik til at dække biografens underskud. Den lå - og ligger - på første sal. Den model er gået fint med andre kunstbiografer, men ikke med Klaptræet.
Stilen var den typisk halvfjerdseraktivistiske stil, som kendes fra Huset i Magstræde og andre kulturelle "undergrundsaktiviteter," hvad der også svarede fint til repertoiret.
Jeg havde været i den før jeg flyttede ind i Rømersgade tæt ved Nørrevold, men efter jeg flyttede dertil blev det min stambiograf, fordi jeg kunne gå dertil og hjem igen på fem minutter.
Filmene var helt og holdent valgt ud fra kunstneriske kriterier. Mange film, som andre biografer ikke turde binde an med, kom op her. Jeg mindes en australsk film, som jeg har glemt titlen på, om en normal pige, der fejldiagnosticeres som retarderet og hendes kamp for at få det omstødt. Den havde også repremierer på adskillige klassikere indenfor franske og italienske film, hvad der lige er mig. Adskillige af de italienske film jeg har set har jeg set i denne biograf.
En dag havde den repremiere på en fransk filmklassiker kaldet Paradisets Børn. Jeg vidste ikke hvad det var for noget, men bare dette fransk filmklassiker var tillokkende på en, der er frankofil hvad film angår som jeg er. Jeg løste billet til den og gik dybt bevæget og meget begejstret derfra. Den skildrer en ung mimiker, der bliver dybt og ulykkeligt forelsket i en midaldrende kvinde, og hvis kunst som mimiker udtrykker hans smerte over denne ulykkelige forelskelse. En fortælling om, hvordan stor kunst ofte skabes ud af kunstnerens smerte. Denne film står højt på min DVD-ønskeliste i dag.
Klaptræet vovede endda en repremiere på en fransk film helt fra 30'erne, som jeg ikke nåede at se, Marius. Modigt gjort, men måske var det med til at få økonomien til at skrante.
Midnatsforestillingerne i weekenden var et kapitel for sig, og grundet den korte gå-afstand var det overkommeligt for mig at gå til dem. Det endte ofte med natmad i cafeen. Her vistes de film, der havde fået kultstatus, og de gik ofte i flere måneder, måske år. Blandt andet var der Rocky Horror Picture show, den satiriske rockmusical fra halvfjerdserne, hvor publikum kom klædt ud som figurer i filmen og levede med i filmen med kommentarer og practical jokes, som f. eks. i en scene, hvor vampyrgreven FranknFurter siger: Let's have a toast... Der kastede tilskuerne brødskiver op i luften. Her gik også Blues Brothers, hvor det var kutyme, at tilskuerne mødte op med blød hat og mørke briller som filmens hovedpersoner går rundt med. Hher fik jeg også set Blade Runner, Ridley Scotts dystre science fiction film, hvor der med stor dygtighed er skabt et klaustrofobisk fremtidssamfund, og Down by Law, Jim Jarmuschs rørende og morsomme lille film, hvor den italienske komiker Roberto Benigni spiller en naiv og godhjertet italiener, der flygter fra fængslet med et par amerikanske børster, den ene spillet af singer-songwriteren Tom Waits.
Da jeg stadig bor samme sted, er det en biograf som jeg savner meget. Cafeen er der, og jeg falder da stadigvæk ind til en kop kaffe ind imellem.
Men nu har Cinemateket i Gothersgade overtaget lidt af pladsen som min stambiograf.