Hun var ikke så gammel. 17 år. Med hele livet foran sig?
Han var lige fyldt 18. Han havde prøvet alt. Sex, stoffer, rock 'n' roll.
De havde begge to været sammen med mange. Det gjorde ham sej, det gjorde hende billig.
En aften var de sammen, og det var som om de faldt i hak. Glemte hvad de altid havde lært sig selv. De var begge to playere. Ude på at såre andre før de selv blev det. Hun havde prøvet at blive såret, for et par år siden og hun kunne stadig føle smerten. Derfor var hun sammen med folk der ikke betød noget for hende.
Han havde været bange for at binde sig fordi hans forældre var blevet skilt. Han kunne stadig føle smerten. Derfor var han sammen med folk der ikke betød noget.
Til den fest stod de sammen, en kæmpe flok og snakkede. De udså hinanden som ofre, og det blev de. Da det slog klik... Det var som om at sekundet de var sammen slog virkeligheden dem.
Som om at de var hinandens sjæle venner. De havde ikke lyst til at såre hinanden. Men da Jonathan spurgte om hendes nummer turde hun ikke give ham det. Hun var bange for at såre ham, for hun viste at hun ikke ville skrive tilbage hvis han skrev. Og hvis hun skrev tilbage ville hun bare skrive: "Gider dig ikke. Du var en fejl." Det plejede hun at skrive... Så hun sagde at hun ikke kunne huske nummeret... Han sagde at han ville se om han kunne få fat i det. Hun var ikke glad for tanken, men regnede ikke med at han ville få fat i det.
Hun kom hjem den aften og var ufattelig glad.
Han kom hjem den aften og var ufattelig glad.
Det var de ikke vant til. Lige så snart han kom ind af døren hjemme var personen han havde været sammen med glemt. Det samme gjaldt for hende. Men ikke denne gang.
Fortryllet af begæret. De var som én person der havde levet to forskellige liv. De var så ens.
Søndag aften skrev han til hende. Hu var overrasket. Var skeptisk, men alligevel kunne hun ikke lade være med at skrive. Og hun skrev ikke: "fuck af, det var en fejl." Hun skrev at hun var glad...
Hun havde aldrig smilet så meget med en dreng, som hun gjorde det med Jonathan lørdag aften til den fest. Det havde han, smilet så meget. Det gjorde han altid når han blev tændt, men alligevel var der noget anderledes denne gang. Det var som om at Maria virkeligt fik ham til at føle. Som om han mistede en sten fra hans hjerte den dag. En sten med smerte over skilsmissen. Det havde taget hårdt på ham selv om han ikke virkede sådan.

Men de blev gladere for hinanden, som objekter. De skrev sammen om hvor dejlig de synes den anden var. Hvor smukke, lækre og sexede. De viste ikke noget om hinanden. Det gør de nu egentligt stadig ikke.
Han begyndte at skrive om de ikke skulle ses. Han ville så gerne være sammen med hende. Føle hendes krop. Hun viste ikke om hun havde lyst, men efter nogle ganges spørgen sagde hun ja. Han blev nervøs. Ubeskriveligt. Hvad skulle han sige til hende når de mødtes? Hvad ville hun svare?
Han tog til fest et par dage før deres aftale. Til denne fest mødte han en smuk pige. Hun var ikke lige så smuk som Maria men hun var køn. Og villig. Hun lagde an på Jonathan hele aftenen og til sidst gav han op. Han var sammen med en anden. Han kunne ikke huske det dagen efter. Han fik det at vide af hans venner. De havde få fælles venner og Maria fik det også at vide. Hun blev gal. Så ufattelig gal. Hun kunne ikke græde og hun kunne ikke skrige. Men indeni, dybt inde, var hun ufattelig gal.
Han var træt. Han skrev til hende om de ikke skulle ses og nej, det skulle de ikke sagde hun. Han skulle ikke lave pis med hende.
Der gik et stykke tid hvor de ikke snakkede sammen. Hun var gal, han var træt. De begyndte at snakke sammen igen. Altid kun om natten når de havde været til fester. De mødtes aldrig. Der var ingen fester hvor de begge to kom. Men de skrev sammen og hun tilgav ham vel. Hun var god til at glemme. Det var hendes stil: Glemme dårlige ting, huske de gode.
Der var efterhånden gået mange måneder hvor de ikke havde set hinanden. Hun var begyndt at føle mere for ham.
Han følte det samme, lidt mere længsel måske men ellers ingenting. Han ville se hende først. Være alene med hende.
Hun turde ikke. Han var bange for at miste ham hvis det nu ikke var som hun håbede. Hvis hun blev nervøs og stille.
Hun tog til nogle fester og var sammen med nogle stykker. De betød ingenting for hende og hun blev kaldt billig og følte sig forladt. Hun plejede at kunne holde til den slags, men ikke længere. Hun græd. Græd over ham. Græd over at hun ikke var som hun var engang. Hun savnede sig selv. Græd for første gang over kærligheden.
