Det er som om at alt det der drømmeprins er gået af ham
og tilbage står kun en frø og kvækker...
kvæk, kvæk...
Det er uhyggeligt

Han var ubeskrivelig.
Jeg var tryg, følte mig som noget specielt.
Han var anderledes,
det var anderledes.

Alle nikker genkendende til følelsen.
At føle sig speciel,
endda at føle sig elsket...

Alligevel sidder jeg bagefter med sorgen...
Hvad kunne det ikke være blevet til...
Bare 5 min. mere,
de 5 min. hvor jeg skulle
have overbevist ham om
at han skulle have mig.
Kun mig og ingen andre.

Man ville så gerne se om det ikke kunne blive anderledes.
Hvis man bare lige fik chancen,
eller hvis man var villig til selv at give det chancen.
Har håbet på at den tid ville komme,
men når man er bange for at blive såret
falder stykkerne fra hinanden.

Det er klamt når det kommer til sagen,
når man prøver at glemme, men ikke kan..
Lige meget hvad man gør.
Jeg ville ønske at jeg bare turde give efter
men lige meget hvad jeg prøver, så kan jeg bare ikke

Man er bare for dum når det kommer til stykket... eller er man?
Det er det der er det værste... Dum eller?
Og man bliver ved med at tænke eller?
"Er det ægte det her?"
- og man finder aldrig ud af det