Min datter fortalte mig sin historie. Eller hun skrev den. Hun skrev altid. Indtil hun ikke kunne holde til mere. Hver dag vågner jeg og tænker om der er noget jeg kan gøre for verden. Jeg tror dette er min eneste udvej, selv om jeg ikke har lyst. Jeg vil fortælle min datters historie. Give jer indblik, give mig selv indblik, i et maniodepressivt liv. Håber I forstår. Håber jeg selv lærer at forstå. Håber det gavner. Her er en af hendes mange tekster om hendes liv, om hendes sindslidelse.


* * *
   Maniodepressiv. Hører det for tit. Er det, ved det godt, men det hjælper ikke at få stillet diagnosen. Det kan jeg ikke bruge til noget. Det er kun min familie der kan det. Efter ordet kom ud af munden på min psykolog, troede de at de kunne forstå mig. Det gjorde de ikke. Det vil de aldrig komme til. Det er ikke nemt.
   Nede. På toppen. Nede. På toppen. Nede. Igen og igen. Hele tiden.
   Jeg har en kasse fyldt med selvmordsbreve. 3 kasser måske. Ved det ikke.
   Jeg har hundredvis tegninger af det smukkeste og mest livsbekræftende. Tusinde måske. Ved det ikke. Alt forandres, hele tiden.
   Sorte mapper. Til de triste dage. Sorte kasser med piller, barberblade, reb og knive. Så jeg kan destruere mig selv når jeg ønsker det.
   Røde, gule, blå kasser med chokolade, serpentiner og stearinlys. Cd'er med den mest yndefulde musik. Så jeg kan elske hele verden når jeg ønsker det.
   Skriver altid noter, for dagene der går. Små ord der strejfer mit sind. Gemmer dem alle, i mine mapper. "Elsk betingelsesløst" - "Jeg vil gerne leve, men hellere dø og jeg er ikke bange" - "Oh God this hurts, my stomach, my skin, my everything, why?" - "Skønhed skabes i sjæl" - "Hvorfor kæmpe? Hvorfor leve?" - "Jeg vil ikke være engel, aldrig" - "Lad os ikke græde, i dag lever vi" - "Det er det ikke længere værd. Livet er ingen leg, det er et helvede" - "De behøver ikke se dig græde" - "Ønsker at være, for evigt borte." - "Jeg elsker livet. Elsker, elsker, elsker".
   Hundredvis af disse notater. Orker ikke at skrive dem alle, kan ikke sidde her for evigt. Livet må stoppe nu. Mor og far; jeg er ked af det. Meget.


* * *
   Hun havde skrevet et testamente. Det gjorde hun da hun var 15år og fik stillet diagnosen. Hun sagde så ofte "Sagen er ikke, om man var smuk da man kom, og er det mens man er her. Det vigtigste er at man er yndefuld når man tager af sted"
   I testamentet stod der:

Kære mennesker. 3 sorte fjer lagt på min hvide kiste. Som solsorten i den kolde hvide sne. Send fjerene med ind i ilden. Smid min aske i Østersøen. Ved at I elsker havet så højt.
   Pas på min søster. Hun har det hårdt - lad hende aldrig lide.
   Og sidst men ikke mindst - Husk på at jeg lever videre i en anden krop. En flue, en dronning, hvem ved? Lige meget hvad, vil jeg blive lykkeligere der. Græd ej. Ikke for min skyld. Har grædt tårer nok, for jer alle. Har skabt mere sorg, end nødvendigt. Husk på mig, som jeg var. Gør mig ikke til en gud. Blot et menneske. En af satans hjælpere, måske. Men lige meget hvad, pynt da ej på facaderne.
   Vi viste alle godt at det ville ske. Vi accepterede hendes beslutning. Hun ville ikke på piller, hun ville ikke forandres af kemikalier. Selvfølgelig var det hårdt at forstå, men hun valgte at leve et liv uden at tage piller for noget, der aldrig ville stoppe.
   Den 21. marts sidste år, fandt vi hende så liggende. Ligbleg. Smilende. Med lukkede øjne. Død.
   Vi græd alle. Det gør vi stadig. Ikke så ofte, men det sker. At miste sin datter er ikke sjovt. At glemme hvordan hun var, er umuligt. Hver dag savner jeg hendes smil og hendes tårer - selv om det dengang var hårdt at se.
   Tårer trillede ned af vores kinder. Selv om vi viste at det ville ske, før eller siden. Vi havde håbet på siden. På aldrig. Men en dag i marts, mens solen brød frem på himlen, forsvandt vores datter. Hun lå bare der. Kølig, som en mild sommeraften. Der lå et brev ved siden af hende. Det sidste selvmordsbrev hun fik skrevet. Det afgørende.


* * *
   For hver dag der går, bliver glæden mindre og sorgen større. Derfor tager jeg afsked i dag. Jeg kan ikke holde det ud længere og hvis jeg blev ved med at leve, ville der til sidst ikke være andet end sorg.
   Jeg ville helst dø lykkeligt. Mens jeg kæmper for verdens retfærdighed. Kæmper for ikke at blive kaldt sindssyg. Jeg ville ønske at jeg havde nået at leve og gøre hvad der var meningen jeg skulle udrette her i verden - men måske er det skæbnen at jeg skal dø før verden redes.
   Måske har han ret når han siger:
   "It's better to burn out than to fade away."
   Måske har i ret når I siger at sol kommer efter regn. Men hvad hvis man ikke har tid til at vente på solen? Jeg ved ikke om det er det rigtige at gøre, men nu gør jeg det. Omsætter tanker, jeg har haft hele livet, til handling. Jeg vil altid elske jer. Nu vil jeg tage døden i hånden og han vil følge mig til vejs ende.
   Det er ikke jeres skyld at jeg føler denne smerte. Lev vel.
   De profundis clamo ad de domine.
   [Fra dybet kalder jeg på dig, min gud]