Beboerne i de små provinsbyer har et særligt forhold til den lokale biograf, hvis der er en sådan i byen. Den er samlingsstedet.
Man skulle ikke tro, at beboerne i større byer inklusive hovedstaden havde det samme forhold til deres biograf, fordi der er mange at vælge imellem. Det er ikke helt rigtigt, for bor man i brokvartererne, så betyder den lokale biograf mere end man skulle tro.
Officielt er jeg opvokset i City, men kun en gade længere henne begyndte Østerbro. Da jeg har gået på en Østerbro-skole og gået til fritidsaktiviteter i dette kvarter og langt de fleste af mine kammerater hørte til der, er jeg af sind østerbroer. For enden af Søerne ligger Lille Triangel, går man opad gaden kommer man til Trianglen, et torv, hvor indgangen til Fælledparken ligger tydeligt fremme, og både Østerbrogade og Nordre Frihavnsgade starter deres lange løb.
Overfor busstoppestedet lå Triangel bio, en lokal reprisebiograf, hvor østerbroerne kom og så de film de ikke orkede at tage ind til byen for at se i premierebiograferne. En af mine skolekammerater og mig gik en dag forbi den, hvor der gik en film kaldet Banken Sprænges kl. 11, reklameret op med store bogstaver over indgangen. Det vakte latter, at der lå en bankfilial ved siden af.
Som alle andre reprisebiografer havde den normalt kun aftenforestillinger, men hver weekend var der fireforstillingen, hvor der blev vist en film for børn, især film for større børn, der dog ikke var gået ind i puberteten endnu.
Her svingede Tarzan sig i lianerne og kæmpede med krokodiller. Her fægtede Zorro for at befri Californien fra en tyrannisk guvernør. Her kæmpede indianerne på et så neddæmpet niveau, så det kunne tillades for børn, ikke som de senere afmytologiserende antiwesterns, hvor man ikke blev skånet for at se, hvordan det så ud når mennesker blev dræbt. Batman og Robin bekæmpede det farverige skurkegalleri fra tegneserien med samme rollebesætning som tv-serien og den samme campede humor som denne, ikke som Tim Burtons mere dystre fortolkning.
Ingen tvivl: det var en eftermiddag, der havde appel til drengesindet. En stod mig særlig nær: oplevelsen at se Erroll Flynn spille Robin Hood, som derved lod den bog, jeg kunne bruge timevis på at sidde og læse i, komme til live i festlige farver og gevaldige optrin. Den inspirerede til mange lege med plasticsværdet, som skulle være duellen med Sir Guy af Gisbourne.
Da jeg blev lidt for stor til denne kategori af film, og den traditionelle fireforestilling i samtlige reprisebiografer efterhånden også var ved at være på retur takket være fjernsynets fremmarch, betød det ikke, at Triangel bio gled ud af hjertet. Jeg gik som teenager meget i biografen, så ofte jeg overhovedet havde penge og tid til det. Selv om jeg rendte meget til de billige eftermiddagsforestillinger i premierebiograferne, så var der film jeg ikke nåede, som jeg fik samlet op på Triangel bio.
Hver sommer var der en sommerkavalkade, hvor den viste både forholdsvis nye og gamle film, som skiftede hver aften. Når programmet kom i starten af juni, fik jeg det hentet i en fart og krydsede af, hvilke film jeg skulle se. Her så jeg min første Hitchcock film, Rebecca, og store udstyrsfilm som Spartacus. Det kan ikke sættes på en formel, alle de filmgenrer jeg havde taget til hjertet blev dyrket i løbet af denne kavalkade.
I lighed med andre reprisebiografer havde den midnatsforestillingen, hvor horror var fællesnævneren. Det britiske selskab Hammer film var ofte hovedleverandør til disse forestillinger, og de unge, der ligesom mig var blevet grebet af Frankenstein og King Kong på tv, søgte til disse sene forestillinger, hvor det oftere var stemningen, der var hovedsagen end filmen.
Som så mange andre små og store biografer led denne biografdøden, da videoen var blevet hver mands eje. Park bio er nu enerådende som Østerbros lokale biograf.