Hun plejede at være en hård pige, men denne aften blev alt anderledes. Hun var sårbar fordi hun ikke viste hvor hun var på vej hen og hvad hun skulle gøre. Han skrev og hun skrev ikke tilbage. Han sårede hende virkeligt og det skulle ikke ske igen. Aldrig nogensinde. Marias venner var helt enige i hendes beslutning. Hun kæmpede virkeligt, for at glemme ham. Hun prøvede at tænke på nogle af de andre hun havde været sammen med, på gamle flammer og den slags. Hun prøvede at meditere, glemme ham, huske sjælen. Hun hørte musik, for at overdøve larmen. Det virkede ikke. Alle sange mindede hende om Jonathan. Alle ord, alt, hver en person og hvert et billede.
Så hun opgav at glemme ham. Eller inders inde kæmpede hun, men hun havde indset at det ikke kunne ske. Han tænkte ikke så meget på hende. Jo, når han så en god røv tænkte han "god, men intet slår Marias. Mon hun snart skriver? Fuck hvor jeg savner hende..." og så når han var fuld. Når han sad sammen med hans venner savnede han at han ikke havde hende at skrive til. At han ikke kunne fortælle sine venner om hvor dejlig Maria var.
Han var træt af hans fejl. Så ufatteligt træt.
Hun ønskede at hun ikke havde været sammen med ham. For første gang i hendes liv fortrød hun hvad hun havde gjort.
Hun skrev til ham en aften. Han skrev tilbage. Han ville ønske at han lå sammen med hende. Han skrev hvor meget han ville ønske at hun stadig kunne lide ham. Hun kunne ikke stå for hans søde ord. For måden han fik det hele sagt på. Hun fortalte at hun heller ikke havde været nogen engel, at det var okay. At hun godt kunne lide ham. De skrev lidt videre, og var begge to fantastisk glade. Euforiske, høje af kærligheden. Han var helt oppe at køre, han hoppede rundt selv om klokken var halv 4 om natten.
Hun læste beskederne igen og igen og faldt i søvn med telefonen i hånden. De skrev sammen i hver weekend. Om natten når de var til fest. Når han var til fest og når hun bildte ham ind at hun var.
Efter et stykke tid begyndte han igen at presse på. Han ville så gerne se hende, røre hende. Drømmende var for ham ikke nok. Det var de for hende. Hun levede i drømmende, der var hun herre over hvad der ville ske. Hvad der ville blive sagt. Hvor og hvornår. Alt sammen hendes valg. Inderst inde viste hun godt at det ikke ville ske. Alle disse ting hun drømte om, ville aldrig blive til mere end drøm.
Hun var udmærket klar over at virkeligheden ville skuffe hende, så hun sagde nej når han ville se ham. Han var blevet utoldmodig og efterhånden også ret irriteret. Så når hun skrev nej skrev han bare okay. Ikke andet. Bare "okay". Det gjorde hende gal. Hun følte at det ikke længere var det hele værd. Hun tog til en lille fest, med hendes bedste venner en fredag aften. Hun talte lidt om ham. Bare små kommentarer om at han var sød, dejlig og lækker. En af deres fælles venner Mads ringede til Jonathan. Mads fortalte Jonathan hvad Maria havde sagt. Hun blev vred. Kastede ting efter ham. Marias bedste veninde ringede Jonathan op igen og sagde "Lige meget hvad Mads sagde om Maria så passer det ikke. Jonathan sagde som sædvanlig bare "okay" Han var skuffet. Troede at hun mente det, mente hvad Mads havde sagt. Nu var han såret. Han forstod hende virkeligt ikke.
Så nu turde han ikke mere. Turde ikke tænke på hende. Det var svært at lade være, men han følte sig såret og uden magt. Han brød sig ikke om den følelse.
Han ringede ikke. Han skrev ikke. Talte ikke om hende. Hun ville ikke. Hun talte hvor mange gange hun kunne huske at han havde såret hende. Hun talte hvor mange gange han havde gjort hende glad. En streg for hver gang.
Der var flere streger ved sorgen end ved glæden. Hun følte sig ikke lykkelig når hun tænkte på ham. Ikke som hun før i tiden havde været, så hun valgte at stoppe.
Hun kæmpede og det tog lang tid. Han havde været en dejlig fyr. Og det var han stadig. Men hun valgte at tage afsked. - På hendes helt egen måde. Hver gang hun sagde farvel, søgte hun solnedgangen. Gik ud på landet og snakkede til personen hun skulle sige farvel til. Sagde hvad hun havde på hjerte, mens hun så på solen. Hun gjorde det med alle hun havde været sammen med. Hun havde snakket til solen en del gange. Hun plejede at gå op og sige noget med at de altid skulle forgude hende, at de altid ville være hendes. At de aldrig måtte glemme hende og komme sig. Men denne gang, da hun skulle sige farvel til Jonathan var det anderledes. Hun gik op og sagde tak. Tak for troen på kærligheden, tak for ordene, tak for alt. Hun sagde at hun håbede at han ville blive lykkelig. At han ville finde en pige der holdte af ham, elskede ham og hjalp ham gennem hårde tider. Hun ville have at han glemte hende og kom videre. Det eneste han skulle huske var troen på forhold, kærlighed og omsorg. Og hun mente det virkeligt. Hun håbede så inderligt at han ville blive lykkelig.
Hun vendte sig om. Gik væk fra solen. En vind pustede i hendes hår. Mon det var ham der sendte den sidste hilsen?
Hver for sig nu. Men vinden puster stadig af og til.
Måske var de alt.
Måske var de intet.
Måske var de...